Hej igen du,

"gud hvor er du naiv mand".

- På ingen måde.

Dine "fantomer" har også hvad Theresa angår samme referencekraft som dine marxistisk-freudianske-paulusguder i øvrigt - nemlig din egen fantasiverden. Selvfølgelig er dit fokus derfor også her begrænset til forestillinger du godt kan lide, fremfor på et meningsindhold til hvilket du alligevel intet fornuftigt har at tilføje.

Så ka' du bruge 4-5 ja måske 23 indlæg på at fjerne dig yderligere fra en substans med små konspirationsidéer du godt kan lide - sikkert fordi Theresa dengang bare så dig som en værre bulderbasse -, så er din lykke jo gjort..;)

mvh
Simon

Tiger, dit høwed og

Er du blevet Gud Himself, siden du synes, at underkastelse er det samme som at kaste sig i grams?

Der ER vilkår i livet, som vi ikke selv er Herre over. Er man født med én arm, så ER det sådan, det ER, og så må man klare sig uden den arm, man mangler ... Hvordan man så vil klare det ... ja, dét er så spørgsmålet ... men én (naturlig) arm ER og bliver det livsvilkår, som man må "underkaste sig" ...

Når jeg skriver "underkaste" i sitationstegn, er det fordi, jeg har på fornemmelsen, at vi ikke opfatter det at "underkaste sig" på samme måde. For mig er "underkastelse" ikke lig med nogen offerrolle ... for mig er "underkastelse" i denne her sammenhæng, at både du og jeg er underlagt nogle livsvilkår, som hverken vi selv eller vores forældre/forfædre har bestemt (... og Gud har altså HELLER IKKE!)

Vi ER til i livet, som vi ER skabt ... og som vi efterfølgende skabes til af livet, os selv og hinanden ... For mig er "underkastelse" meget forskelligt fra resignation, opgivelse, offerrolle og passivitet. For mig er "underkastelse" en aktiv proces, der handler om at se i øjnene, hvad og hvor udgangspunktet ER ... og dét er så det, der ER ... udgangspunktet ER her eller der ... og derefter kan der jo være nok så mange muligheder for både det ene og det andet ...

KNUS og ikke knubs fra RoseMarie

Godmorgen RoseMarie

jeg synes det bliver mere og mere uklart hvad det i det hele taget er vi debatterer, nærmer sig sort snak. Og ja vi taler nok slet ikke om det samme.

Men nej underkastelse noget der er, ovenikøbet ER, det bryder jeg mig ikke om og det strider imod alt i min tilgang til det spirituelle religiøse, da især mit paulinske kristne ståsted og dem jeg deler dette ståsted med: Badiou; Barth; Tillich; Berdyaev; Marx; Luther mmfl.. Jeg tilhører simpelthen en anden skole end den du og arne med flere dyrker og i vores skole, ville hvad I går i svime og selvsving over som det der primært nærer vores religiøse følelser eller ærefrygt slet ikke komme på tale i den form I præsenterer det på. Jeg mener I rammer ved siden af og slet ikke har forstået den religiøse spirituelle dimension når i fabler som I gør, som her:

Verdens Væren; og det der ER; at Verden ER, etc..

At I finder et mysterium her, fatter jeg ikke en skid af.

Og at der så næstefter følger noget med en underkastelse det der ER, så fik vi da lige godt nok slagtet og aflivet det spirituelle menneske, det menneske der ekstatisk bærer eller lever, vandrer i Ånden, har åndens nye liv. Jeg kunne også sige mere moderne, hvor er det moderne selvbevidste historiske politiske menneske der agerer kreativt på scenen i verden?

Verdens væren og at Verden ER, er for mig at se nonsense udsagn, giver ingen mening overhovedet.

Verdens væren, må enten være noget med min verdens væren eller det må ha noget med vores sanselighed at gøre. Jeg har bedt arne om at udtrykke sig mere klart, men han bliver ved med at skrive i gåder og tågesnakke herom.

