Selv om jeg er lidt usikker på, hvor dette emne egentlig hører til, har jeg besluttet at placere det her, under "Filosofi".

Påstand:
Det er en almindelig fejltagelse, at du bare kan tilgive nogen uden, at vedkommende har bedt dig om det, og det er falsk. En klog mand sagde engang:
"Kan endog Gud tilgive, hvis et menneske ikke angrer?" (tænk over det...)

Angre = 1. føle (og bekende) religiøs eller moralsk anger. 2. fortryder.

Jeg har endda hørt visse nyreligiøse grupper påstå, at de tilgiver alle, f.eks. også Hitler og andre destruktive elementer fra verdenshistorien. Sikke noget sludder! Det er meget letkøbt at komme med sådan en udtalelse og det kræver intet personligt offer af den, der siger det. Det er helt risikofrit at komme med sådan en erklæring. Hvor nemt og bekvemt - de gør det kun for at opnå en rar selvfølelse, men det har ingen reel værdi overhovedet! Det har intet med næstekærlighed at gøre, men er i virkeligheden egenkærlighed (også kaldet for "egoisme"), for de gør det jo kun for at opnå denne følelse af "selvgodhed", for deres egen skyld, og bestemt ikke for andres skyld - ingen tvivl om det, hos undertegnede.

For virkelig at tilgive nogen kræver det, at den person du tilgiver, selv har bedt om det (i dette tænkte tilfælde, en mand). Evt. når du selv konfronterer ham med det ved, at påpege hans krænkende opførsel. Og når du så er helt sikker på, at "krænkeren" virkelig har indset og forstået at han fejlede imod dig fordi, han nu forstår, at han har behandlet dig som han ikke selv ville ønske at blive behandlet af andre, og derfor forstår, hvordan han fejlede, så kan du tilgive ham - vel vidende, at han oprigtigt ikke længere ønsker at gentage den pågældende krænkelse af din person fremover. Det er ægte tilgivende, og har en ægte reel og meningsfuld værdi - for så viser det sig jo, at manden virkelig har lært af sin fejl, og "oven i købet", i processen, måske er blevet et lidt bedre medmenneske. Ikke så tosset, vel? Og det er jo netop i en sådan "livets lektie", at denne ægte konstruktive tilgivelse virkelig giver mening.

Krænke -r, -de, -t = skade eller begå overgreb mod nogens ære, selvfølelse el.lign.
- Synonymer: ydmyge, såre.

(Påstanden ender her!)

Hvad mener du, meddebattør, at ægte tilgivelse er? Er du enig i ovenstående påstand, eller, hvad mener du, at en ægte tilgivelse egentlig indebærer? Og har det overhovedet nogen betydning for dig, om det potentielt forbedrer din og/eller andres karakter at være "konstruktivt tilgivende".

I kender sikkert opfordringen:
"Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet."
Hvilket, ifølge "påstanden", i min optik, også indebærer dette:
"Irettesæt andre, som du selv ønsker at blive irettesat."
Ja, det er bestemt lettere skrevet, end gjort, men er ikke desto mindre, synes jeg, værd at tænke over.

Ja, "Sagtmodig", jeg er meget uenig i dit ikke særligt sagtmodige moralske opstød. Jeg kan bedst udtrykke min holdning med et par uddrag fra mit digt, "Voksendøden". De lyder sådan her:





Som du kan forstå, er tilgivelse for mig lig med forståelse. Jeg tilgiver ikke for at lette tilværelsen for de angrende, eller betinger min tilgivelse af et modkrav om, at de skal ydmyge sig overfor mig og indrømme, at det er mig, der har ret. Jeg lider ikke af moralsk kvababbelse eller af en følelse af moralsk overlegenhed. For mig er det et spørgsmål om at forstå hvilke begivenheder, der medførte den "forargelige" handling, for den repræsenterer en virkelighed, der ikke er til at komme udenom.

Din holdning adskiller sig ikke fra Hansemands og Arnes og Thomas' og mange andre her, som alle mener, at deres syn på verden er "det rigtige". De kan eller vil ikke forstå menneskelivets mangfoldighed, og slet ikke årsagerne til det. De dømmer ud fra den snævre fordom, at verden er, som de ser den.

Det kan jeg ikke bruge til noget. Min verden er virkelighedens verden, ikke en tåget forestilling om en "rigtig" moral, eller et filosofisk tankespind om overnaturlige kræfter, og jo mere jeg forstår virkeligheden, jo lettere har jeg ved at navigere i den.

Men hvis du foretrækker at have et moralsk forarget syn på andres levevis, så har du jo din frihed til det.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Så du kan godt forstå, at du bliver krænket? Er det fordi du mener, at du har fortjent at blive krænket? Den må du lige være venlig at uddybe.


Så du "tilgiver" altså kun for din egen skyld? for din egen forståelses skyld? Hvordan kan du få forståelse for, hvorfor nogen har krænket dig, hvis du ikke konfronterer vedkommende med det - det kan jeg ikke rigtig se nogen mening i; f. eks. i tilfælde af, at nogen har spredt et meget overbevisende negativt rygte om dig, som andre "køber" som værende sandt? Søger du så stadig, at forstå krænkelsen, og så bare tilgive sådan uden videre? Forklar venligst.

Min pointe i mit indlæg er jo, at lærdommen er værdien i tilgivelsen, sådan, som jeg har beskrevet det. På den måde har begge parter potentielt mulighed for at udvikle deres sociale færdigheder i en opbyggende og altså positiv retning!


Nu har jeg jo læst nogle af de indlæg der er skrevet her på forummet før, jeg besluttede at deltage - så jeg ved godt nogenlunde, hvad jeg kan forvente af holdninger fra de mest aktive debattører her på siden. Og jeg vil da lige nævne, at jeg er stolt af, at blive sammenlignet med de herrer du her nævner - for deres meninger har jeg stor respekt for!
Og er en debat ikke netop det, at give oprigtigt udtryk for det man mener er rigtigt? Gør du ikke også præcis det samme, blot set ud fra dit "verdensbillede"?

Forøvrigt, så ser det da ud som om du alligevel giver mig ret, idet du skriver følgende i dit citat:

"Og hvis du i pludselig vrede,
eller i ubetænksomhed
kommer til at såre nogen,
og du bliver ked af det, når du opdager det,
skal du selvfølgelig som alle andre tilgives."

Dette: "...og du bliver ked af det, når du opdager det..." beskriver da en fortrydelse af den fejl vedkommende har begået, og så skriver du videre:
...skal du selvfølgelig som alle andre tilgives."

Bekræfter du ikke netop det jeg har beskrevet, i mit indledende indlæg, med disse 5 førstnævnte sætninger? Men alligevel skriver du, at du er uenig? Det hænger ikke sammen - for det fremstår ærlig talt som lidt af en selvmodsigelse! Så det må du også gerne forklare lidt tydeligere. Du er uenig, men du er også enig. Kan du forstå min forvirring?

Jeg gentager lige dette, fra mit forrige indlæg:

"Min pointe i mit indlæg er jo, at lærdommen er værdien i tilgivelsen, sådan, som jeg har beskrevet det. På den måde har begge parter potentielt mulighed for at udvikle deres sociale færdigheder i en opbyggende og altså positiv retning!"