0
registrerede
815
gæster og
87
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#14193 - 07/12/2012 12:58
Ægte tilgivelse
|
ny
|
Registeret: 29/11/2012
Indlæg: 22
Sted: København, Danmark.
|
|
Selv om jeg er lidt usikker på, hvor dette emne egentlig hører til, har jeg besluttet at placere det her, under "Filosofi".
Påstand: Det er en almindelig fejltagelse, at du bare kan tilgive nogen uden, at vedkommende har bedt dig om det, og det er falsk. En klog mand sagde engang: "Kan endog Gud tilgive, hvis et menneske ikke angrer?" (tænk over det...)
Angre = 1. føle (og bekende) religiøs eller moralsk anger. 2. fortryder.
Jeg har endda hørt visse nyreligiøse grupper påstå, at de tilgiver alle, f.eks. også Hitler og andre destruktive elementer fra verdenshistorien. Sikke noget sludder! Det er meget letkøbt at komme med sådan en udtalelse og det kræver intet personligt offer af den, der siger det. Det er helt risikofrit at komme med sådan en erklæring. Hvor nemt og bekvemt - de gør det kun for at opnå en rar selvfølelse, men det har ingen reel værdi overhovedet! Det har intet med næstekærlighed at gøre, men er i virkeligheden egenkærlighed (også kaldet for "egoisme"), for de gør det jo kun for at opnå denne følelse af "selvgodhed", for deres egen skyld, og bestemt ikke for andres skyld - ingen tvivl om det, hos undertegnede.
For virkelig at tilgive nogen kræver det, at den person du tilgiver, selv har bedt om det (i dette tænkte tilfælde, en mand). Evt. når du selv konfronterer ham med det ved, at påpege hans krænkende opførsel. Og når du så er helt sikker på, at "krænkeren" virkelig har indset og forstået at han fejlede imod dig fordi, han nu forstår, at han har behandlet dig som han ikke selv ville ønske at blive behandlet af andre, og derfor forstår, hvordan han fejlede, så kan du tilgive ham - vel vidende, at han oprigtigt ikke længere ønsker at gentage den pågældende krænkelse af din person fremover. Det er ægte tilgivende, og har en ægte reel og meningsfuld værdi - for så viser det sig jo, at manden virkelig har lært af sin fejl, og "oven i købet", i processen, måske er blevet et lidt bedre medmenneske. Ikke så tosset, vel? Og det er jo netop i en sådan "livets lektie", at denne ægte konstruktive tilgivelse virkelig giver mening.
Krænke -r, -de, -t = skade eller begå overgreb mod nogens ære, selvfølelse el.lign. - Synonymer: ydmyge, såre.
(Påstanden ender her!)
Hvad mener du, meddebattør, at ægte tilgivelse er? Er du enig i ovenstående påstand, eller, hvad mener du, at en ægte tilgivelse egentlig indebærer? Og har det overhovedet nogen betydning for dig, om det potentielt forbedrer din og/eller andres karakter at være "konstruktivt tilgivende".
I kender sikkert opfordringen: "Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet." Hvilket, ifølge "påstanden", i min optik, også indebærer dette: "Irettesæt andre, som du selv ønsker at blive irettesat." Ja, det er bestemt lettere skrevet, end gjort, men er ikke desto mindre, synes jeg, værd at tænke over.
