kære Ole.

du lod dig konfirmere, for at holde freden i familien, et godt motiv, men jeg synes alligevel det havde været ærligere at spille med åbne kort, som jeg næsten gjorde, hvilket så ikke hjalp mig og præsten fik så en total itureven bibel tilsendt fra: foreningen til kristendommens udryddelse, hvilket så var lille " modige " mig, som dog ikke turde sende det i mit eget navn, hvilket godt kan ægre mig lidt idag, men det var som du også skrev helt andre tider dengang, der var stor respekt for kirkens lejesvende.

Jeg forstår ikke at der ikke er fler der gør noget ved at præsterne for lov at bruge den normale undervisningstid til konfirmationsforberedelserne, når det jo nærmest er forbudt iflg. loven.
På min tid foregik det efter skoletid og der var nogle der skulkede fra det, især mig, som tidligere skrevet så var jeg i underskud af timer og kunne blive "frataget" konfirmationen, hvilket desværre ikke skete, en god kasse cigarer til hofnarren var mit adgangstegn-fandens også.

Og selvfølgelig er kirken yderst interesseret i at så mange som muligt blir konfirmeret og det om de tror eller ej, jeg så et sted i KD: dåbsoplæring og konfirmation er vigtig for kirken, fordi vi ved, at det er der, at fremtiden gror.

jo de er sku ikke helt dumme, men noget filter er de ikke interesseret i, hvilket så siger noget om den rene hensigt, næh, vi tager hele lortet, ret og kravl.

Interessant tråd denne her. ...

Tænker tanker om så forskellige, vi dog er. ...

For mit vedkommende er jeg egentlig Grosbøll meget taknemmelig. ...

(Det var jo præsten, som blev skudt i skoene, at han ikke troede på Gud) ...

Hvorfor min taknemmlighed overfor ham?

Jo, for inden da mente jeg vist, at det var præstens opgave at holde mig på troens vej. ...Egentlig sært at tænke, at det skulle være hans opgave.

Udbyttet af Grossbøll sagen blev for mig, at jeg blev dybt og inderligt klar over mit eget ståsted ... som et helt personligt anliggende mellem min Gud og mig - den gav egentlig anledning til en gang status så at sige på troens område. ...

Ingen kan diktere andre noget m.h.t. tro, men det er vel ikke så galt, at man rigtig gerne vil dele det med andre, som man selv finder så meningsfuldt?

Tænker, at det ikke er fair at skyde kirken og samtlige præster så mange negative ting på. ... Dels er vi jo alle forskellige - hvilket trosfriheds debatside jo helt åbenlyst stiller til skue ... og ligeså forskellige er vel den danske præstestand?

Er netop på vej til bibelmarathonmøde hos en ung, dejlig præst, som gerne deler ud af det, han også lærte i sine studier i teologi d.v.s. de forskellige landes historie og erfaringer med religionen. ...

A pro pos konfirmationsgave husker jeg, at jeg havde ønsket mig en bestemt hals-perlekæde og fik det fineste lille vækkeur. ... Lidt skuffet i øjeblikket, men taknemmelig over det de mange, mange morgener som fulgte i årene derefter, hvor jeg flyttede hjemmefra og selv skulle sørge for at komme op om morgenen. ...

Ikke så ringe endda, som man siger på godt jysk:

Nogle gange beder man om noget specifikt, men man får altid, hvad man har mest brug for. Det er i hvert fald min erfaring. ...

Hvad angår kirken og dens folk ... tja, da lægger jeg dem i Guds hånd, ... og dér må højeste autoritet jo meget passende også være.

m.v.h.
Zenia

Kære Zenia.

Du skriver: Ingen kan diktere andre noget m.h.t. tro, jamen var det ikke netop hvad missionærerne gjorde/gør, og de endda tvang religionen ned i halsen på de stakkels uvidne folkeslag der var lette ofre.
Har du nogensinde givet dig tid til at læse de utallige frygtindgydende beretninger fra denne side af kristendommen??

Nej sikkert ikke, de troende går gennem livet med skyklapper og ser kun hvad de vil se.

Var det en fair behandling af sine medmennesker??

Du må meget undskylde, men kirken/religionen har aldrig været fair overfor menneskene, der ikke straks faldt til patten, nu er bøtten så vendt, og kirkens magt er heldigvis brudt, så er det unfair at kirken og dens gejstlige får lidt af samme mønt, og især når mange mener at det hele er det rene bluff, hvem der så har ret får vi nok ikke at vide, men jeg er ikke i tvivl og har ALDRIG været.

