Kære Arne Thomsen.

Jeg er opmærksom på, at Ole Bjørn på udmærket måde har besvaret dit indlæg 19/07/2008 17:51. Jeg vil gerne knytte en kommentar til din afsluttende sætning: »(…) fordi jeg synes, det må være ret væsentligt at få filosofi og naturvidenskab placeret klart i forhold til hinanden.«

Jeg er enig i, at denne gensidige placering af filosofi og naturvidenskab er væsentlig. Derfor har Ipso Facto’s redegørelser min interesse, og omkring årsskiftet 2007/08 brugte jeg en del tid på at gennemanalysere hans indlæg.

Jeg fulgte hans ønske om, at man ikke fremsatte sine kommentarer direkte i hans referencetråd. Derfor oprettede jeg en særlig tråd, hvor jeg fremkom med mine kommentarer og stillede mine spørgsmål. Det drejer sig om denne tråd.

Som du ser, blev jeg den eneste bidragyder til tråden, og Ipso Facto ulejligede sig ikke med at besvare mine spørgsmål. Efterhånden som tiden gik, stod det mig klart, at han ikke evner at give svar. Hans redegørelser kan umiddelbart misforstås i den retning, at man her står med en belæst og klarhjernet debattør, men det faktiske i sagen er, at han er en distance-blænder, der vil gøre sig til mere end han er. Han savner helt åbenbart skoling i et fagfilosofisk miljø.

På det seneste har han revideret sin opfattelse, idet han angiver at være gået lidt længere end hans læremester Kai Sørlander. Dette kommer for eksempel til udtryk i en formulering, som også du har hæftet dig ved:

»Derfor er mit begreb om det transcendente forskelligt fra Sørlanders begreb. Egentligt burde jeg anvende et andet ord for det jeg definerer som "det transcendente" end ordet transcendens, idet min definition afviger så meget, at begrebet fordrer en ny betegnelse. Man kunne overveje betegnelser som "det extra transcendente", "det absolut transcendente" eller noget lignende, idet jeg placerer det transcendente uden for alle mulige verdener og derfor også uden for enhver mulig forståelse som personer (væsener med selvbevidsthed, empiri, sprog og logik) i et hvilket som helst muligt univers kan erkende.« (Citat slut).

Som det ses opererer han med et begreb, som han kalder ’det absolut transcendente’. Dette begreb hører hjemme uden for alle mulige verdener. Tillige kan det ikke forstås af personer i et hvilket som helst muligt univers.

Heraf må jo følge, at det hører hjemme i verdener, der ikke er mulige. Endvidere, at det heller ikke kan forstås af Ipso Facto selv. Målt med en filosofisk målestok kan man vanskeligt forestille sig noget mere forvrøvlet end sådanne fantasier.

De er for mig at se et forberedende skridt til at legitimere noget religiøst. Thi Ipso Facto har sin egen evolutionsteori. Hvori den adskiller sig fra den religiøse retning Intelligent Design beskriver han i det følgende:

»(…) I stedet hævdes, at der er tale om en analog betragtningsmåde. Reelt er forskellen mellem min version af evolutionsteorien, der både indeholder fysisk og ikke fysisk kausalitet (formålskausalitet) den, at kreationisterne placerer "designeren" (et andet ord for Gud) i det transcendente, mens jeg henviser til en immanent formålskausalitet som forklaring.« (Citat slut).

Som det ses, opererer han med en årsagslære. Årsager kan ifølge ham være såvel fysiske som ikke-fysiske. Den ikke-fysiske årsag kalder han ’formålskausalitet’. Her skyder han sig selv i foden – for jeg véd ikke hvilken gang. For de første levende organismer var jo af fysisk beskaffenhed, og deres molekyler skal så ifølge Ipso Facto være blevet sat sammen af en ikke-fysisk årsag.

Og den såkaldte formålskausalitet kan jo ikke hidrøre fra ’det absolut transcendente’ thi det har ikke hjemme i universet, eftersom Ipso Facto placerer det uden for alle verdener, der er mulige. Altså kan han ejheller gribe til de mulige paralleluniverser – hvis sådanne altså findes.

