Det er svært at spå, især om fremtiden, sagde Storm P. og det har vist sig at være mere end en sjov bemærkning. I dag har vi stribevis af såkaldte fremtidsforskere, og hvis man ser på deres forudsigelser gennem de seneste årtier, så har kun en ganske lille del af holdt stik. Hvordan kan det nu være, at højtuddannede eksperter med masser af data til rådighed og avancerede computere til at bearbejde dem kan tage så meget fejl?

Jeg har en teori om, at det skyldes, at de fokuserer for meget på den teknologiske udviklings muligheder, og for lidt på den menneskelige natur. Det er nemlig ikke kun tilfældigheder, der styrer samfundsudviklingen. Det er i høj grad de menneskelige drifter, der er drivkraften i udviklingen. Teknologien er kun det landskab, de bevæger sig i.

Går udviklingen i den forkerte retning? Det synes mange ældre, som forfærdet ser den stigende egoisme og vold, forskelle der øges mellem rige og fattige, omgangstoner der forværres, musik der bliver stadig mere larmende og religiøse fantaster, der bliver mere og mere fanatiske i udbredelsen af deres tro med alle midler fra primitive forsøg på hjernevask til mord på anderledes troende.

At mene, at denne udvikling er forkert, er en moralsk vurdering, affødt af vore tillærte værdier, men det er jo det samme som at sige, at naturen er forkert, eller at virkeligheden er forkert, eller, hvis man er troende, at Gud handler forkert. Men verden og udviklingen er komplet ligeglad med, hvad vi finder forkert. De er, som de er, fordi de ikke kan være anderledes.

Det leder til det ældgamle filosofiske spørgsmål, om vi har en fri vilje, men det er nytteløst at diskutere, for det har vi ikke tilstrækkelig viden til at afgøre. Hvad vi derimod ved er, at vi har en følelse af at have en fri vilje, så på den baggrund er det langt mere interessant at diskutere: Kan vi påvirke udformningen af fremtidens samfund? Hvordan skal vi i så fald gøre det? Og har vi ret til det?

Det lukker op for en Pandoras æske af mulige emner, men for at tage det sidste først, så er det ikke os, der skal leve i fremtidens samfund, men vore efterkommere. Har vi ret til at bestemme, hvordan de skal leve deres liv, eller har de ret til selv at bestemme det.

Personligt er jeg tilhænger af det sidste synspunkt. Det tilkommer ikke os at bestemme, hvordan vore efterkommere skal leve deres liv, men da vi jo elsker vore børn og børnebørn og oldebørn, ønsker vi jo det bedste for dem, så hvad vi kan gøre er, at stille vore erfaringer og især vore fejltagelser til rådighed for dem, så de får et bedre beslutningsgrundlag.

Vi ældre har en masse livserfaring (i hvert fald nogle af os). De unge har en masse drømme og forventninger til livet. Kan vi få disse to ting til at mødes i en frugtbar debat, så kan det måske påvirke udviklingen. Så lad os derfor tage det første emne ud af Pandoras æske og begynde der.

Internettets anarki.

Ethvert samfund fra verdenssamfundet, nationale samfund, lokalsamfund, myre- og bisamfund til det samfund cellerne i vores krop udgør styres af strømmen af informationer. I et perfekt fungerende samfund har ethvert medlem sine specifikke opgaver og modtager de nødvendige informationer for at udføre dem til samfundets bedste, og modtager ikke andre informationer end dem.

Sådan har de menneskelige samfund også stort set været indrettet gennem historien, og den stigende specialisering har yderligere befordret denne udvikling. Højtudviklede samfundsformer kræver nemlig et vist hieraki. For sådanne samfund er alle individer ikke lige vigtige for overlevelsen, men samfundet står og falder med, at alle udfører de opgaver, som de er sat til.

Men med indførelsen af internettet er der ikke længere kontrol med informationsstrømmene, og det betyder, at samfundsskadelige informationer spredes tilfældigt og bringer uorden i hierakiet. Vi jubler når de frie informationsstrømme får undertrykte folkeslag til at gøre oprør mod deres diktatorer, og når afsløringer af korruption og magtmisbrug ikke længere kan holdes skjult. Men vi jubler ikke, når løgne og smædeskrivelser spredes med lysets hast og kan afgøre politiske valg eller når enhver terrorist på nettet kan lære af fremstille kraftige bomber af let tilgængelige materialer.

Der er gode og der er dårlige sider ved internettet, men det er desværre blevet et værktøj for menneskets dårligste egenskaber, vendt mod vore artsfæller. Internettet er derfor blevet en tikkende bombe under alle kendte samfundsformer. Så spørgsmålet er, hvordan kan vi åbne vore børns øjne for de farlige sider? Hvordan kan vi lære dem rettidig omhu, så de tager fat om problemerne inden de bliver for store? Hvordan kan vore erfaringer hjælpe dem til at begrænse internettets nuværende skadevirkninger?

