Du får lige én gang til hvad vores store danske filosof Harald Høffding har sagt om Kristi Jesu personlighed:

Jesus fra Nazareth, Tømmermandens Søn, levede midt i sit Folk, delte dets Minder og dets Haab, ønskede og led med det. Han saa ikke som den indiske Fyrstesøn fra et højere Stade ned paa Livet som Betragter, men stod midt i Livet, midt i den higende Verden. Han vilde lutre, idealisere Ønsket ikke ophæve det. Og selvom Ønsket og Kampen for Ønskets Virkeliggørelse medfører Smerte, vil han ikke opgive det; Smerten er ikke altid blot en Virkning, hvis Aarsag skal ophæves; den kan være en Aarsag til Prøvelse af Kræfterne, et Lutringsmiddel, en Vej til Højhed. Hans Tro paa Værdiens Bestaaen gennemføres ved, at det Værdifulde vindes og bevares gennem Kamp og Lidelse, ikke ved, at hele den Sfære, hvor Ønske, Kamp og Lidelse høre hjemme, afsløres og ophæves som en stor Illusion. Kontrasterne komme her til deres ret; Jesus er ikke så meget Expansionens som de kæmpende Modsætningers Mand. Og han er Villiens Mand, trækker sig ikke tilbage til Hvile, men vil bestemme sit Folks Skæbne ved at føre det ind på højere Baner. Han er – ligeledes i Modsætning til Buddha – Sindsbevægelsens Mand. Selv den johanneiske Jesus maa karakteriseres saaledes i Sammenligning med Buddha. Han kan bevæges heftigt i Aanden, rystes i sit Inderste; hans sjæl kan forfærdes og bedrøves indtil Døden, og han kan vredes. Jesu Kærlighed er ikke blot mild, uvilkaarlig Udstraaling, men er den uroligt søgende og kæmpende Kærlighed, er en bærende, ikke blot taalende Hengivelse. Der er her ingen Frygt for, at Kærligheden skal bringe Sorg ved, at vort Ve og Vel knyttes til en langt større Kreds af Interesser, end vor egen isolerede Selvhævdelse omfatter. Der er en indre Tillid til Kærlighedens Magt og en Følelse af dens Evne til at udvide Sindet, der ikke lader indsnevrende Betænkeligheder komme frem. Og Kærligheden stræber hen til at fuldendes i en højere Retfærdighed gennem Ideen om et Rige, indenfor hvilket hver Enkelt kan finde sin Plads.

Jesus fra Nazareth er Anskuelsens, Billedets, Fremtidssynets Mand. I sin Reflexion er han Analytiker, hævder de betydningsfulde Forskelle, sætter Grænser og peger paa Modsætninger. Han vil have os igennem, ikke udenom Livets største Kontraster.
Buddha afviser alle Billeder og Tanker som utilstrækkelige til at udtrykke det Højeste; heri viser hans (Jesus Kristus) intellektuelle Energi sig.

I Ideen om et Guds Rige, saaledes som Jesus udtalte den, laa, som allerede sagt, Muligheden af, at det enkelte Personligheder kunde naa det Højeste, uden at Forskellighederne udslettedes. Karakteristisk er da ogsaa den Skare af ejendommelige Personligheder, Apostelkredsen frembyder. Buddhas Disciple mangle dette individuelle Præg. Dette hænger vel sammen med Raceforskellen mellem Inder og Jøder. Det er endog paastaaet, at Indien er Typernes Land, og at kraften til at danne Individualiteter var negtet det indiske Folk. Men det hænger i hvert Tilfælde sammen med Stifternes Personligheder. Jesus førte sine Disciple ind i en stor historisk Bevægelse, en Kamp for Idealet mod Verdens Modstand, og det er kun i en saadan Kamp, at Personlighederne ret udvikles i deres Ejendommelighed.
Høffding citat slut.

hvorfor er der ingen her på stedet der er seriøse omkring kristendom, så urevangeliet og nu dette gudsjammerlige misk mask

mange kærlige hilsener Hanskrist, eneste ædruelige mand omkring ham jesus kristus og ja urkristendomemn

Hej til Thomas og Arne:

Hvis I tillader, at jeg kommer med et lille pip omkring emnet her:

Som jeg ser det, har vi jo alle både et "morgengry-jeg" og et "skumrings-jeg". (Netop mødt begreberne her, og kan godt lide dem, men det er egentlig det samme EKIM siger, når det taler om Egoét contra det sande selv.)

