Dagligsprog og begreber. Som danskere taler vi selvfølgelig dansk, men taler vi det samme sprog? Det gør vi overhovedet ikke, hvis vi forestiller os, at vi forstår alle almindelige ord på samme måde. Det gør vi kun i den udstrækning, at ordene betegner fysiske ting og begivenheder, som vi har nogenlunde de samme erfaringer med. Alle forstår sætninger som "sæt dig ned", "der går en hund og snuser", "det bliver måske regnvejr i morgen" og "jeg havde en voldsom hovedpine i går".
Men så snart ordene skal beskrive eller involverer følelser og begreber, så opfatter vi dem vidt forskelligt, afhængigt af de erfaringer vi har i forbindelse med de pågældende ord eller sætninger. Et ord som
kærlighed vækker helt andre associationer hos mennesker, der føler sig ensomme, end hos mennesker med et stort socialt netværk. Hvad ét menneske opfatter som
retfærdighed, opfatter et andet måske som en uretfærdighed, og et begreb som
demokratisk har næsten lige så mange forskellige betydninger, som der er mennesker. Endnu værre står det til med et begreb som
moral. Hvad der er god moral hos den ene, er dårlig moral hos en anden.
Vi betegner sådanne ord som værdiladede, fordi de vækker følelser i os, som kan udnyttes til at manipulere os. Hvis en politiker siger om en modstander, at "han har en dårlig moral", så vil de fleste forbinde det med handlinger, som er i modstrid med deres personlige opfattelse af "god moral", og ikke med politikerens opfattelse af moral eller taktiske hensigt.
Nu er vi dog så vante til, at politikere søger at nedgøre hinanden, så den slags udtalelser bliver kun taget for pålydende af mennesker med samme politiske overbevisning som ophavsmanden. Hvad de færreste tænker over er dog, at den samme form for retorik anvendes af næsten alle mennesker i udpræget grad i dagligdagens diskussioner. Vi (mis)bruger også værdiladede ord for at hævde vores opfattelse.
Debatsprog og citatfusk. Informationsværdien af værdiladede ord er i sagens natur meget lille, da de ikke refererer til fælles opfattelser. Lidt populært kan man sige, at et debatindlæg fyldt med værdiladede ord fortæller mere om "forfatteren" end om det, indlægget søger at beskrive. Vi røber en masse om os selv gennem den måde, vi udtrykker os på.
Den saglighed og rationalitet, der præger videnskabelige diskussioner, finder man sjældent i internetdebatter. De fleste fora er fyldt med debattører, hvis primære intention er en social kontakt, hvor de kan få anerkendelse for deres synspunkter, noget som de måske savner i deres nærmiljø. De drives ikke af en trang til at forstå andre, men af en trang til selv at blive forstået. Det skævvrider selvfølgelig enhver dialog.
Typisk tager det form som citatfusk, hvor man omfortolker de andres udsagn i modstrid med den faktiske tekst eller med den kontekst, som den er bragt i. En anden retorisk teknik er at antyde sin egen store viden og kendskab til "anerkendte" autoriteter ledsaget af udvalgte citater, eller sarkastisk at beskylde andre for "bedrevidenhed" eller for "dumhed". Begge postulater har samme formål, at fremstille sig selv som den overlegne i viden og forståelse. Det er let at se, at alle udtalelser af ovennævnte slags ikke indeholder nogen som helst sagligt værdifulde informationer.
Der er to hovedårsager til, at mennesker deltager/læser internetdebatter. Den første er for at blive klogere på de emner, der diskuteres. Her er der meget langt mellem snapsene på trosfrihed.dk. Den anden er den underholdningsværdi, der ligger i at overvære den verbale magtkamp mellem deltagerne. Her viser statistikken, at jo højere bølgerne går, des flere læsere (gæster) tiltrækkes af debatten.
Det kan næppe være anderledes, når hovedparten af debattens faste stok reelt ikke er interesserede i at forstå andre mennesker. Når det sammenholdes med, at undersøgelser har vist, at de fleste mennesker er funktionelle analfabeter - d.v.s. at de har vanskeligheder med at forstå skriftlige udsagn, fordi de digter deres egne fordomme ind i det, de læser, så er der lagt et solidt grundlag for at tale forbi hinanden, eller i informationsteoretisk forstand, at kommunikationen mislykkes totalt.
Man kunne ønske, at sprogforståelse var et skolefag, så alle lærte om de misopfattelser, der er en følge af sprogets mangler som kommunikationsredskab. Men det er jo altså ønsketænkning, for de fleste foretrækker at bruge sproget til at hævde deres position med i stedet for gennem deres handlinger. Ordet er jo (omkostnings)frit indenfor rammerne af ytringsfriheden.
Mvh og på gensyn
Ole Bjørn :o)
Spørgsmål til uddybning af mit kursus i sprogforståelse besvares gerne.