Ja det var sørme et interessant spm: hvis ikke verden eksisterer, kan så ikke den universelle gud få eksistensberettigelse - var det sådan du havde forestillet dig hypotesen, hva' Arne? ;))

mvh
Simon

Hej arne,

det er en kendt sag at jeg ikke kan følge dig i dine betragtninger her (astrofysik) omkring Gud (som Skaberen) eller begrebet Gud Skaber og dets forståelse, mening og symbolske mythologiske betydning. Vi to har krydset klinger så ofte før desangående denne diskurs du igen åbner, her på trosfrihed og på religionsdebatten har vi gjort det.

Selv om Karl Barth opfattes som neo ortodoks (en moderne forholdsvis rettroende dogmatisk tænker (min oversættelse)) så siger han at 1. trosartikel intet har at gøre med at vi tror på at Gud (den Gud vi kristne tror på og har en bekendelse til som Gud Skaber) har skabt verden eller universet på et bestemt tidspunkt (dag, øjeblik) i fortiden og dermed blive årsag til verden/universet. Det betyder at den Gud Fader Skaber (1. trosartikel) som vi tror på, har en trosbekendelse til, at vi med ham tilhører nøjagtig den samme skaberkraft som er i universet, som universet er gennemsyret af (de fysiske love) og i biologien (evolutionen, de biologiske love). Altså ved at tro på Gud Fader Skaber, sætter vi ikke os selv udenfor universet og dets dynamik udvikling, de fysiske love, og vi sætter ej heller os selv udenfor evolutionen, de biologiske lovmæssigheder og den biologiske udvikling; men vi har vores plads her, vores ophav er her at finde ("self and world" er uløseligt forbundne for altid som Tillich påpeger det; og mennesket er ikke blot i verden, men har verden, kosmos i sig, det er et mikrokosmisk væsen), hvor kommer vi fra (Fader Skaber Ophav) spørgsmålet får et historisk udviklingsmæssigt svar (hvilket astrofysikken og evolutionsteorien også har kunnet redegøre for godt et par tusinder år efter at 1. Mosebog er skrevet).

Men husk vores Gudsbekendelse er en trinitarisk trosbekendelse, vi tror på Gud Fader (skabelsen (historien (Guds (den gud vi tror på) historie med os))); på Gud Søn (mennesket (Gud-mennesket (transcendental man (1)*, Adam Kadman))) og Gud Helligånden (ånden (Guds Ånd contra vores betingede ånd)).

(1)*:

transcendental man stands outside the division into subject and object and, therefore, all the theories which are derived from knowledge of the object can tell us nothing about him. Berdyaev.


Jeg påpeger disse forhold fordi jeg finder at du arne altid fortaber dig i en Gudsforståelse der skal kædes sammen med universets skabelse; Gud som universets årsag og ingen af de teologer jeg beskæftiger mig med har skubbet Gud så langt væk fra sig og ud i en ren astrofysisk diskurs. Kun især bibelfundamentalister og rettroende muslimer og en større del af new age, har Gud skubbet så langt ud af deres liv i "astrofysisk uvedkommende'hed", fra vores nærværende åndelige spirituelle liv, fra Kristus som værende den ny skabelse og ny væren, åndens nye liv og nærvær, Kristus som bærer af den ny skabelse, ny væren, ind i verden; åndens ekstatiske nærvær i vores liv, i og med og ved Kristus som den historiske sandhedsindstiftende begivenhed vi er loyale, tro overfor.
For mig at se søger du Gud i "det", noget diffust og udifferentieret etwas noget (som om du her kredser og har din opmærksomhed, dine tanker); som om du ikke har et personligt forhold gennem Kristus til Gud, og med ham, Sønnen, Kristus, en Åndens ny liv, virkelighed og væren der på emergent vis formår at manifestere sig i vores personlige liv og bevidsthed og ånd, gennem Helligånden (Guds Ånd). I den sammenhæng vil jeg gerne du igen besinder dig på din ikon oplevelse, eller erfaring, hvad var det dog den ville fortælle dig? Havde det noget at gøre med astrofysiske spekulationer som "Gud - universets årsag" ?. Var det ikke et personligt møde et og andet sted???

Jeg har et link til et tidligere indlæg jeg har skrevet (01/26/10 01:04 PM) om hvordan vi skal forstå Guds Ord som skabende i 1. Mosebog. Findes her:

http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/topics/8695/4/ATEISTER_OG_BIBELEN.html


Jeg vil slutte med et Berdyaev citat:


mange kærlige hilsner HansKrist.

Interessant emne Arne det her om, hvorvidt verden ER?

Jeg tænker lidt over, at hvis det nu er sådan, at den verden, vi kender og altid i vor tid her på jorden har kendt, "bare" er til som et slags redskab for vor Ånd eller Sjæl, om du vil - eller m.a.o. det, vi her forholder os til som værende virkelighed kun er det så længe, det tjener sit formål, som måske kunne være et - hele tiden gentaget spørgsmål om, inden enhver handling at vælge mellem Ego´ets metode eller Helligåndens/Jesu´ måde at gøre tingene på?

Måske var Jesus dér, hvor Han intet Ego besad - og var som sådan i sand Virkelighed. ... Mens vi andre stadig bøvler rundt i vores opfattelse af virkeligheden.

Er det sådan? Tja, så kan jeg egentlig godt tænke om den verden, vi anser som virkelig, at den er = en illusion.

m.v.h.
Zenia

Hej Esther og Arne:

Her kommer en vigtig hovedpointe i kristendommen, med Paulus (1)* og Tillich, hvor vi må sande:

det er vigtig at forstå at Jesus i eksistentiel forstand var sandt menneske med ego, med lidenskab, behov og begær med mere, altså fuldt ud lige så menneskeligt som alle os andre, levende under eksistens vilkår (2)*, men det er også i og med og ved ham som Kristus (Jesus som Kristus) at Gud åbenbarer sig i historien og Guds Ånd (almindeligvis betegnet som Helligånden) bæres ind i verden som den nye skabelse, den ny væren, Åndens nye liv at vandre i og som Åndens (Helligåndens eller Guds Ånds) ekstatiske nærvær i vores liv; det liv der betegnes af Paulus som vores "væren i Kristus" eller "i Kristus væren" (i den sammenhæng A Schweitzer siger at kristendommens essens er Kristusmystikken), og det gælder nu om at Kristus vinder skikkelse i hver af os, at vi iklæder os Kristus, og Kristus bliver alt i alle, hvormed Gudsriget kommer.

Tillich skriver:




(1)*:



i citatet ovenfor er det vigtig at holde sig for øje, at self referer til ego, og hverken noget højere eller guddommeligt selv, men netop vores "ego eksistentialitet", Jesus som sandt menneske under eksistensens vilkår.


(2)*:






(3)*:





Men ingen formår at sige det smukkere end William Blake:







Dette her er ikke et indlæg for at rakke EKIM ned, men et indlæg der skal påpege at vi med EKIM bevæger os over i noget der er for kristendommen fremmede ideer og tanker, åndsretninger og strømninger.

Dette er meget vigtig at vide, også derfor at EKIM, ikke kan bruges som undervisning i teologi eller kristendom, da dens "lære" ikke er gedigen kristen tankegods og virkeligheds opfattelse. Ikke dermed nødvendigvis sagt et ondt ord om EKIM, blot må kristendommen ikke udvandes af EKIM's lære og mister sin kant, og særegne religionshistoriske position.

mange kærlige hilsner HansKrist.