Svære spørgsmål, men de kan jo koges ned til det enkle: Hvordan giver vi vore børn større samfundsforståelse og forklarer dem, at ubegrænset frihed ikke er en mulighed, hvis man vil leve i et samfund. Vi må indordne os under fællesskabets love og regler eller forsvinde.

Har du nogen forslag?

Mvh

Ole Bjørn :o)

Overvågningssamfundet.

Man hører jævnligt bekymringer udtrykt over myndigheders ønske om at samkøre databaser, så de kan føre mere kontrol med borgerne. Mange ser det som et indgreb mod den menneskelige frihed, men som jeg skrev i det foregående indlæg, så må vi ofre dele af vores frihed, hvis vi vil have et velfungerende samfund.

George Orwell's "1984" skrækscenarie med "Storebror holder øje med dig" er selvfølgelig en teoretisk mulighed, men i stedet for at kæmpe imod udviklingen, var det måske en bedre idé at forberede sig på den, så vi nemmere kan styre den.

Hvad enten vi vil det eller ej, så er vi stensikkert på vej mod et overvågningssamfund, hvor myndighederne med computerteknologi vil følge hver enkelt borger fra vugge til grav i et hidtil uset omfang. Vi ser de første tegn allerede i form af flere og flere overvågningskameraer, dataregistre med fortrolige oplysninger om os, som vil blive sammenkørt, og det nyeste 'Big data', som er et fremragende værktøj til at forudse og begrænse skadelige hændelser af enhver art, har nu vist sig at indeholde identifikationsmulighed af enhver borger, hvis gøren og laden er en del af det oprindeligt anonyme statistiske materiale.

Viden er magt, og viden om borgerne giver magt over dem, men hvis vi ikke overlader denne magt til samfundsinstitutioner, vil den i stedet blive erobret og brugt af privatpersoner. Teknologien til at udspionere mennesker udvikles i rivende tempo, og det er ikke kun industrispioner og efterretningstjenester, der kan benytte sig af den. Enhver kan i dag på nettet købe avanceret udstyr til at filme mennesker i intime situationer og aflytte alt, hvad de siger. Vi kan ikke engang i vores eget hjem føle os sikre på, at vi ikke bliver belurede.

Vi kan lige så godt begynde at vænne os til, at i fremtidens samfund vil privatliv være en illusion. For ældre mennesker, der som jeg er opvokset i et samfund, hvor blufærdighed var en dyd, kan det være en svær kamel at sluge, men de nye generationer ser ud til at tage det med blufærdighed mere afslappet. De vil have betydeligt lettere ved at vænne sig til det.

Men hvad galt er der egentlig ved, at samfundet vil overvåge os 24 timer i døgnet, ligesom vores hjerne overvåger kroppen hele tiden, for at afværge trusler mod vores eksistens. Det kan da kun være et problem for de, der ikke har rent mel i posen, og som vil snyde samfundet eller berige sig på andres bekostning eller øve vold mod andre borgere.

Jeg er tilhænger af et overvågningssamfund, men det er jo let at sige for mig, for jeg har ingen skeletter i skabet, som ikke tåler dagens lys. Det ligger selvfølgelig tungere for de, som har begået en dumhed i deres ungdom, som de helst vil glemme alt om, så vi må selvfølgelig have love, der fastsætter, hvad oplysningerne om os må bruges til, og det er jo et godt emne for diskussion.

Så hvad mener du taler for og imod at vi bliver overvågede døgnet rundt, og hvordan skal de love udformes, der regulerer brugen af oplysningerne?

Mvh

Ole Bjørn :o)

Bjørn skriver (hold på hat og briller før I læser):




sjovere bliver det ikke, du er uden tvivl debattens morsomste mand

jeg takker endnu engang for at du er, øh, fremtræder, så morsom, det er komik og humor på et højere plan vi udsættes for,

mange kærlige hilsner HansKrist

PS:

at det ikke bare er dine forsvarsmekanismer jeg har provokeret til at være i højeste alarmberedskab, men at nu også dit overjeg er aktiveret i en uhørt grad, vil jeg ikke lige kommentere videre på, blot påpege som et faktum. Dog vil jeg sige, "rent mel i posen" og så dine seneste dages overjegs styret tænkning og debat, det passer ikke alt for godt sammen.

Det areligiøse samfund.

I udviklingen af fremtidens samfund spiller opfattelsen af religion en dominerende rolle. Vi kan allerede konstatere, at den nuværende trend i vestlige lande bevæger sig mod et ureligiøst samfund, hvor stat og religion er adskilt, og hvor mennesker nok er medlemmer af et trossamfund, men hverken er særligt stærkt troende eller i virkeligheden er ateister, eller deres livssyn er farvet af det store udvalg af religioner, som i dag stilles til rådighed i informationssamfundet.

I de hidtidige samfundsformer var børns og voksnes religionsvalg begrænset til en, nemlig deres forældres religion. Hvis de i puberteten eller som voksne ville frigøre sig fra den, medførte det udelukkelse af det sociale netværk. Sådan er det stadigt i ulandene og i visse religiøse lokalsamfund som Jehovas vidner, jødedommen og fundamentalistiske islamiske minoriteter og det kan også forekomme i religiøse lokalsamfund i USA, Irland og i Sydeuropa. Men i resten af den vestlige verden er den religiøse ensretning i opløsning.

