Den kristne skabelsesberetning har aldrig været noget med at Gud i astrofysisk forstand skaber verden, universet (stjerner planeter, inkl jorden), eller evolutionsbiologisk skaber en krokodille som en krodille, en ko som en ko, og så videre hver art som de er; men det er alene hvornår denne refleksivitet når frem til menneskets bevidsthed, hvor vi kan reflektere over os selv (altså bliver selvbevidste), og bliver bevidste om arterne, ko, hest, og naturen som kosmos, jorden, himmel og universet.

Det betyder at den Gud Fader Skaber (1. trosartikel) som vi tror på, har en trosbekendelse til, at vi med ham tilhører nøjagtig den samme skaberkraft som er i universet, som universet er gennemsyret af (de fysiske love) og i biologien (evolutionen, de biologiske love). Altså ved at tro på Gud Fader Skaber, sætter vi ikke os selv udenfor universet og dets dynamik udvikling, de fysiske love, og vi sætter ej heller os selv udenfor evolutionen, de biologiske lovmæssigheder og den biologiske udvikling; men vi har vores plads her, vores ophav er her at finde ("self and world" er uløseligt forbundne for altid som Tillich påpeger det; og mennesket er ikke blot i verden, men har verden, kosmos i sig, det er et mikrokosmisk væsen), hvor kommer vi fra (Fader Skaber Ophav) spørgsmålet får et historisk udviklingsmæssigt svar (hvilket astrofysikken og evolutionsteorien også har kunnet redegøre for godt et par tusinder år efter at 1. Mosebog er skrevet).

- bevæger os over i noget der er for kristendommen fremmede ideer og tanker, åndsretninger og strømninger.

Måske var Jesus dér, hvor Han intet Ego besad - og var som sådan i sand Virkelighed. ... Mens vi andre stadig bøvler rundt i vores opfattelse af virkeligheden.