Redigeret af SagtModig (07/12/2012 13:18)
_________________________
Med velment hilsen, SagtModig. Ægte kærlighed er: givende, ikke krævende; aktiv, ikke passiv.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#14194 - 07/12/2012 14:04
Re: Ægte tilgivelse
[Re: SagtModig]
|
bor her
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 2397
Sted: Sverige/Danmark
|
|
Ja, "Sagtmodig", jeg er meget uenig i dit ikke særligt sagtmodige moralske opstød. Jeg kan bedst udtrykke min holdning med et par uddrag fra mit digt, "Voksendøden". De lyder sådan her: At leve, er at tilgive! Det har de voksne glemt. De bebrejder dig dine fejl, som i virkeligheden ikke er fejl, men blot en del af din natur, som de voksne har bestemt er forkert. Men du er ikke forkert! Og hvis du i pludselig vrede, eller i ubetænksomhed kommer til at såre nogen, og du bliver ked af det, når du opdager det, skal du selvfølgelig som alle andre tilgives. Sådan gør de voksne ikke. I stedet sårer de hinanden, værre og værre, igen og igen, og fylder hinanden med skyldfølelse lige til den dag, de også er klinisk døde. Så her er jeres femte læresætning: Den dag, du holder op med at tilgive, begynder du at dø! Du skal tilgive dem, der sårer dig. At tilgive er at prøve at forstå, hvorfor de sårede dig. Måske var det blot et uheld. Måske var de fortvivlede eller bitre over deres eget liv. Måske var de tvunget af andre til at gøre det. Måske skete det i ubetænksomhed. Måske var de blot voksendøde, og fulgte gamle regler. Du skal prøve at forstå dem, for så kan du også tilgive dem, ikke fordi de nødvendigvis fortjener det, og du behøver da heller ikke at omgås dem. Du skal tilgive dem for din egen skyld, for at had og raseri og hævngerrighed ikke skal tage permanent bolig i dit hjerte, for så vil du være godt på vej til at lide voksendøden.
Som du kan forstå, er tilgivelse for mig lig med forståelse. Jeg tilgiver ikke for at lette tilværelsen for de angrende, eller betinger min tilgivelse af et modkrav om, at de skal ydmyge sig overfor mig og indrømme, at det er mig, der har ret. Jeg lider ikke af moralsk kvababbelse eller af en følelse af moralsk overlegenhed. For mig er det et spørgsmål om at forstå hvilke begivenheder, der medførte den "forargelige" handling, for den repræsenterer en virkelighed, der ikke er til at komme udenom. Din holdning adskiller sig ikke fra Hansemands og Arnes og Thomas' og mange andre her, som alle mener, at deres syn på verden er "det rigtige". De kan eller vil ikke forstå menneskelivets mangfoldighed, og slet ikke årsagerne til det. De dømmer ud fra den snævre fordom, at verden er, som de ser den. Det kan jeg ikke bruge til noget. Min verden er virkelighedens verden, ikke en tåget forestilling om en "rigtig" moral, eller et filosofisk tankespind om overnaturlige kræfter, og jo mere jeg forstår virkeligheden, jo lettere har jeg ved at navigere i den. Men hvis du foretrækker at have et moralsk forarget syn på andres levevis, så har du jo din frihed til det. Mvh Ole Bjørn :o)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#14195 - 07/12/2012 16:35
Re: Ægte tilgivelse
[Re: ole bjørn]
|
ny
|
Registeret: 29/11/2012
Indlæg: 22
Sted: København, Danmark.
|
|
Som du kan forstå, er tilgivelse for mig lig med forståelse. Så du kan godt forstå, at du bliver krænket? Er det fordi du mener, at du har fortjent at blive krænket? Den må du lige være venlig at uddybe. Jeg tilgiver ikke for at lette tilværelsen for de angrende, eller betinger min tilgivelse af et modkrav om, at de skal ydmyge sig overfor mig og indrømme, at det er mig, der har ret. Så du "tilgiver" altså kun for din egen skyld? for din egen forståelses skyld? Hvordan kan du få forståelse for, hvorfor nogen har krænket dig, hvis du ikke konfronterer vedkommende med det - det kan jeg ikke rigtig se nogen mening i; f. eks. i tilfælde af, at nogen har spredt et meget overbevisende negativt rygte om dig, som andre "køber" som værende sandt? Søger du så stadig, at forstå krænkelsen, og så bare tilgive sådan uden videre? Forklar venligst. Min pointe i mit indlæg er jo, at lærdommen er værdien i tilgivelsen, sådan, som jeg har beskrevet det. På den måde har begge parter potentielt mulighed for at udvikle deres sociale færdigheder i en opbyggende og altså positiv retning! Din holdning adskiller sig ikke fra Hansemands og Arnes og Thomas' og mange andre her, som alle mener, at deres syn på verden er "det rigtige". Nu har jeg jo læst nogle af de indlæg der er skrevet her på forummet før, jeg besluttede at deltage - så jeg ved godt nogenlunde, hvad jeg kan forvente af holdninger fra de mest aktive debattører her på siden. Og jeg vil da lige nævne, at jeg er stolt af, at blive sammenlignet med de herrer du her nævner - for deres meninger har jeg stor respekt for! Og er en debat ikke netop det, at give oprigtigt udtryk for det man mener er rigtigt? Gør du ikke også præcis det samme, blot set ud fra dit "verdensbillede"?