Årsagen er selvfølgelig, at information om andre af verdens mere end 6000 religioner har skabt tvivl om religionernes "sandheder". Samtidig er det gået op for mange, at religion kan forvandles til en fed indtægtskilde, som ikke længere er forbeholdt de gejstlige autoriteter. Markedet er givet frit, og det har resulteret i et hav af bøger med religiøse budskaber om den rette livsførelse, og et utal af spin-off sekter fra de gamle religioner. Alene indenfor kristendommen har man beregnet deres antal til mere end 38.000.

Trenden er således klar, godt hjulpet af afsløringerne af forbrydelser begået af religiøse autoriteter, hvor primært de katolske og islamiske er faldet i øjnene. Religiøse autoriteter er blevet utroværdige, så flere og flere sammensætter deres egen tro som en blanding af alle de trosretninger, de får kendskab til.

Der er fortsat lang vej til det areligiøse samfund, hvor religioner ingen indflydelse har på moral og etik og lovgivning, men det er den vej, det går, i takt med den øgede oplysning. Overtro og skæbnetro og troen på overnaturlige kræfter vil næppe nogensinde kunne udryddes, men organiserede religioners dage er talte.

Kan mennesket leve uden religion? Selvfølgelig! Det er de mange lykkelige ateister og areligiøse et klart bevis på, og så kan samfundene jo også klare sig uden. Men måske har vi i en overgangsperiode brug for noget at sætte i stedet. Det kunne f.eks. være den "kosmiske religion" som Einstein talte om, som er befriet for guder og overnaturlige kræfter, men som de færreste har forstået hans mening med.

Men hvad med dig selv? Tror du, at du kunne leve uden en religiøs overbevisning? Og hvis ikke, hvordan vil du så begrunde det?

Mvh

Ole Bjørn :o)

Voldssamfundet.

Hver gang man siger, at volden i samfundet er i stigning, er der mennesker, der står parat til at nægte det og sige, at det er bare fordi pressen blæser alle tilfælde af vold op, for at sælge flere aviser. Men det er en grov løgn. Volden er eskaleret, og i stedet for at få flere anmeldelser af vold, får vi i dag forholdsvis færre, fordi ofrene er bange for repressalier.

Da jeg var ung i halvtredserne og tresserne var piger ikke bange for at gå alene hjem en sen aften på øde steder. Voldtægt var en sjældenhed og når unge mænd skulle have afløb for deres aggressivitet, så gjaldt der en række uskrevne regler. Man slog ikke på folk, der lå ned og man sparkede dem ikke. De få, der brød disse regler blev betragtet som kujonagtige bøller og mødt med åbenlys foragt af alle.

Knivstikkeri forekom kun, hvis der var udlændinge involveret, og selv om mange gik med dolk, kunne i ikke drømme om at bruge den i et slagsmål. Skydevåben var noget, man brugte i USA, og hvis nogen offentligt slog på en kvinde, ville omgivelserne gribe ind og stoppe voldsmanden. Nørrebro i København var et af de fredeligste kvarterer, og ungdomsoptøjer indskrænkede sig til et enkelt masseslagsmål ved KB hallen efter en rockkoncert, fremprovokeret af en journalist, der betalte nogle bøller for at starte det.

Sammenlign det med situationen i dag, og sig så en gang til, at volden ikke er steget.

Hvad der kan undre mig er, at unge mennesker ikke forstår, at fremtiden er deres, og hvis de ikke afholder sig fra vold og bekæmper tendensen, så vil volden fortsat eskalere, og de skal leve deres liv i et samfund, hvor man konstant skal frygte for sin kærestes liv og sikkerhed, hvor ens børn kan få livsvarige psykiske skader af at blive moppet, og hvor man nårsomhelst risikerer selv at blive dræbt. Er nutiden allerede blevet et så stort psykisk pres, at man ikke har overskud til at tænke frem?

Det er ikke et problem, som politi og domstole kan løse, selv om politistyrken og antallet af fængsler blev tidoblet. Et samfund bliver, hvad dets medlemmer accepterer det skal være, og lukker man øjnene for problemet, og mener, at det er andres opgave, så forstår man ganske enkelt ikke, hvordan et samfund fungerer. Hvis de unge ikke over en bred kamp arbejder for et ikke-volds-samfund, så ender de med at leve i et voldssamfund, hvor angst vil præge hverdagen resten af livet.

Hvis du er ung i dag, så kommer det dig ved, for det er dit fremtidige liv, det handler om. Hvis ikke du aktivt gør noget for at bekæmpe voldsmentaliteten, så giver du den bedre vækstbetingelser. Det er den realitet, du må leve med.

Så hvad gør du i dag for at forbedre det samfund, som du og dine fremtidige børn skal leve i?

Mvh

Ole Bjørn :o)