I stedet for at stille sig alle disse ideale spørgsmål, om hvad man burde leve op til, så burde man måske stille sig selv spørgsmålet, hvorfor man ikke gør det? lever op til det?

Hvis man lytter ordentlig efter er jeg sikker på, at man forstår det svar man giver sig selv på det spørgsmål, som man har stillet til sig selv.

Kære RoseMarie,

Tak for den dejlige sindsro-bøn/serenity prayer

Jeg har hørt og læst den før. Og nu har jeg også læst lidt om den på wikipedia. Og ifølge wikipedia er bønnen ganske rigtigt af Reinhold Niebuhr, i hvert fald i sin skrevne form. Den er - igen ifølge wikipedia - fejlagtigt tilskrevet Thomas Aquinas, Cicero, Augustine, Boethius, Marcus Aurelius og Frans af Assisi.

Men den har været talt før i andre versioner. Eller: Der har været andre, lignende ord. Her er et fra buddhismen af Shantideva:

If there’s a remedy when trouble strikes,
What reason is there for dejection?
And if there is no help for it,
What use is there in being glum?

Men jeg holder mere af den bøn, du præsenterede - og så endda på dansk. Den rummer både kærlighed, overgivelse, håb, fred, lykke

Fred,
Thomas

Hej Mich..

"I stedet for at stille sig alle disse ideale spørgsmål, om hvad man burde leve op til, så burde man måske stille sig selv spørgsmålet, hvorfor man ikke gør det?".

- Spørgsmål til idealer man forfægter, forventes skam også besvaret/kommunikeret med referencer til realistiske perspektiver, uden hvilke man må erkende den slags som fiktion.

Illusoriske verdensbilleder og menneskesyn mangler netop den forankring i virkelighed mennesket (uanset fantasier om den) må forholde sig til, for at kunne overleve. En missioneren af parallelle virkelighedssyn har m.a.o. ingen nytteværdi overhovedet, ene og alene fordi fordi fiktioner af den art (som du ser) kun har fantasien som reference - helt som tilfældet er med mange af symbolerne der præsenteres ;)

Skuffelsen i mødet med nødvendig erkendelse af et værdisyns forfald, kan imidlertid få div. missionærer til helt at resignere. I stedet bruger de så tiden i livet på at tolke begrebet 'virkelighed' ind i en urealistisk fiktionslitteratur med hvilken nogle tjener virkelige penge - der er fint med omsætning på et markedet bestående af skuffede virkelighedssyn.

Et parallelt tankeunivers kan man jo bøje og udvide efter behag, ja lade det absorbere et hvilket som helst tankeobjekt man godt ka' lide, himmelnisser er ret populære. Problemet er imidlertid det samme som i udgangspunktet, i det man jo stadig er ude af stand til med sin fiktion at skabe en nødvendig reference til realiteterne i det fælles virkelighedsrum og som nogen altså kan bruge til noget - eksempelvis til bygning af realistiske perspektiver til fremme for netop idealer, som bare er bygget på erfaringer og viden.
Og hvis man gerne slår en god tid ihjel med nydelig litteratur, så findes der jo et hav af gode forfattere, der for en stor del har en særdeles flot forståelse af vores fælles virkelighed, ja de kan ligefrem inspirere læsere med helt realistiske alternativer, tænk bare på en forfatter som John le Carré's med "Den gode tolk" - lidt af en forskel, vil jeg mene.

Men fint at se dig bryde tavsheden med fornuftige spørgsmål til absurditeter her og dér, men du ska' nok ikke forvente en god forklaring fra den kant, for der er ingen..;)

mvh
Simon

Kære Arne,

Du skriver:



Disse spørgsmål er simpelthen så interessante, at jeg håber, at du vil holde os fast på dem.

Jeg vil forsøge at give et svar - mit svar - på hver af dem i hver sit indlæg, hvis det er muligt at opretholde et fokus på dem i en dialog (hvor jeg håber, at andre vil blande sig):



Et enkelt svar ville måske være, at det er det eneste rigtige. Og så kunne man spørge "hvorfor det?".

Jeg mener oprigtigt talt, at svaret kun kan forstås ved en trans-rationel erkendelse. Jeg synes, at det er værd at lægge mærke til, at præ-rationel og trans-rationel begge er ikke-rationel. Men præ-rationel henfører til forestillinger og følelser, mens trans-rationel henfører til en måde at erkende på, som ligger højere og har transcenderet det rationelle erkendeområde. Skal vi bruge sproget, vil det derfor ofte ligne billeder og metaforer, der vil tale om månens sølvagtige lys, mens det stadig kræves at åbne øjnene for rent faktisk at se det.

Men jeg vil forsøge:

Hvorfor skal vi trække vejret? For at kroppen kan leve!
Hvorfor skal vi elske? For at sjælen kan leve!
Men er dette ikke egoistisk? Nej, for i dybet af sjælen er vi alle ét.

Der er en komplethed, en fuldkommenhed, Det Absolutte - et lys der ikke kan beskrives ved den skygge, der kastes ... for i dette fuldkomne lys er der kun lys. Og her kan spørgsmål ikke instrumentaliseres - de smelter væk og erstattes af Det Ene Fuldkomne, som enhver må realisere. Fordi det er fuldkomment.

Fred,
Thomas