Jeg må beklage, men jeg husker ikke hvad jeg fik i konfirmationsgaver, andet end en fin læderpung af nogle norske venner, der tog til min konfirmation, selvom han som kommunist var ateist og hans egen datter blev derfor ikke konfirmeret.

Men nogle af pengene blev brugt til porto til den store papkasse der blev sendt til præsten med den splittede bibel.

Kære treram.

Nu synes jeg ikke, at det er "at spille med åbne kort", når du selv lod dig konfirmere, og når din "protest" var en anonym forsendelse. De eneste anonyme breve, som jeg selv nogensinde har skrevet, har været gækkebreve, og de var ikke mere anonyme end, at de kostede mig en masse påskeæg til børnene i min familie. Mine forældre var skam også helt klare over, at jeg for længst var holdt op med at tro på Gud.

Men det trak som sagt også, at det var en spændende præst. Jeg kendte ham både fra min søsters konfirmation og fra gudstjenesten hver juleaftensdag, som vi unger blev sendt til for ikke at gå i vejen. Han lærte mig at se bag om bibelens myter til deres sandsynlige årsag, f.eks. at "kamelen gennem nåleøjet" var datidens slang for smuglervirksomhed. Hans uortodokse bibeltolkning, (som jeg senere ved flere lejligheder har diskuteret med Møllehave, og jeg kan godt røbe, at han ikke er enig med mig), gav mig et betydeligt mere realistisk syn på religion i almindelighed og kristendom i særdeleshed, og efter at have studeret psykologi har jeg selv fundet mange flere sandsynlige fortolkninger af myterne.

Min tid i konfirmationsforberedelsen var absolut ikke spildt, og er kommet mig til gode mange gange i diskussioner med troende af forskellig religiøs observans, og jeg har da sat en del teologer til vægs i tidens løb. Teologer har jo for vane kun at betragte tingene fra en enkelt vinkel modsat videnskabsmænd, som ser på alle tænkelige løsninger.

En af de mest mistolkede myter er den om arvesynden. Den har kirken jo brugt som advarsel mod at søge viden (at æde af Kundskabens Træ). Man udelader i fortolkningen behændigt, at der ikke er tale om kundskab i almindelighed, men kundskab om godt og ondt, d.v.s. moral. Hvad den historie i virkeligheden fortæller er, at da mennesket fik moral, så mistede vi det fredelige paradis, som vi hidtil havde levet i. Lige siden har mennesket brugt moralske undskyldninger for at forfølge hinanden og slå hinanden ihjel. Det sker ikke hos dyrene, for de har ingen moralske idealer. De kæmper kun når det er en fordel for deres overlevelse.

Det er teoretisk muligt at fordele denne verdens ressourcer så ingen dør af mangel på dem, men så længe der er mennesker, der er underlagt forskellige religioners moral, vil verdensfred være en umulighed. Trist, men uundgåeligt.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Ole Bjørn,

Egentlig kun dette:

Dine tanker omkring arvesynden falder i tråd med det, Ekim siger. ...

Du har sikkert også gjort dig dine tanker omkring "korsets gåde". Mon du vil dele dem her? ...

M.v.h. ... og på vej nordpå i regn og blæst
Zenia

Og kære Treram:

Bare dette enkle spørgsmål:

Bør vi egentlig ikke alle søge at lære lidt af fortidens synder. ...??

Og gør vi det, hvis vi fortsætter den samme tankegang??

Min lidt for flotte afslutning m.h.t. at lægge kirken og præsterne i Guds hånd ... er jeg ikke så stolt af. ...

Var lidt for smart og har derfor brug for at korrigere mig selv her :):

Det ér selvklart menneskets eget ansvar, når og hvis vi gør noget forkert. ...

Som jeg ser det, kan der først, når tilgivelse er sket og ændret tankegang er indtruffet, forventes andre resultater. ...

Noget andet er så, at man undervejs i denne proces kan bede om hjælp fra højere magter ... og det er den ganske lille villighed, som vi mennesker har så gruelig svært ved at imødekomme.

Kære begge to og Arne:

Tankerne omkring at hæve konfirmationsalderen til 16 eller 18 år får mig til at tænke på vor unge flygtningeven fra Burma, som fortæller, at i hans hjemland er konfirmationen en ganske individuel ting. ...

Man døbes ... og går i kirken regelmæssigt gennem opvæksten, og først når det unge menneske selv i sit inderste når til den overbevisning, at det er modent til det, går det til præsten og beder om at blive konfirmeret i sin kristne tro. ... På mig virker det forstandigt og ydmygt på samme tid. ...

Vor ven fortæller, at han var ca. 17 år, da han fandt tiden moden til sin bekræftelse af det, han blev døbt på. ...

Alt vel ...
Zenia