|
1
registreret
(1 usynlig),
797
gæster og
137
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#12850 - 27/04/2012 11:21
Re: Den Evige Filosofi
[Re: ole bjørn]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej igen..
Eftertænkte lidt både dine og Hans ord, den manglende forbindelse derimellem og knytter en sidste kommentar
Du skrev: "Hvad du gør med dit miserable liv er temmelig uinteressant, for det kan ingen have respekt for, og du kommer ikke til at blive rollemodel for nogen som helst. Det eneste gode ved din opførsel er, at eftersom du har udtrykt din foragt for næsten alle her på debatten, kan enhver regne ud, at hvad du siger om andre nok ikke har større sandhedsværdi, end hvad du har sagt om dem" - til hvilket".
- Har længe set det voldsomme overforbrug af dårlige undskyldninger, fra i mine øjne, ikke så lidt af et skvadderhoved. Endte med indtrykket af et forældet barns fantasier: nogle blev voksne, kom ud af det der før betragtedes fra indersiden af skolemuren - det forekom let men temmelig uvigtigt, at vokse sig ovenud båsen og rykke ind i andre. Men tilbage sidder altid enkelte og drømmer, derimellem en Hans - årene går, men de må stadig autoritetstro spørge om lov til at gå i gården...
Morskab, hinanden imellem, glider af på ham, i stedet rider vreden ham til skummet driver fra flanken, for den fantasiverden der afsløres her og dér - nisser på himmel og loft - består jo af lutter misundelse over andres lod, hvor psykologi kun omhandler vedligeholdelsen af hans egen fantasiproduktion, ikke sociale fænomeners interaktion, menneskelig forståelse, empati m.m. - objektet er hans eget subjekt, på hvilket øjet stadig stirrer sig blind, men p.a. egentlige mindreværdskomplekser. Eksponeringen nødvendig, ellers sidder man fast, men ærgerligt.
Havde han været digter, havde fantasierne fået en anden ham, men scrapbogen som realitet får kritikken skidtebras. At se et voksent menneske opføre sig som et pralende barn, er squtte kønt, slet ikke på en debat. Et selvsyn eksponeret igen og igen, som den uundværlige theo.-fil.-psykolog...ja, man tror sig jo tilbage for at hente barn i fritidshjemmet, hvor den ene overgår den anden med fantasifulde påhit, men her er altså tale om en mand, der forurettes over, at selvsynet ikke honoreres! Men ak, teologi åbner så sandelig døren til månen hos mange fantaster - mens rigtige teologer osv. må forholde sig til virkeligheden, menneskers reelle problemer m.m. Det er egentlig synd, for noget kunne nemlig ha' udviklet sig, og her tænker jeg kun på humoristiske betragtninger hinanden imellem, gode ironiske efterspil. Men barnet måtte blæse åbne døre ind. Nå, skidt med det, vreden set fra barnet er såmænd forstået - og det var så slut på temaet Hans, fra mig.
mvh - god weekend rundt.
Simon
Redigeret af Simon (27/04/2012 11:30)
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
#12956 - 12/05/2012 17:04
Re: Den Evige Filosofi
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7513
Sted: Sydsjælland
|
|
Jeg er fortsat i gang med Aldous Huxley's: Den evige Filosofi. Den er "tung at danse med", synes jeg, men indsigten og det globale udsyn, som Huxley bragte allerede i 1945 er for mig at se rigelig besværet værd.
I hans 17. kapitel: Lidelse citerer han bl.a. den anden af "Buddhismens Fire Ædle Sandheder":
Lidelsens årsag er begæret efter individuel tilværelse.
Her er et eksempel på, hvad han efterfølgende skriver:
Trangen til adskilthed eller begæret efter uafhængig og individualiseret tilværelse kan udtrykke sig på alle livets planer, lige fra den rent cellemæssige og fysiologiske, gennem det instinktive til det fuldt bevidste plan. Det kan være hele organismens higen efter en forstærkelse af dens adskilthed fra milieuet og den guddommelige årsag, eller det kan være en drift fra en del inden for organismen i retning af en forstærkelse af dens eget del-liv, betragtet som adskilt fra (og som følge heraf på bekostning af) organismens liv som helhed. I det første tilfælde er der tale om impulser, lidenskaber, begær, egenrådighed og synd; i det andet kan det der sker betegnes som sygdom, sår, funktionel eller organisk forstyrrelse. I begge tilfælde vil begæret efter adskilthed resultere i lidelse, ikke alene fo den der begærer men også for hans følsomme omgivelser eller milieu - andre organismer i omverdenen eller andre organer inden for den samme organisme. På én måde er lidelse noget fuldstændig privat, på en anden måde skæbnesvanger smitsom. Ingen levende skabning er i stand til at opleve en anden levende skabnings lidelse. Men begæret efter adskilthed som før eller senere, direkte eller indirekte, vil resultere i en eller anden form for privat og med andre u-delelig lidelse for den begærende resulterer også før eller senere, direkte eller indirekte i lidelser (som på samme måde er privat og u-delelig) for andre. Lidelse og det moralske onde har samme oprindelse - begæret efter forstærkelse af den adskilthed som er det primære hos alle skabninger. 
