Kære Michael.
Tak for din kommentar. Jeg er ganske enig med dig i, at vanskeligheden ligger i at opdage at der er tale om noget virkeligt og ikke blot noget, man læser i en bog. Hvis man blot læser tekster om livsvisdom og ligesom Thomas kun hæfter sig overfladisk ved den virkning, som de udøver på én selv, er man lige så langt fra virkeligheden, som man var før.
Man er i så fald blot en selv-dresseret papegøje, der lirer skriftsteder og smukke ord af sig. Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på gamle Mikkel Borgen i Kaj Munk’s »Ordet«, hvor han gør op med den missionske fundamentalist Peter Skrædder: »
Nej, jeg kan ikke med Folk, der kører frem og tilbage med Gud i Munden som med en Skraa.« (Citat slut)
Hvis det er sandheden, man søger, må man have opmærksomheden henvendt på, at man er omgivet af et kor af forkyndere, der – undertiden aggressivt – forkynder hver sit fortænkte budskab og forsøger at lokke én ind i en gruppering, hvor man kan sidde og dyrke indavl af påståede sandheder, der bliver belagt med ord, som kan læses i en bog.
Eller som kan læses på en hjemmeside, der er oprettet med netop dette for øje. For eksempel
dette besynderlige konglomerat af udpluk fra nogle af verdenslitteraturens dybsindigste værker. Men dybsindigheden ligger i konteksten og ikke i de bidder, som bliver pillet ud, som man piller kødet ud af den kogte hummer.
Det virkelige nås ikke ved læsning. Den dybsindige tekst kan højst blive en vejviser til virkeligheden. Men lader man sig nøje med ord på papir eller skærm, spiser man opskriften i den tro, at den er den færdige ret – forveksler landkortet med det faktiske landskab.
Men virkeligheden ligger lige for næsen af én, og du har selv peget på den ved at skrive:
»
(…) Handling kender ingen rangsforskel, kender ikke høj eller lav, spørger ikke om du har viden eller ikke.
Den er indenfor enhvers rækkevidde.
Og hvis vi tør handle, opdager vi selv hvad det indebærer uden at nogen behøver at fortælle os det.
Hvad det indebærer at turde.« (Citat slut)
Igen kommer jeg til at tænke på Kaj Munks »Ordet«. Her finder vi den ene af Mikkel Borgens tre sønner, der på grund af ulykkelige omstændigheder er blevet sindssyg og mener sig at være Jesus.
Johannes siger til den nye sognepræst, der aflægger høflighedsvisit på Borgensgaard: »
I vil leve i Ordet og ikke i Gerningen, i den tomme Bekendelse og ikke i Livets Fylde.« (Citat slut).
For mig at se ligger dette helt på linie med det, som du selv giver udtryk for, og derfor har jeg glædet mig over din kommentar, idet jeg tror, at du her har fat i noget, som jeg er dybt enig med dig i.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen