Hej Arne!

Har du selv prøvet, at behandle et andet menneske dårligt, Arne?

Og har du også prøvet, at fortryde den pågældende handling?

Og når du så har fortrudt, at du behandlede dette menneske dårligt, har du så sagt (noget lignende dette) til vedkommende?:
"undskyld, at jeg behandlede dig dårligt; for jeg kan godt forstå, at det ikke er rart at blive behandlet sådan, som jeg behandlede dig - så det ønsker jeg ikke at gøre igen."

Og har du så oplevet, at vedkommende, som du behandlede dårligt, har taget imod din undskyldning og at han/hun samtidig er blevet glad fordi, du jo viste ham/hende den respekt, at undskylde din opførsel - fordi, du jo var voksen nok til at indse din fejl og lære af den.

Og har du så selv følt dig lettet over, at du indså og forstod det forkerte i, at behandle den pågældende sådan, som du ikke selv kan lide at blive behandlet?

Har du så følt, at du har lært noget af den oplevelse og, at du er blevet lidt klogere og lidt mere moden i processen?

For så har du erfaret, hvad ægte tilgivelse er!

Så enkelt er det faktisk!

Der blev du rigtignok belært af Harly, Arne.

Tingene er jo virkeligt simple, når man får dem forklaret af en "ekspert".

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Arne,



Jeg oplever tilgivelsen sådan, at det er viljen til forsoning hos den forurettede - eller dette er en parathed til at tilgive, der bliver aktualiseret, hvis den anden så beder om tilgivelse.



Denne slags "forsoning" er efter min opfattelse ikke et spørgsmål om tilgivelse. Jordskælvet har vel ikke haft til hensigt at skade os. Så mener jeg heller ikke, at der er noget at tilgive. Man kan føre eksemplet ud i det absurde: Hvis jeg snubler på trappen, skal jeg så gå rundt en halv dag og samle overskuddet til at tilgive trappen?



Stærke spørgsmål. Hvis vi ikke har en fri vilje, må vi også huske, at der findes flere opfattelser af "bunden vilje", determinisme.

Se evt:

http://da.wikipedia.org/wiki/Fri_vilje



Et eksempel: Hvis jeg har gjort dig uret, mener jeg, at jeg kun kan håbe på din tilgivelse. Desuden kan man vel hverken som den anden eller som en helt udenforstående tvinge nogen til at tilgive. En tilgivelse er vel kun ægte, hvis den kommer fra hjertet. Det er kun ydre adfærd, der kan tvinges igennem, ikke hjertets gerninger. Disse må komme fra et hjerte, der har fået sået kærlighedens frø, og som værner om dem, så de kan blomstre.

Sådan ser jeg det.

Fred,
Thomas

Hej Thomas!

Du skriver:

Hvis nogen udviser en overvejende tendens til, kun at ville det onde, så kan det ikke betale sig at bruge energi på en sådan person - i hvert fald ikke så længe, denne person indstiller sig sådan - så det er simpelt hen spild af tid, at forsøge at nå et sådant menneskes hjerte.
I den forbindelse, kan dette ord være nyttigt, at tænke over:

[Jesus sagde:] "Giv ikke det hellige til hundene, for at de ikke skal kaste det i skarnet! Kast ikke perlerne for svinene, for at de ikke skal knuse dem [til småstykker]." (Th.-Ev. 93)

Hensigten, den gode eller den onde, er ikke så svær at få øje på:

"Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd; thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. (Lukas 6,45-46)

Du skriver også:

Så længe, du efterlever det jeg kalder for "næstekærligheds-princippet" i dit hjerte, gør du det rette. Hvilket jeg har koncentreret til følgende (som du jo kender så godt):

"Behandl andre, som du selv vil behandles, og undgå dets modsætning."

Lettere skrevet end gjort. Ingen tvivl om det!

Hvis du giver efter for din vrede, på grund af dine sårede følelser, i forbindelse med de ondes handlinger, og ønsker gengældelse og hævn overfor dem, så er du jo ikke bedre end dem, som behandlede dig dårligt - og så "spiller du deres spil", og er selv blevet én af de onde, i en vis grad. Og den går jo ikke, for så går du jo imod næstekærlighedens grundprincip og har derfor "tabt slaget mod ondskaben", i denne omgang.

Jesus sagde: "Du ser splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje ser du ikke. Når du trækker bjælken ud af dit eget øje, da vil du kunne se klart til at trække splinten ud af din broders øje." (Th.-Ev. 26)

"Elsk dine fjender, gør godt mod dem, der hader jer.", ser jeg som det, at bevare sine gode hensigter, næstekærligheds-princippet, på trods af det onde. Kan man det, så vil den gode hensigt sejre uanset, hvilke onde hensigter du oplever!

At, "vende den anden kind til", ser jeg som det, ikke at "føje spot til skade", dvs. at undgå yderligere konfrontation for, ikke at risikere at gøre ondt værre. Husk på, at Jesus ofte talte i lignelser, og derfor er det vigtig at vurdere, hvornår noget skal forstås bogstaveligt, og hvornår noget skal forstås i overført betydning!

Når man bevarer næstekærligheden i sit hjerte, på trods af ondskaben, så bevarer man jo samtidig en mulighed for, at nå den andens hjerte - for muligheden for forbedring er jo altid til stede uanset, hvor ondt et menneske kan synes at være - uanset, hvor lille denne mulighed så end synes at være, så er det vigtigt at bevare et håb om dette menneskes omvendelse til det gode, for at udtrykke det sådan. Sådan er det, i min optik, beskrevet, at Jesus gjorde og sådan, kunne jeg også godt tænke mig at lære at blive, en skønne dag - og øvelse gør jo, som bekendt, mester; forudsat, at man bliver ved med at øve sig, naturligvis!

Så forsøg at bevare næstekærligheds-princippet i dit hjerte så meget som det er dig menneskeligt muligt - hold fast i det - på trods af ondskaben. Og vurder, hvornår det er nødvendigt, at "vende den anden kind til", når en mulighed for ægte tilgivelse er så lille, at den næsten ikke er til at få øje på, fordi tendensen jo peger så kraftigt i den modsatte retning.

"Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne."(Matt. 7,12)

Tillykke Arne.

Nu er du fuldt oplyst om, hvad "ægte tilgivelse" er.

Er det ikke dejligt at have så gode læremestre.


Mvh

Ole Bjørn :o)