Støjsamfundet.

Før rockmusikken blev den nye trend, var elektrisk forstærkning noget man kun brugte, hvis publikum var så stort, at de bageste ikke kunne høre musikken. Idag bruges elektrisk forstærkning mest til at kamuflere, at der ikke er ret meget musik i musikken. Lydtrykket er blevet så stort, at alle finere nuancer forsvinder, og hørelæger advarer forgæves mod de skader, som bliver følgen, nemlig at de fleste unge vil blive tunghøre som midaldrene, eller værre endnu kan få tinnitus, at høre en vedvarende tone eller støj i ørerne døgnet rundt resten af deres liv.

Ved en koncert med et symfoniorkester er dynamikken (forskellen mellem de svageste og højeste dele af musikken) mere end 1 til 300. Ved rockkoncerter er den typisk 1 til 10. Der er ikke levnet meget plads til nuancer. Rockmusikerne selv har efterhånden forstået problemet. Efter at mange af dem havde fået tinnitus, bruger de fleste af dem nu ørepropper til at dæmpe lydtrykket til under den skadelige grænse, så det er kun deres publikum, der ender med at få skader.

Man skal huske på, at musikken er en måde et folk udtrykker sin kultur på, så hvad er det i kulturen, som får folk til at mene, at det handler om at råbe højst. Vi ser det, når mennesker skændes. Så hæver de stemmerne og råber uafbrudt, som om det er en duel på mængden af ord og styrken af lyden, og at det skulle overbevise modstanderen bedre. Vi ser det ved demonstrationer, hvor højttalervogne råber hysteriske slagord ud, og deltagerne råber slagordene tilbage. Og vi ser det når mennesker taler i mobiltelefon så højt, at ingen i nærheden kan tænke på deres egne sager.

Hvorfor er vi havnet i dette støjhelvede? Forklaringen er enklere, end man tror. Hvor synet først og fremmest er en orienteringssans, er hørelsen en social sans. Døvstumme er næsten udelukket fra almindelig kontakt med andre, og må leve i en verden for sig selv, hvorimod blinde sagtens kan deltage i samtaler og more sig over vittigheder i fællesskab med andre. Så råberiet er simpelthen et tegn på, at i de moderne samfund (især i byerne) savner vi social kontakt.

Men hvis alle råber højt, og ingen lytter til andre, er der ingen social kontakt. Hvis alle stræber at få tusindvis af venner på facebook, så får ingen virkelige venner. Hjernemæssigt er vi arveligt disponeret til at leve og kende omkring 30 mennesker i vores "flok", og i takt med, at vi prøver at udvide denne flok, bliver vores kontakt med de øvrige ringere. De mere aggressive sider kommer frem i os, og vi begynder at råbe for at få kontakt.

Når mennesker råber i kor, og næsten kommer i ekstase, er det fordi det fælles råberi giver dem en fornemmelse af kontakt og samhørighed, men det er en illusion. Selv om manden ved siden af dig råber det samme, gør det ham ikke til en nær ven, og han er lige så lidt interesseret i dit liv, som du er i hans. At være menneske handler meget om at få tilfredsstillet sit sociale behov, og her er støj nærmest en forhindring.

Udviklingen i samfundet går den modsatte vej mod et øget støjniveau. Det kan du så selv deltage i, eller du kan stoppe op og tænke over, hvordan du får bedre social kontakt med de mennesker, der er dig nærmest. Socialt veltilpassede mennesker har intet behov for (som troldene) at undertrykke andre mennesker, eller bruge vold mod andre.

I takt med at mennesker bliver mere støjende, bliver de mindre hensynsfulde overfor andre. Tænk over det, og tænk over, hvad du helst selv vil.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Nassersamfundet.

I Danmark har vi et velfærdssamfund opbygget gennem mange år og udviklet efter princippet, at vi skal yde efter evne og hjælpes, når vi er i nød. Dette princip gjorde Danmark til et af de rigeste lande i verden. Vi hænger fortsat med ikke så langt fra toppen på grund af fortidens resultater, men både forholdene og mentaliteten har ændret sig betydeligt. Hvad skyldes denne udvikling?

Det er der flere årsager til, men den væsentligste årsag er nok, at velfærdssamfundet er blevet misbrugt i mange år. I stedet for at prøve at bidrage til samfundet, ser mange det i dag som et tag-selv-bord, hvor det gælder om at udnytte mulighederne for at få samfundet til at underholde sig uden ret mange modydelser. Resultatet er selvfølgelig, at der bliver mindre til de virkeligt trængende, som ofte må kæmpe en håbløs kamp for at få enderne til at mødes.

Visse dele af indvandrerskaren er en større belastning end en fordel. Nogle afrikanske indvandrere kommer f.eks. fra samfund, hvor det er naturligt, at høvdinge skal give store gaver til folk for at få deres støtte. Til gengæld får han så nogle privilegier, som giver ham mulighed for at tjene penge, så han har råd til at give gaver. Den mentalitet bringer de så med sig, og synes at Danmark er et pragtfuldt land, der giver dem store gaver uden at forlange noget til gengæld. Man kan vel egentlig ikke bebrejde dem, at de gør, som de har lært, at udnytte "gavesystemet", som satte dem i stand til at sende 38 millioner kroner hjem på et år til slægtninge til flybilletter, så de også kunne komme op og nyde godt af de gratis gaver.

Medlemsskabet af EU har også gjort det muligt for mennesker fra de fattige lande i den tidligere østblok, til at komme op og tage del i uddelingen. Det ville da være dumt andet. Men summen af disse gratister ændrede også mentaliteten hos danskerne.

Mens skattesnyderi i min ungdom blev betragtet som noget foragteligt, er det i dag nærmest noget, som folk praler med. Samfundet er i bidragydernes øjne blevet en fjende, der stjæler deres penge og giver dem til nassere og understøtter kriminelle, der kører rundt på Harly'er til en halv million, mens de er registrerede som uforskyldt arbejdsløse mindrebemidlede stakler.

Når man så samtidig hører om danskere, der på trods af fuld arbejdsduelighed nægter at deltage i andet end tvangsaktivering og ikke prøver at tage en uddannelse eller søge et job, hvor de kan bidrage til samfundet, og ikke engang deltager i frivilligt arbejde for at bedre tilværelsen for deres medborgere, og på toppen praler af det, så er der ikke noget at sige til, at arbejdende mennesker ender med at blæse samfundet en lang march og hytter deres egne interesser.

Men sådan skaber man ikke et godt samfund, så spørgsmålet er: Hvordan kan vi ændre danskernes mentalitet til at blive mere samfundsbevidste, og hvordan kan vi begrænse eller helt stoppe nasseriet? Har du en mening om det, så lad os andre høre om den.

Mvh

Ole Bjørn :o)