Men hele bogens budskab ser ud til at være at pege på denne adskilthed - og at vise vej til forening med, hvad Huxley ofte betegner som "den guddommelige årsag".
I sit kapitel 15: Tavshed, der bl.a. handler om, at vi lever i en "støjens tidsalder" slutter han med ordene:
Reklamen er den organiserede indsats for at udvide og forstærke dette begær (*) - det vil sige at udvide og forstærke netop den kraft der (som helgenerne og lærerne i alle de højere religioner altid har forkyndt) er den egentlige årsag til lidelse og uret og den største forhindring mellem menneskesjælen og dens guddommelige Årsag.
Det betyder selvfølgelig ikke, at blot vi afskaffer reklameindustrien, så er alt godt.
Der skal mere til - bl.a. kontemplation - men det kapitel er jeg ikke nået til endnu
M.v.h. Arne.
Redigeret af Arne Thomsen (12/05/2012 17:05)
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#13020 - 19/05/2012 11:50
Re: Den Evige Filosofi
[Re: Arne Thomsen]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7513
Sted: Sydsjælland
|
|
Det ser ud til, at Thomas, der jo startede denne tråd, for tiden ikke deltager, men jeg synes, tråden er så væsentlig, og fortsat mangler noget, så jeg tilføjer lidt her (Hvem der ikke orker, kan jo bare springe over).
Aldous Huxley har i sin bog: Den Evige Filosofi, et kolossalt baggrundsmateriale fra alverden større religioner og hans kritik af dem alle er skarp, men også berettiget, synes jeg.
Imidlertid er det ikke alt i religionerne, han kasserer, han har også fundet noget, som han tillægger værdi og kvalitet, og det overraskende er, at han finder de samme idéer udtrykt i vidt forskellige religioner, såsom kristendom (især dens mystikere), islam (især sufismen), i det, som vi under ét kalder hinduismen, samt i buddhismen, i taoismen m.m.
Det gennemgående tema er selvet i os mennesker overfor, hvad Huxley ofte kalder den guddommelige virkelighed (men også ofte ”den guddommelige årsag” eller bare ”Gud”).
(Her vil ateister, rationalister og materialister nok allerede stå af – uanset at dét, Huxley benævner som ”Gud” og de andre udtryk, han bruger, nok ikke er, hvad ateister sædvanligvis enten afviser eller direkte påstår ikke eksisterer)
Om den materielle verden rejser Huxley sidespørgsmålet, ”om naturen er pålidelig”, altså om vi kan stole på, at de naturlove, som naturvidenskaben er ved at afdække, at de altid vil være gældende, som David Hume m.fl. så på:
http://da.wikipedia.org/wiki/David_Hume
Man kunne tilføje Niels Bohrs kvantemekaniske princip: komplementaritet, at der er hindringer for at man kan se det hele på én gang, så at sige.
http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Fysik/Klassisk_mekanik_og_kvantefysik/komplementaritet (kopier og sæt ind)
og også Bohrs og Werner Heisenbergs: Københavnerfortolkningen om, at ”man kun kan se verden, når den bliver målt og altså ikke som naturen er i sig selv.”
http://da.wikipedia.org/wiki/K%C3%B8benhavnerfortolkningen (kopier og sæt ind)
(Jeg tænker: Hvor godt kan myren forstå en computer? – Hvor godt kan mennesket forstå universet?)
Ikke desto mindre har naturvidenskaben givet os et godt greb om verden samt en masse teknologi (som vi desværre ikke er alt for gode til at håndtere), og denne videnskab udviklere sig jo stadig.
Huxley kritiserer således ikke naturvidenskaben - snarere tværtimod.