Jeg synes, det er godt, at Ipso Facto har fundet vej til vort debatforum. Han bidrager i høj grad til underholdningen, og jeg læser hans indlæg med spændt interesse, fordi det altid er spændende at se, hvad vor filosofiske knock-about clown på det seneste har fundet på.

Han er lige så spændende som en højt placeret organisationsmand fra Vendsyssel, som jeg for mange år siden havde fornøjelsen at kende. Lad os kalde ham Th-N.

Ved en fornem middag i Den Gyldne Fortun, kom Th-N under velkomstdrinken hen til general Engell og spurgte: »Hvad er det, der er grønt, sidder ti meter under jorden og æder sten?« Det kunne generalen naturligvis ikke svare på, men da han kendte Th-N som en spøgefugl, var han godt klar over, at svaret var vanskeligt at gætte sig til. Th-N oplyste, at det var Den Grønne Stensluger.

Da man nogle timer senere sad ved kaffen og cognac’en, kom Th-N igen hen til general Engell. Han gjorde med saglig mine rede for et ballistisk problem, som han gerne ville høre generalens mening om. Hvis man nu tænkte sig, at man kunne grave et hul hele vejen igennem jordkloden og så kastede en sten ned i det; hvor ville stenen så ende, og hvor lang tid ville det vare.

Generalen var velbevandret i den ballistiske matematik, og han gav sig til at skrive formler på servietten. Efter nogen tid meddelte Engell resultatet om, hvor lang tid det ville tage, før stenen faldt til ro nede i jordens tyngdepunkt. Passer ikke, sagde Th-N, stenen falder kun ti meter, og det varer lidt over et sekund.

Dette bestred generalen på det bestemteste, og han afkrævede Th-N en nærmere forklaring på hans resultat. Jo, sagde Th-N, når stenen er faldet ti meter, bliver den ædt af Den Grønne Stensluger.

Jeg vil huske det absolut transcendente og formålskausaliteten på linie med Den Grønne Stensluger.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Det var ondt så'n at drille den ærede generalissimus.

OM PLACERINGEN AF FILOSOFI OG NATURVIDENSKAB I VOR FORSTÅELSE

Kære Arne!

Egentligt burde jeg langt tidligere have kvitteret for dit gode tænksomme svar, hvor dine kommentarer viser, at du har forstået essensen af det jeg prøver at udtrykke om, hvor jeg placerer "det transcendente" og hvordan jeg fra min filosofiske position opfatter forskellen imellem den begrebsfilosofiske og den videnskabelige måde at erkende og beskrive verden og vor situation i verden på.

I min kommentar her vil jeg tage udgangspunkt i din afsluttende sætning:



Det er vigtigt at forstå forskellen mellem "filosofiske spekulationer" og "den naturvidenskabelige metode", for ellers blandes alt sammen i en rodebutik som ingen kan finde hverken hoved eller hale i.

Ganske kort og koncentreret udtrykt, så forsøger man i videnskaben at finde ud af, hvorledes verden faktisk er. Hvorledes de ting der er i verden er opbygget, og hvilke naturlove der gælder for deres opførsel. I videnskaberne bygger man på erfaringen om, hvad der er tilfældet. Derfor kaldes den da også for erfaringsvidenskab.

I filosofien stiller vi et andet spørgsmål. Vi spørger om, hvad der ikke konsistent kunne være anderledes. Det er ikke filosofiens opgave at bestemme, hvorledes verden faktisk er. Det er filosofiens opgave at bestemme de uomgængelige træk ved verden og ved vor situation som personer (væsener med selvreflektion, sprog, logik og empiri) i verden. Filosofien er således ikke videnskab den har sin helt egen position.

Begge bestræbelser går ud på at opnå sand erkendelse og begge bygger på rationalitet. Rationalitet er en abstrakt sproglig konstruktion som i princippet kan defineres på mange forskellige måder.