At fornægte et af dem, er ikke muligt, da de er givet os som grundvilkår i vore liv på Jorden. ...

Igen kun min egen vinkel på dem:

Skumrings-jegets egenskaber må vi kigge på ... og egentlig kendes ved som mennesker, men samtidig se dem som det kæmpepotentiale for vækst af det modsatte jeg, de indeholder ...

Kommer vore knap så favorable sider frem i lyset, bliver anerkendt, som det de nu engang ér - tænker jeg, at man så vil være bedre i stand til at arbejde med dem og håndtere dem. ...

En vrede eller et begær, som bliver undertrykket, fordi man ikke synes, man kan være dem bekendt ... eller er flov over, at andre skal se, man indeholder dem, kan ende med at nærmest eksplodere, når proppen springer af ... hvilket den uvægerligt vil gøre på den ene eller den anden måde og altid uhensigtsmæssigt. ...

Egentlig det samme, som EKIM siger, når det underviser i, at det eneste vort Ego ikke kan modstå - er lys og kærlighed. ...

Blot lidt strøtanker -
Zenia

Jeg synes ikke Høffding ligefrem rakker ned på buddhismen, men beskriver forskellen på et menneske vokset op i den kristne kultur og en der er vokset op i en buddhistisk kultur, som har rod i de forskellige personligheder som Buddha og Jesus var, som også gør at det ikke er det samme bjerg der er tale om (noget vi debatterede meget dengang du nægtede at læse mig), men forskellige bjerge og forskellige frugter og personligheder der kommer ud af om man vælge den ene at gå sammen med (den ene vej) eller den anden (vej) af de to Buddha og Jesus; som vil noget forskelligt og ikke har samme mål, mission. Hvilket Høffding jo også beskriver så tydeligt og idag ved vi endnu mere om denne forskel.

Jesus er ikke bange for at knytte og binde sig (tilknytning) i kærlighed og kærlighedsforhold, hvilket vi ser overalt og han betaler lidelsens pris gang på gang herfor. Jesus er sindsbevægelsernes mand, og dette forsøger Buddha af al magt at undgå, at undgå enhver form for lidelse, hvorfor han praktiserer "ikke tilknytning" for at undgå sindsbevægelserne. Dette gør man ikke som kristen, eller i kristendommen, som er passionens og lidelsens og kærlighedens religion af alle.

Jesus af Nazareth er kæmpende, engageret og involveret, og ja tænkende (bruger sit forestillingsliv, sprog og tale aktivt), hvorimod Buddha er observerende og opgiver enhver aktiv bestræbelse, som han afviser alle Billeder og Tanker som utilstrækkelige til at udtrykke det Højeste. Hvorfor buddhismen er fyldt med tavshed og kristendommen er fyldt med tale og tænkning. Hvilket også medfører to forskellige former for opfattelse af meditation.

Nå men der er ingen grund til at jeg gentar hvad Høffding skriver.

Aldous Huxley har ingen grundig forståelse af kristendommen og han østimystificerer og sylter kristendommen i religiøstiet. Fx tanken om det samme bjerg, hvilket ingen eksperter idag vil anerkende er et korrekt billede. Fx spiller tiden og historien ingen rolle hos buddha, mens den betyder alt for Jesus, denne apokalyptiske tænker. Hvorfor mennesket i buddhismen er i naturen og ikke i historien, tiden. Men i kristendommen er mennesket i tiden.

Mange kærlige hilsner HansKrist.,

PS:

Her kommer lige noget genbrug fra hvad jeg har skrevet på facebook for nyligen om Tiden eller tidsdimensionen; Tiden, Kairos, som de vertikale diskontinuerlige disparate skabelsesøjeblikke. Tiden (Kairos) som denne vertikalitet ejer buddhismen ikke, kun kristendommen har denne skabende dynamik indbygget i sig (jeg forventer ikke folk læser det selv om det er til at få forstand af, især for dig arne og thomas og esther; det viser forskellen på øst og vest, buddha og jesus):

7-11-12:

Tiden rummer
Universet krummer
Tiden rummer:
ophæver rum og tid
kun tidsrum findes
rum i forandring

Tiden der rummer er den ekstase der ophæver tid og sted (tid og rum) og vi flyttes over i varen (ihukommelsen (vi hippocamper)) eller tidsrummet eller eksistentiel tid, vores tidsrum.