Huxley fokuserer på selvet og hvordan selvet hindrer os i at se verden, som den virkelig er.
Det er jo klart at vi skal passe på os selv, sørge for føde og husly osv. Men når der er tilstrækkeligt til at overleve, så er det jo, vi har muligheden for at lade selvet træde i baggrunden, og det er så her Huxley finder udsagn i alle religionerne, der siger, at netop dét er vejen til at se og forenes med ”den guddommelige virkelighed”.
Selvet fylder os med begær (efter rigdom, status, magt) og frygt (for tab, sygdom, død). Det ”blinder” os og spærrer os ude fra vejen til ”oplysning”.
Vi kan stræbe efter at blive ”rene af hjertet” f. x. ved at gøre gode gerninger, men det fører ofte til selvforherligelse, og vi kan angre, hvor vi har fejlet, men det føre ofte til selvcentrering og selvmedlidenhed, men sjældent til handling (metanoia: ”at komme i tanker om noget bedre”).
Vi kan også deltage i ritualer og bruge billeder og symboler, det, indrømmer Huxley, kan godt vise vej, men det kan også føre til afguderi.
Vi kan bede og meditere o.m.a., men er vi selviske, selvcentrerede, selvglade eller selvbebrejdende kommer vi ingen vegne.
Kontemplation er iflg. Huxley vejen.
Så hvad er kontemplation?
Herom skriver Wikipedia:
”Kontemplation betegner indenfor mystik og meditation en religiøs praksis hvor den udøvende gennem en koncentreret fordybelse mister bevidstheden om sig selv og retter al opmærksomhed mod målet for fordybelsen.”
http://da.wikipedia.org/wiki/Kontemplation
Huxley skriver:
Det er en grundsætning i alle de historiske formuleringer af den evige filosofi at kontemplationen er menneskelivets mål – dette at fatte Gud direkte og intuitivt; at handling er vejen til dette mål; at et samfund er godt i samme grad som det gør kontemplationen mulig for sine medlemmer, og at tilstedeværelsen eller eksistensen af i det mindste et lille antal kontemplative er nødvendig for ethvert samfunds trivsel.
Noget af det sidste Huxley skriver om det, der er muligt, og som han kalder den evige filosofi, er:
For den fuldt oplyste og forløste person er samsara og nirvana, tid og evighed, fænomenet og virkeligheden ét og det samme.
Nirvana ultrakort: “forløsningens virkelighed” – se: http://da.wikipedia.org/wiki/Nirvana
Man kan vel sige, at Huxley via de mange religioner kommer frem til, at der eksisterer en mere sand virkelighed, end vi mennesker normalt er i stand til at opfatte, fordi selv og mig og mit ”skygger” for det.
Har han ret?
Det ved jeg ikke, men skulle jeg vælge mellem Nej og Ja, ville det for mig blive et Ja.
Det skyldes, at jeg selv engang p.g.a. omstændigheders sammentræf ganske uforvarende dumpede ind i en situation, hvor jeg mistede mit selv, foran en Kristus Ikón, og en ganske lille smule oplevede en splinterny verden – som jeg har måttet opgive at beskrive - og egentlig også kun har en allerhøjst ganske svag anelse om.
Det kan jo være mig, der er tosset – og Huxley ligeså – men det bekymrer mig faktisk ikke
M.v.h. Arne.
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#13023 - 19/05/2012 15:42
Re: Den Evige Filosofi
[Re: Arne Thomsen]
|
|
|
Kære Arne, Tak for dine fortræffelige indlæg i tråden her  Jeg har været væk fra debatten længe, men vil gerne så småt gå i gang igen. Men når jeg ser dine flotte indlæg, som pryder tråden, så tør jeg næsten ikke at "spolere" den med mine egne indlæg. ... Derfor giver jeg kun et lille "pip" fra mig denne gang ... Dine sidste par indlæg, hvor du bruger dine egne og Aldous Huxleys ord til at tale om "det lille selv" vs. "det store Selv" eller "den større virkelighed", minder mig om nogle ord af Lao Tzu: Something infinite,
Older than heaven and earth,
Silent, solitary, and vast;
Eternal, unchanging,
Yet ever evolving
Throughout ten thousand things.
Not knowing its name,
I call it Tao.
To embrace all things
means that one rids oneself
of any concept of separation:
male and female,
self and other,
life and death.
Division is contrary
to the nature of Tao.Fred, Thomas
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