Trådens oplægsholder anser sig selv for rationalist, men definerer begrebet på en så afvigende måde fra den begrebslogiske definition, at positionen for mig at se ikke er til at skelne fra subjektive irrationelle motiver som ønsker, drifter eller trosforestillinger. Med andre ord ophæves skellet mellem det rationelle og det irrationelle uden at vedkommende måske er sig bevidst derom.

Dette fører ikke blot til sammenrodning af kategorier og begreber, men umuliggør de facto en seriøs diskussion om noget som helst emne.

Som bekendt findes der mange forskellige måde at tænke og ræsonnere på, og de mere systematiske af slagsen kalder sig selv filosofi. Men set ud fra min rationelle position er der i mange tilfælde blot tale om fejltænkninger i den forstand, at der savnes et egentligt rationelt grundlag, hvorfor der er tale om "rent spekulative filosofier" som ikke står på en fast rationel grund.

I naturvidenskaben er rationaliteten et uomgængeligt krav. Ingen hypotese kan anerkendes som videnskabelig teori hvis den ikke bygger på rationalitet også i sin interne sproglige/matematiske/geometriske formulering. Da der i princippet ikke er nogen grænser for hvad vi qua vor fantasi og intuition kan forestille os måske kan være tilfældet, så ligger spiren til enhver nytænkning og videreudvikling af videnskaben netop i en kombination af nysgerrighed, fantasi og intuition, det vi også benævner med betegnelsen "kreativ tænkning". Som personer kan vi tænke kreativt, men for at afgøre om vore kreative tanker ikke blot er tilfældige neurale kombinationer kombineret med en ønsketænkning der kan være ubevidst, må forestillingerne i første omgang bestå vor private rationalitetstest. Kan forestillingerne ikke bestå denne "prøve" er det også rationelt selv at afvise fantasierne som interne eller subjektive oplevelser som ikke kan anvendes af andre til en bedre forståelse af verden og vor situation i den.

Her løber vi ind i et problem fordi det er et faktum, at alle mennesker er forskellige både qua genetisk arv og miljøpåvirkning, selv om vi også på mange punkter er meget ens. Den mest markante og konsistente forskel, og den som det nok er vanskeligst at overvinde, er, at vi findes i to forskellige varianter - de to køn. Her bør man selvfølgelig også væære opmærksom på, at der ikke nødvendigvis er en direkte kausal sammenhæng mellem det fysiske køn og det mentale køn. Der er en signifikant korrelation, men ser vi nærmere efter er der snarere tale om et spektrum hvor mentale kønskarakteristika i hvert enkelt individ er sammensat på en helt unik måde. Der findes som bekendt "feminine mænd" og "mandhaftige kvinder" ligesom den seksuelle profil også er "udtværet" i et spektrum hvor driftsprofilen får individer til at definere sig selv som f.eks. homoseksuelle, lesbiske, biseksuelle (herudover bruges betegnelsen aseksuel om personer der ikke er tiltrukket af noget køn, betegnelsen ambiseksuel som synomyn for biseksuel, androseksuel om tiltrækning rettet mod mænd, gynoseksuel om tiltrækning rettet mod kvinder og panseksualitet om personer der tiltrækkes af alle køn). Derudover findes utallige varianter hvor driften kan være rettet mod børn eller oldinge (pædofili eller gerontofili) eller involvere kanibalisme (yderst sjældent forekommende i Vesten) og utallige andre ting i omgivelserne som kan udøve en primær seksuel tiltrækning.

Dette blot for ved hjælp af vore forskellige seksuelle driftsprofiler at illustrere forskellighederne, som også rækker ind i den måde vi føler, tænker og oplever os selv og omverdenen på, uden at vi nødvendigvis er bevidste derom. I biologien synes alle organiske og mentale egenskaber at fordele sig efter normalfordelingsprincippet, Bells klokkekurve, hvor langt hovedparten af individerne klumper sig sammen på midten hvad angår egenskaber (f.eks. intelligens), medens der er meget få individer som placeres yderligt i marginalerne.