_________________________
Med velment hilsen, SagtModig. Ægte kærlighed er: givende, ikke krævende; aktiv, ikke passiv.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#14196 - 07/12/2012 18:07
Re: Ægte tilgivelse
[Re: SagtModig]
|
ny
|
Registeret: 29/11/2012
Indlæg: 22
Sted: København, Danmark.
|
|
Forøvrigt, så ser det da ud som om du alligevel giver mig ret, idet du skriver følgende i dit citat:
"Og hvis du i pludselig vrede, eller i ubetænksomhed kommer til at såre nogen, og du bliver ked af det, når du opdager det, skal du selvfølgelig som alle andre tilgives."
Dette: "...og du bliver ked af det, når du opdager det..." beskriver da en fortrydelse af den fejl vedkommende har begået, og så skriver du videre: ...skal du selvfølgelig som alle andre tilgives."
Bekræfter du ikke netop det jeg har beskrevet, i mit indledende indlæg, med disse 5 førstnævnte sætninger? Men alligevel skriver du, at du er uenig? Det hænger ikke sammen - for det fremstår ærlig talt som lidt af en selvmodsigelse! Så det må du også gerne forklare lidt tydeligere. Du er uenig, men du er også enig. Kan du forstå min forvirring?
Jeg gentager lige dette, fra mit forrige indlæg:
"Min pointe i mit indlæg er jo, at lærdommen er værdien i tilgivelsen, sådan, som jeg har beskrevet det. På den måde har begge parter potentielt mulighed for at udvikle deres sociale færdigheder i en opbyggende og altså positiv retning!"
Redigeret af SagtModig (07/12/2012 18:17)
_________________________
Med velment hilsen, SagtModig. Ægte kærlighed er: givende, ikke krævende; aktiv, ikke passiv.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#14197 - 07/12/2012 18:23
Re: Ægte tilgivelse
[Re: SagtModig]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7550
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej SagtModig.
Jeg har læst dit første og dit andet indlæg, og jeg kan godt se, at du søger at få fat om dét at tilgive.
Nu er tilgivelse for mig noget stort, men også temmelig fremmed, som jeg ikke tror, jeg magter, men derfor kan jeg vel godt komme med et par kommentarer
Den overfladiske "skinhellige" form for tilgivelse, du beskriver, giver jeg, som du, heller ikke noget for, men dit krav om, at synderen skal bede om tilgivelse, kan jeg ikke følge dig i - og slet ikke kan jeg følge dig i, at man har ret til at gøre sig til "dommer" over andre, der har begået, hvad du kalder krænkelser.
Det er så lidt, vi mennesker har styr på os selv, og det er så meget, der styres af det ubevidste i os, og som vi netop ikke kan kontrollere, fordi vi ikke kender det.
Jo mere vi hver især kan kan få frem i lyset af vore fortrængte traumer, der skævvrider vores sind, uden at vi ved det, jo bedre er vore muligheder for at undgå at krænke hvem og hvad, der er omkring os. Men vore arveanlæg kan vi jo ikke ændre. Så hvor meget ved vi egentlig om os selv? Nok ikke så meget
Imidlertid jo mere vi kender "krænkerens" sind, jo mere vokser medfølelsen - helt af sig selv, skulle jeg mene. Det kan man måske godt kalde en form for tilgivelse (klik). I hvert fald, synes jeg, er det da bedre end "øje for øje, tand for tand" (klik)
M.v.h. Arne.
Redigeret af Arne Thomsen (07/12/2012 18:26)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|