Selv og Verden er uløseligt forbundne for menneskets vedkommende. Det er takket være vores kropslighed at verden er givet for os, hvorfor det er helt absurd at tale om Verdens Væren og at falde i næsegrus forundring over at Verden ER. Arne skulle nive sig selv i armen og blive klar over at det gådefulde er at han stadig er her konkret kropsligt (og sanseligt) og glæde sig over at demensen endnu ikke har ædt den sidste rest af evne til at påskønne det liv han har.

Arne og din gudemantra om verdens væren og det gådefulde i at verden ER; fortæller intet om verdens beskaffenhed, eller om vores eksistens i verden, der følger ingen beskrivelser med fra arne om hvorledes verden virkelig er for os mennesker. Jeg synes det er sølle det I præsterer og præsenterer os andre for og jeg kan ikke se det er til at falde i svime over og jeg kan ikke forbinde det med noget spirituelt religiøst og ihvertfald det har intet at gøre med en jødisk kristen kontekst at gøre, hvor virkelighedsforståelsen er vildt dramatisk historisk, med konstant et drama (kamp, konflikt, kærlighed) udspillende sig mellem mennesket og Gud og vore medmennesker og verden. Og intet ER, og da slet ikke noget ER, så der kan blive tale om en underkastelse, dette ville i en kristen jødisk kontekst være tegn på østens og grækernes uhistoriske statiske forståelse af virkeligheden, verden/kosmos og menneskets ordnede (indordnede) placering heri. Og når du så ovenikøbet forlanger en underkastelse til dette statiske syn på verden, virkeligheden, ja så står jeg af og må sige stop.

mvh HansKrist

Tiger, min ven

Når jeg nu netop tvivler på, at vi ved ordet og begrebet "underkastelse" forstår det samme, var det så ikke en idé at uddybe, hvad du forstår ved at underkaste sig? Det at være underlagt nogle livsvilkår, som vi må ta' med os i livet og ikke kan og skal løbe fra ... "Frihed" er ikke at kæmpe vildt og voldsomt imod natur og livsvilkår ...

Der ligger en stor "kampkraft eller -evne", når Gud, Vor Herre, Jesus Kristus, Guds søn ses som langt større end et almindeligt menneske, og der sker det forunderlige, at når man "underkaster" sig det som menneskets livsvilkår ... så bliver man også i stand til at ta' imod nåden. Og nåden er kristendom ... om noget er

Hverken øvelse, træning, gerning, tilbagetrækning eller menneskers ydre stilhed har noget som helst at gøre med nåden. Nåden bliver givet som en GAVE ... som en helt og aldeles ufortjent gave ... og altså ikke på grund af øvelse, træning, udholdelse i smerte og distance, tilbagetrækning og stilhed ... Nåden kommer i din dagligdag ... måske på lokummet, inden der er skyllet ud

Og der er stadig KNUS og ikke stop fra RoseMarie

Hej RM.

”For mig er "underkastelse" ikke lig med nogen offerrolle ... for mig er "underkastelse" i denne her sammenhæng, at både du og jeg er underlagt nogle livsvilkår, som hverken vi selv eller vores forældre/forfædre har bestemt”.

- Offerrollen knytter sig jo til underkastelse af autoriteter man pr def. overgiver sig til, og siden ser sig som offer for omstændigheder man er uden indflydelse på.

Men at erkende et livsvilkår på naturens præmisser som et faktum, er imidlertid bare en accept af et grundvilkår som mennesker i mange tilfælde forholder sig til med alternativer, nogle dog med idéer om en overnaturlig myndighed med meninger og hensigter om deres liv, osv.

Naturen er imidlertid ingen autoritet der sådan underkaster mennesker og det biologiske liv bestemte meninger og hensigter, den er bare et grundvilkår vi må acceptere og skabe en bedre naturforståelse omkring. Her kan kulturer så bygge livsvilkår op med gode betingelser for eksistens i en social grundstruktur, hvor vi så er underlagt en politik der er ret forskellig fra underkastelsen.

”For mig er "underkastelse" meget forskelligt fra resignation, opgivelse, offerrolle og passivitet. For mig er "underkastelse" en aktiv proces”.

- Når du m.a.o. underlægger dig en autoritet, befinder du dig altså midt i en underkastelsesproces der fører dig videre til hvad?

Mvh & god weekend..
Simon