Hvis alle egenskaber var ligeligt fordelt ville det jo være meningsløst, at anvende et begreb som "normalt", der jo ikke siger andet, end at den pågældende, med hensyn til en eller anden egenskab, befinder sig i midterfeltet sammen med langt hovedparten af artsfællerne. Problemer opstår, når man vil påkliste etiske etiketter på afvigere alene af den ene grund, at de befinder sig i marginalerne, og ikke fordi de konkret foretager handlinger som er etisk uacceptable i sig selv.

Sagt kort: Vi har evnen til at være mere eller mindre rationelle, men det er langt fra sikkert at vi selv er i stand til at erkende, hvor vi befinder os i et "rationalitetsspektrum". Principielt kan man sige, at hvis man befinder sig i den mere irrationelle del af spektret, så er muligheden for selv at erkende dette mindre end hvis man befinder sig i den mere rationelle del af spektret. Ganske simpelt fordi det kræver en kombination af ærlighed og hensynsløs rationalitet at analysere sig selv objektivt. Helt objektivt kan dette dog ikke gennemføres, fordi vi altid er instinktivt motiveret til, og derfor tilbøjelige til, at placere os selv lidt højere end andre i et hvilket som helst socialt hieraki.

Men selv om man er meget hensynsløs over for sig selv i analysen og tillige meget rationel, så bliver der alligevel et område tilbage som ikke fuldt ud lader sig bestemme rationelt. Jeg er således dybest set lidt i tvivl om, hvorvidt min position som agnostiker i stedet for som tidligere hard core ateist, kan have noget med instinktiv eller ubevidst ønsketænkning at gøre. Det er i hvert fald en mulighed som jeg er bevidst om og ikke formår at eliminere alene ved rationalitetens hjælp.

Hvordan er vor situation som personer bedømt rent rationelt, det vil sige begrebslogisk?

Det er et spørgsmål om forholdet mellem fornuft og motivation, og det lyder: Er vi dybest set irrationelle væsener?

Det spørgsmål deler sig i to. For det første: Må vore overbevisninnger i sidste instans hvile på irrationelle forudsætninger? Og for det andet: Må vvore handlinger til syvende og sidst være styret af irrationelle impulser?

Spørgsmålene benægter ikke, at vi kan være irrationelle. Om menneskenes irrationalitet fortææller erfaringen. Men der spørges, om vi KAN være rationelle. Kan vi have rationelle overbevisninger: altså overbevisninger som bygger på argumenter - viden - og som kun hævdes med den vægt, argumenterne kan bære? Og kan vi lade os (vor handlen) styre af sådanne overbevisninger?

Disse spørgsmål er væsentlige for vor selvforståelse. Spørgsmålene drejer sig om, hvilkke krav vi skal stille til os selv og andre. De drejer sig ikke om, hvorledes vi faktisk er; men om hvorledes det er os muligt at være. De gælder ikke det psykologisk givne, men det begrebslogisk mulige. De fører ikke ind i en psykologisk undersøgelse; men i en undersøgelse af de begreber, som vi bruger i psykologiske beskrivelser og forklaringer.

Spørgsmålene er uløseligt forbundne. På den ene side forudsætter besvarelsen af det andet spørgsmål (om rationel handlen) besvarelsen af det første spørgsmål (om muligheden af rationelle overbevisninger). For er rationelle overbevisninger ikke mulige, så er det heller ikke muligt at lade sådanne overbevisninger indgå i styringen af vore handlinger. Men på den anden side så kan vi kun UDTRYKKE vore rationelle overbevisninger, hvis det også er muligt at lade dem indgå i styrinngen af vore handdlinger.

Spørgsmålet om det er muligt at have rationelle overbevisninger går over i spørgsmålet, om det er muligt at give gyldige grunde for sine overbevisninger - om der er en basis, hvorfra vi kan give gyldige grunde. Og her synes at være et ddilemma: For hvorledes begrundes grundene selv? Er kriteriet for rationalitet overhovedet opfyldeligt?

Det er der nogle filosoffer som benægter. Det er f.eks. en essentiel del af den såkaldte postmodernisme. For dem at se må kravet om begrundelse enten føre ud i en uendelig regres, eller også må vi slå os til tåls med visse ubegrundede forudsætninger - visse grunde som selv er ubegrundede. Nogle går endda så vidt, at de hævder, at rationaliteten i sidste instans må bygge på irrationelle forudsætninger. Hvis det er rigtigt, så er konsekvensen, at rationalitet i streng forstand ikke er mulig. En rationalitet som svæver på en basis af irrationalitet er rent logisk en illusion.