Om denne tidens ekstase skriver Heidegger: "mennesket er til som nærværende ved altid at være fraværende i det, vi kalder nuet."

Vi kender alle disse ekstatiske erfaringer (henrykkelser eller forrykkelser (forrykt (forrykthed, hvor mennesket er grebet og besat af gud eller dæmonen (dæmoni eller guderi)))) hvor vi glemmer tid og sted, og hvor vi flyttes over i eksistentiel tid, eller varen, vores eget eksistentielle tidsrum (korporlighed) og liv, vores egen aktualitet og virkelighed, kald og gerning, livshistorie, der også er vores vertikalitet (potentialitet) modsat vores horisontalitet, det værende, det der er; nuet (det tid og sted bestemte værende). Alle væsentlige forandringer sker i forbindelse tidsdimensionen, vores vertikale eksistentialitet. Et menneske der er i nuet kan ikke forandre sig, kun kan det ældes, det kan ikke fornys eller nyskabes, omskabes, forandres radikalt. Østens new age filosofi og dets forgudelse nuet, koster så mange milliarder på bruttonationalproduktet. Denne tidsånd der forguder nuet har i den grad frarøvet det moderne middelklasse vesterlandske menneske, så megen dynamik, vitalitet og kreativitet, inovation, at det som sagt har kostet milliarder bruttonational produkt mæssigt, men hvad har det ikke kostet på sundhedsområdet, med denne dekadente new age filosofi fra østen. At være i nuet er at ældes og gå til grunde, det er ikke at kunne skille sig ud fra det værende (det der er), det er at være faldet i med omgivelserne, det er uegentlighed (Heidegger) og fremmedgørelse (Marx).

Når vi ekstatisk forrykt hippocamper med os selv, glemmer vi tid og sted, nuet, det der er (det tid og sted bestemte værende), og vi flyttes tilbage til vores ihukommelse og TID/LIV og vi kan igen orientere os i tiden/livet vores, fortid, nutid og fremtid. Vi får igen et liv, en livshistorie der hænger sammen og psykosen eller grænsepsykosen eller demensen holdes i ave.

Det er mange år siden jeg spåede at new age østens filosofis forgudelse af nuet, ville skabe en epidemi af demens og alzheimer. Noget kun tiden, fremtiden, kan afgøre om hvorvidt jeg har ret i, men foreløbigt går det min vej, alt tyder på en begyndende epidemi. Folk får sværere og sværere ved at orientere sig i deres eget LIV/TID, fortid nutid og fremtid, alle er mere og mere fortabte tilstede i det værende, det der er.

Folk flest er naturlige, alt for naturlige til i det værende, i nuet, der mangler forrykthed, forrykkelse og ekstatiskhed hos det moderne menneske.

Om denne forrykthed (abstraktikon, mentalisering og forestillingsevne, ihukommelse, hippocampering (hippocampus)), tidens ekstase skriver Heidegger: "mennesket er til som nærværende ved altid at være fraværende i det, vi kalder nuet."
Før mindfulness får indbygget en langt bedre forståelse af tiden, eller tidsdimensionen (vores ekstatiske forrykthed og ihukommelse), vil den være fyldt med meget alvorlige børnesygdomme.

det skal lige siges at Heidegger kom på sporet af sin tidsforståelse som den fremlægges i hovedværket "Væren og Tid", i forbindelse nogle foredrag han holdt om Paulus.

