Kære Hanskrist,

Jesus bad også sine efterfølgere om at give afkald på verdsligt begær.

"Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være."
- Jesus
(Matthæus 6, 19-21)

Jesus bad os også om at opgive det lille selv til fordel for det store Selv.

"Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?"
- Jesus
(Markusevangeliet 8,34-37)

"Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv."
- Jesus
(Johannes 12, 25)

Denne selvfornægtelse er et gennemgående tema i "Den Evige Filosofi".

Fred,
Thomas

Kære Arne,

At "vederlægge", at give som "vederlag", er ifølge ordbogen at "give til gengæld" eller at "erstatte". Vi finder også "erstatning" og "kompensation".

Hvis vi sætter "erstatning" ind i de sidste Jesusord, så får vi:

For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit liv? For hvad kan et menneske give som erstatning for sit liv?

Så vi kan vinde hele verden - og hvad så? Kan vi med denne rigdom kompensere for vores liv, hvis det går tabt?!

Ser vi på den gamle oversættelse og på andre oversættelser, så lyder Jesus-ordet:



Fra bible.com (Mark 8) får vi:



Tager vi også den første bid af ordet med, så lyder den ældre oversættelse:



Bruger vi ordet sjæl og erstatning i den oversættelse, som vi tog udgangspunkt i i sidste indlæg, så får vi:

For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sin sjæl? For hvad kan et menneske give som erstatning for sin sjæl?

Ingen verdslig rigdom kan kompensere for vores sjæl. Opfyldelsen af det lille selv's begær - verdslig rigdom og nydelse - kan aldrig fylde det store Selv's hjerte. Det kan kun Gud:

Skønt Gud er nærværende overalt, er han dog kun nærværende for dig i den dybeste og inderste del af din sjæl. De naturlige sanser kan ikke eje Gud eller forene dig med ham, nej dine iboende evner: forstand, vilje, erindring, kan kun række ud efter Gud men ikke være det sted hvor han bor i dig. Men der er en rod eller dybde i dig, hvorfra alle disse evner udspringer som linier fra et punkt eller som grene fra et træs stamme. Denne dybde kaldes sjælens midtpunkt eller grund. Denne dybde er din sjæls enhed og evighed - jeg havde nær sagt uendelighed, for den er så uendelig at intet kan tilfredsstille den eller give den hvile undtagen Guds uendelighed.
- William Law

Endnu et Jesus-ord kan måske gøre denne skelnen mellem verdsligt begær på den ene side og "Livet", "Sjælen", på den anden side mere klart:

"Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod."
- Jesus
(Lukas 12, 15)

"Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud."
- Jesus
(Lukas 12, 16-21)

Vi kan ikke betale Gud med vores korn, gods og penge. Vi kan ikke give kompensation for vores sjæl, liv. Rigdommene, vi bør samle på, er rigdommene i Himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer.

Kære Arne, det er så mit bud på det, du nævnte i dit indlæg. Jeg arbejder ikke med Jesus-ordene og andre Livgivende ord analytisk. Men når jeg analyserer, som jeg nu har gjort, så svarer det altid til den opfattelse, som jeg fik af ordene i "ét nu" ved at åbne hjertet. Men det er dog altid hjertets vej, der tilfredsstiller mig. Jeg mener også, at ordene er talt til hjertet ... og må modtages i hjertet. Det er f.eks. nok forskellen på den måde, jeg og Hanskrist tager imod ordene på.

- Men som jeg berørte tidligere i metaforen om puslespillet: Hjertets vej, den spirituelle vej, kan altid rumme de analytiske og rationelle brikker. Men omvendt kan analyserne og logikken aldrig give sjælen liv - det kan kun hjertets indsigt. Men igen: Det sker aldrig ved at give afkald på rationel tankegang, som hjertet både inkluderer og transcenderer.

Fred,
Thomas