Det gælder i hvert fald når rationalitetsbegrebet fastholdes i sin elementære form. Men i den situation har visse filosoffer i stedet valgt at opbløde rationalitetsbegrebet. De accepterer, at rationaliteten i sidste instans må bygge på forudsætninger, som ikke selv er rationelle - hvad enten forudsætningerne så kaldes irrationelle eller ikke. Dermed åbner der sig en ny vej for dem. For så er der intet som udelukker, at der kan være forskellige rationaliteter, som hver især bygger på særregne forudsætninger. Og så kan man slutte, at dybest set er moderne videnskab ikke mere rationel end afrikansk magi. Der er blot tale om forskellige VALG af forudsætninger.

Her springer jeg den begrebslogiske analyse af om kritikerne af rationaliteten har ret, og går til konklusionen. Problemet med hævdelsen af rationalitetens umulighed er, at den undergraver sig selv, idet den for at være gyldig forudsætter en form for overrationalitet, som ikke undergraver sig selv, og som er universel. Det indebærer således en selvmodsigelse af benægte rationalitetens mulighed, og derfor kan denne position umuligt være sand.

Vi må undersøge spørgsmålet om personer kan være rationelle, ud fra hvad der nødvendigt gælder for personer - og ikke blot ud fra hvad der nøddvendigt gælder for rationalitet. Det er derfor nødvendigt kort at markere de grundlæggende trræk ved vor situation som personer. Det er de træk, som er forudsætning for, at vi som personer kan handle afhængigt af viden om konsekvenserne af, hvad vi gør.

Som udgangspunkt er vi fysiske objekter. Men vi er fysiske objekter, som kan bevæge sig med et formål; og vi må derfor være karakteriseret ved de kausale betingelser for, at vi kan bevæge os med formål.

Der er primært tre betingelser.

Den første er, at vi kan sanse vor umiddelbare situation. Det er bbetingelse for, at vi kan have et mål at bevæge os hen til. Den anden betingelse er, at vi har følelser og altså kan føle tilskyndelser. Det er betingelse for, at vore sanseindtryk kan give os bestemte formål. Og den tredje betingelse er, at vi har bevægelsesorganer. Det er betingelse for, at vor selvbevægelse kan foregå i konsistens med de fysiske principper.

Men det er kun de kausale betingelser for, at vi kan bevæge os med formål. Der kræves mere, i og med at vi som personer må kunne bevæge os afhængigt af viden om konsekvenserne - og altså om formålet.

Først og fremmest kræves, at vi har sprog. Det indebærer, at den enkelte som mbevidst (sansende sin ydre situation) umiddelbart må kunne udtrykke påstande om, hvad han sanser, føler og gør; og at han må kunne gøre det med tilstrækkelig begrundelse for, at disse påstande er sande. Hvis han ikke kan udtrykke sådanne påstande, så er han enten ikke bevidst, eller også har han ikke sprog. Og eftersom det at kunne udtrykke påstande med tilstrrækkelig begrundelse for, at de er sande, er ensbetydende med at VIDE det, som man således kan udtrykke, så er hermed givet, at en person som bevidst nødvendigvis må have (en indbyrdes sammenhængende) viden om, HVAD han umiddelbart sanser, føler og gør - og AT han umiddelbart sanser, føler og gør det. En person er ikke bevidst om sig selv, uden at han har en sådan viden. Den opstår som et produkt af hans konstitution - og uden hans vilje.