det moderne menneske mangler eksistentialitet, det mangler tid

at genvinde TIDEN/LIVET, kræver en fandenivoldsk ekstatisk forrykthed som folk der er faldet i med omgivelserne (nuet og det der er, det værende) har svært ved at mobilisere (og så længe menneskets evne for ekstatisk forrykkelse er så ringe, vil vi slås med alkohol, stoffer, misbrug i det hele taget og ja psykofarmaka)

jeg havde en sjov drøm, hvor jeg, som 70 år gammel mand, på Kreta, cyklede fra unge top trænede atleter ude i bjergene. Efter løbet ville folk snakke med mig, for at kende min hemmelighed, eller opskrift, på så god en form i så høj en alder. "Eksistentialisterne" var det eneste jeg sagde. Jeg cykler eller løber eller lever, ikke på epo/dope men på Sartre; Berdyaev og Tillich især. Min ekstatiske fandenivoldske forrykthed (humør, gejst og evne til transcendens, at overgå mig selv, gå ud over mig selv) skylder jeg eksistentialisterne. Når jeg begynder en bjergopkørsel, ved bjergets fod, da begynder jeg også en meditation på det essentielle i eksistentialismen.

østens new age filosofi er mega feminin og den kontinental europæiske eksistentialistiske filosofi er mega maskulin, og før de to befrugter hinanden og finder sammen i en rimelig syntese, da vil tids ånden (new age) halte.



8-11-12:

det mest vitale af alle væsner er mennesket og dets vitalitet er dets ekstatiske forrykthed

vores ekstatiske forrykthed gør at vi kan gå ud fra os selv (transcendensen, transcendere vores natur og nuet, tid og sted, forlade tid og sted). Nogle vender aldrig tilbage igen, de går ud fra sig selv, de går ud af sig selv (forlader sig selv, mister sig selv), og vender aldrig tilbage igen, finder aldrig sig selv igen og de er som Nietzsche siger, de sande helte, dem vi bør beskæftige os med.

han rejste ud og vendte aldrig tilbage igen. Psykiateren banker på, er der nogen hjemme? Nej manden er udrejst, rejst hjemmefra, og lever lykkeligt et fremmed sted. Det bliver svært igen at få kontakt med manden. Hvem er denne mand, han er professoren, han er iværksætteren, han er den ny Colombus, eventyreren, pionereren, egentligt er det cro magnon manden, ham der besejrede nuet, tid og sted, her og nu, omstændighederne; han opfandt menneskets farligste våben, intelligensen, vores forestillingsevne, evne for abstraktion, symboler og tegn. Og nu er der ingen vej tilbage, sproget er det hus mennesket bor i og ikke kan falde ud af igen. Homo sapiens er et faktum, mennesket er et tænkende væsen, sprogbrugende væsen. Fra nu af må vi sige at mennesket det har natur, men er ikke udelukkende natur, det er et åndeligt kulturelt tilfælde og væsen også. Som vi aldrig igen vil kunne være foruden mitokondrier vil vi aldrig igen kunne være uden tanker. New age østens filosofi tror mennesket kan være uden tanker, dette er en misforståelse, det mennesket kan opnå, er at blive fri af tvangstanker, fikse ideer og uordentlige ideer og tanker uden motivationel subcorticalitet og hormoni'tet, mennesket kan få sin spontane livlige fantasi og forestillingsevne tilbage. Men på den anden side er det ikke tilrådeligt at ville fjerne menneskets besættelse af tvangstanker, kongstanker, teorier og hypoteser, da det er at angribe menneskets begyndende selvstændige tænkning og selvstændigt udarbejdede virkelighedsbillede, verdensbillede.

det moderne menneske mangler ekstatisk forrykthed (kan ikke gøre sig fri af nuet og det der er (det tilstedeværende, omstændighederne)), det mangler denne form for eksistentialitet, tidens numinouse kreative vertikale dimension, de diskontinuerlige disparate skabelsesøjeblikke, hvor vi hippocamper og ihukommer, genvinder TIDEN vores, os selv og vores LIV/TID, fortid, nutid og fremtid. Folk eller mennesker flest er i nuet, er i det der er her og nu, er i omstændighederne og disse er sjældent lykkelige, og om noget de bliver stresset af at blive afskåret fra deres egen TID/LIV, IHUKOMMELSE og hippocampering (de subcorticale limbiske motivationelle vitalitetsaffekter og kompetencer, eneste røde tråd til et værdigt LIV med TID, ihukommelse, fortid, nutid og fremtid (iøvrigt også derfor selvbiografien er blevet taget i brug som genoptrænings terapi, for dem der ikke kan orientere sig i TIDEN/LIVET deres, fortid nutid fremtiden).