Hej RM..

Ja, så var den der, sådan da, ja det hjalp da lidt på julehumøret – frem med sparkstøtting, ski & nisselua! ;)

Vinterhilsner & røde æblekinder! ;)
Simon

P.s.: med tak for Jac og fornøled stemme, inden turen på søhest, her en hilsen fra Hr. Stinus:

Skrift i sne

Regnen er uden sin stemme trængt ind mellem murene.
Regnen har uden sin maske forskrækket spurvene.
Regnen er min gamle stemme.
Regnen er min grusomme maske.
Men idag er jeg ild,
mine fodspor lammer vinteren.
Idag kan jeg ikke slukkes.

Lille regn, langt har vi rejst.
Vi vågner mellem levende mure.
De havde sejret,
de ville forstørre metallernes mening,
men idag ligger vinteren for vore fødder,
rusten, som en indtørret frugt.

- Erik Stinus

mvh
Simon

Hej Simon

Undskyld, men jeg er vist gået helt sneamok med Jac og de Tretten dage af en sne :)))


det er gavebolde til børnene der falder fra himlen
og vi under dem det som vi under dem deres lys,

grene og buske der skinner om kap med alle øjnene
og stjerner der ikke står alene om at vide af os,

jorden segner i hvidt og vedstår sin måned på dansk
et andet sted hæversolen sig op med vigtigstørrelse,

natten ligger skælvende som dagen og venter glæde
på et rækværk står to navne smukke i midnatten,

sneen har nogle fortrin fremfor vandet og stenene
og når et menneske overmandes hylder vi dets styrke


Masser af hilsner
RoseMarie

Hej RM..

Intet at undskylde, har læst dem og synes som du, at de er ret herlige, m.a.o. smykker de landskabet..;)

mvh
Simon

Hej Simon

Endnu en dag i sneen med Jac, her


på den ellevete dag

om så og så længe vokser det helt til,
og frugterne bifalder deres form,

med en kontrakt spænder uret sig ud,
der er forpligtelser for flygtende børn
der skal holdes i vækst og græs,

slut med tilintetgørelsen for sprogets skyld
der varværdier større end sluttede ansigter,
og så længe skoven spænder i fugletvang
var alle gravmæler en for let lede,

slut med totalitær væskeforsømmelse
det var tidsidealerne alt forsmå til,
og de få tilbageblevne piger i skørter
fortjente en større nedgående sol,

slut medal den grinende pengesplid
det var mælken for beredvillig til,
og i sin rummelige energi ud over markerne
stod det klart at alle strå dominerede,

om så og så længe kan det ikke skilles ad
og alle levende skænker sig i et,

med et udsyn vil alle takke barnets redning,
det åbnede for altings forståelse
og drømte videre end hændernes vrede,

Nisseligst
RoseMarie