Endelig må en person have hukommelse. Det vil sige, at han må kunne bevare viden om tidligere erfaringer. Og denne viden må han kunne lade indgå i den kausale determination af sin gøren. Ud fra sine tidligere erfaringer kan han forudse, hvad der vil blive konsekvenserne af at udføre en konkret handling; og denne viden kan sætte ham i stand til at handle på tværs af en umiddelbar tilskyndelse til at udføre handlingen. Da er det ikke nødvendigt, at en person direkte ænsker det, som hans handling sigter på. Det er kun nødvendigt, at han ser det, som et middel til at nå noget, som han direkte ønsker, eller til at undgå noget, som han ikke ønsker. Og da er det meningsfuldt at tilskrive personen et ansvar (for de forudsete konsekvenser af sin handlen).

Hermed har jeg udstukket de grundlæggennde træk ved vor situation som personer: de principielle betingelser for, at vi kan handle ansvarligt. Formålet var at besvare spørgsmålet, om personer kan være rationelle. Men før jeg vender tilbage til hovedsprøgsmålet, må der drages en konsekvens af den foregående redegørelse for personers situation. En konsekvens, som er nødvendig for at sætte spørgsmålet i det rette perspektiv.

Foreløbig er impliceret, at en person som bevidst må have viden om sin umiddelbare situation - hvad han sanser, føler gør - og om sine tidligere erfarinnger. Men - og det er konsekvensen - der er IKKE impliceret, at en person må vide ALT, hvad han sanser føler og gør, eller at han må huske alle sine erfaringer. Tværtimod er det principielt umuligt at give en afsluttet beskrivelse af alt, hvad en person sanser, føler og gør i en konkret situation. Og det er derfor muligt, at en person kan sanse, føle og gøre noget, som han ikke er sig bevidst. I det felt lever begrebet "opmærksomhed". Samtidig med at jeg gør noget, som jeg ved, at jeg gør, kan jeg også være i færd med at gøre noget, som jeg ikke er mig bevidst. Samtidig med at jeg husker tiddligere erfaringer, kan jeg have glemt andre erfaringer. Det er rent begrebslogiske kendsgerninger.

Denne begrænsning med hensyn til, hvad en person må vide, åbner mulighed for, at han kan tage fejl. Det vil sige, at han kan have falske overbevisninger: holde noget som ikke er sandt, for sandt. At han ikke må vide alt, hvad han sanser, føler og gør, åbner mullighed for, at han kan tage fejl i alle tre dimensioner. Ligesom det, at han kan glemme, åbner mulighed for, at han kan huske forkert.

Men det er en forrudsætning for, at en person således kan tage fejl, at han ikke kan tage fejl med hensyn til alt, hvad han sanser, føler og gør. Han kan kun give en forkert beskrivelse af træk ved sin konkrete situation, hvis det er forudsat, at der er andre - simplere - træk, som han kan beskrive korrekt. I modsat fald er han enten ikke bevidst eller opfylder ikke kriteriet på at være en person.

Både når en person ved noget, og når han tager fejl, er der tale om, at han holder noget for sandt. I det første tilfælde er det impliceret, at det også faktisk er sandt; og i det andet tilfælde er det impliceret, at det ikke er sandt. Men der er også en tredje mulighed: nemlig at en person kan holde noget for sandt, uden at der i specifiseringen til holdningen er taget stilling til sandheden af holdningens indhold. Til at udtrykke denne mulighed bruger vi ordene "tro" og "overbevisning". At man tror noget, forudsætter ikke - som når man ved - at man har tilstrækkelig begrundelse for det. Men det forudsætter heller ikke - som når man tager fejl - at man har uret. En falsk overbevisning må være utilstrækkeligt begrundet; men en utilstrækkeligt begrundet overbevisning er ikke nødvendigvis falsk.

Med denne ballast kan vi så vende tilbage til spørgsmålet, om det er os muligt at have rationelle overbevisninger. Nu har vi det grundlag, som giver os svaret på, om det er korrekt, at kravet om rationalitet fører ud i en uendelig regres eller i accepten af ubegrundede grunde, og at det derfor undergraver sig selv.Og svaret er nej. I og med at vi som personer umiddelbart må have viden om vor konkrete situation - om at vi sanser, føler oog gør noget, som vi faktisk sanser, føler og gør, - så har vi et grundlag for rationalitetens mulighed. Så ender vi ikke i ubegrunndede grunde, men i påstande, som vi umiddelbart kan hævde, med tilstrækkelig begrundelse for, at de er sande. Det giver os hver især et rationelt grundlag, hvorpå vi kan bygge vore overbevisninger. Den enkeltes rationalitet afhænger af, om han bygger i konsistens med, hvad hans simple erfaringer kan bære.

Vore overbevisninger er altså ikke uhjælpeligt irrationelle. De er irrationelle, når vi går ud over, hvad vore grunde kan bære. Det kan vi gøre; men det er kun en mulighed, ikke et uomgængeligt vilkår. Tværtimod kan irrationaliteten kun leve omkring en kerne af rationalitet; eftersom det er forudsat, at den enkelte person ikke kan have irrationelle overbevisninger, uden at han samtidig har viden om sin konkrete situation.

Her afbryder jeg den begrebslogiske undersøgelse af vor situation, idet den gennemførte deduktion allerede viser min pointe: at vi princippielt har muligheden for at være rationelle.

Når så mange af os alliigevel ikke er rationelle, så må forklaringen findes i ydre sociale omstændigheder eller traditioner, eller medfødte træk, der virker som en barriere for rationaliteten. Kort sagt kan man vælge at forholde sig irrationelt til visse sider af tilværelsen - f.eks. det religiøse spørgsmål - ud fra en indre disponerethed eller fordi en religiøs tro opleves at give en dybere mening end de rationelle forklaringer som videnskaben er nået frem til.

Forklaringer som netop ikke siger noget som helst om de eksistentielle (eller åndelige) sider af tilværelsen. Det er videnskaben ganske enkelt udelukket fra qua sit grundparadigme.

Sådanne spørgsmål hører under filosofi eller religion. Her vil jeg dog lige tilføje, at Sørlanders analytiske begrebsfilosofi er ateistisk i sine konsekvenser, mens jeg mener at rationaliteten har en grænse, som kan erkendes rationelt. Hinsides den grænse ligger det jeg kaldet "det absolut transcendente" som en mulighed, der ikke blot ligger uden for den fysiske verden og logikken, men uden for hvad ethver person kan erkende i en hvilken som helst mulig verden som indeholder mulighed for liv. Derfor er jeg agnostiker, mens Sørlander er ateist.

Jeg håber, at Arne og andre interesserede læsere kan bruge denne analyse af rationalitetens væsen i deres egen selvstændige tænken sig frem til en overbevisning som de personligt kan stå inde for.

Hilsen

Ipso Facto

---------------------
"The eternal mystery of the world is its comprehensibility." - Albert Einstein

Hej Ipso Facto.

Der er vist ingen, der har reageret på dine bemærkninger om, hvad du kalder "personfnidder" i dit svar til Anne 18/07/2008 17:00, og jeg synes, de er for gode til at lade gå i glemmebogen:

"- og jeg kan vist ikke selv sige mig helt fri for på ukristelig måde ikke altid blot at have vendt den anden kind til"

og

"Så for at få dæmpet personfnidderet ned igen, må jeg også tage mig selv i nakken og konsekvent ignorere alle indlæg som ikke forholder sig til emnet, men negativt og uvedkommende til personen."

De bemærkninger er i mine øjne al ære værd og ikke ofte set.

Den er den største, som kan overvinde sig selv - er der vist et gammelt ordsprog, som siger.

M.v.h. Arne.

Hej Ipso Facto.

Jeg har gennemlæst dit nye, lange og for mig at se ret så stringente indlæg om forholdet mellem filosofi og naturvidenskab uden egentlig at finde overraskelser - men det kan jo komme ved en nærmere gennemlæsning

Umiddelbart ser det for mig ud til, at du i de store linier er i ret god overensstemmelse med, hvad de åbenbart (iflg. Internettet) beskæftiger sig med på "Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier" på Niels Bohr Instituttet under Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet.

Det er selvfølgelig en overdrivelse at hævde, at hvis naturvidenskaben alene stoler på sin metodik - og er helt uden et naturfilosofisk fundamenet - så ku' det for mig godt ligne højhastighed på motorvejen - med bind for øjnene ;)

M.v.h. Arne.