Kære Ole Bjørn

Da jeg skrev mit sidste indlæg, tænkte jeg ved mig selv, at du nok ville starte ud med at skrive: "Du var helt klart meget søvnig, da du skrev din kommentar". Nuvel, det har du sikkert ret i, men det er alligevel ikke helt det samme, vi skriver.

Vi er enige om, at spørgsmålet om hvorvidt beretningerne om Jesus
er sande eller falske er uvigtige og irrelevante i den forstand, at vi har et vidnesbyrd som var, er og som kommer.

Hermed står vi som enhver lingivist med et stykke nytestamentlig litteratur, der på den ene side har sat nogle dybe spor i historien, mens den på den anden side kan betragtes som et litterært værk bestående af myter og profetier. Det er ud fra den synsvinkel, at jeg anskuer Det Gamle Testamente og til dels Det Nye Testamente.

Når jeg kun skriver "til dels Det Nye Testamente" skyldes det netop troen på, at videsbyrdet i NT rækker så dybt ind i vores historie, at budskabet ophæver sig selv som en litterær genre. Budskabet bliver derved ikke blot et objekt - velvidende om at budskabet som religion er et objekt for vores tro og livsanskuelse - og heller ikke religiøst tankesæt, der består som en konstrueret verdensanskuelse.

Religion betragter jeg som noget, der fortløber sammen med livets horisontale dimension; vores kultur og levned. Religion er på sin vis en konstrueret størrelse, der gennem de sidste årtusinde er blevet et udtryk for menneskers måde at etablere deres tilværelse på. Derfor har religion og politik altid været en sammenvævet størrelse, idet troen på Guds eller guders eksistens var selve grundaget for, at samfundet kunne eksistere. Dette bevidner et utal af udlægninger fra en historisk, arkæologisk og religionsvidenskabelig synsvinkel. Herfra er det let at angribe religionen og dens magtstrukturer i de mange samfund som en undertrykkende faktor. Det enkelte individ har således ikke haft andet end religionen at forholde sig til, hvilket må være tilfældet, når man ser på kirkemagten og religiøse menneskers måde at udøve deres tro på - netop fordi, at tro var et religiøst og politisk tankesæt. Derfor er religion blevet ansatsen til megen kritik. Men religion er også et udtryk for noget dybere, nemlig troen og troens relation til det åndelige; det vi ikke kan se eller rationelt begribe.

Med sekulariseringen har religionen fået en anden betydning. Dette ser vi f.eks. i den protestantiske udgave af kristendommen. Her spiller Luthers kritik af den katolske kirke en væsentlig rolle. Med Luthers sola scriptura kommer der et nyt fokus på selve evangeliet om Jesus Kristus, og det gøres klart i opgøret med kirkeautoriteten, at alle troende er præster (jfr. det almene præstedømme ). På den måde kom til troen til at spille en større rolle end religionen, som den var udformet af den romersk-katolske kirke.

Holder vi os til debatportalen Trosfrihed giver Arne Thomsen os et bud på det, at religion er mere end en kultur og et religiøst tankesæt (Verden Er; og det kan beundres, der er noget, som selv videnskaben blot må forundre sig over). Det er jeg enig med Arne i, men jeg vægter som tidligere nævnt ikke så meget "verden omkring os" og behovet for at forklare denne i kosmologisk forstand. Jeg taler gerne Om Gud og Med Gud i en jeg-du relation. Dette er muligt, fordi Jesus er Guds inkarnerede Søn; dvs. Gud er ikke bare en kim til noget beundringsværdigt, men er Gud-med-os-midt-i-denne-verden. Dette kalder du for et religiøst tankesæt; Hanskrist og jeg kalder det for Kristusbegivenhed, og Thomas kalder det for Jesu ord og bud. Hver for sig giver vi et bud på et religiøst tankesæt set fra en religionsvidenskabelig vinkel, men hvorvidt Jesu ord og beretningerne om hans liv, død og opstandelse blot er "symboler", der som et billedligt og håndgribeligt tegn kan sige noget om vores tilværelse, afgør troen.

Fra troens perspektiv er der ikke bare tale om et symbol og et religiøst tankesæt men derimod om livet som en helhed, hvor vi alle er pulslag af det samme åndedræt.

Mvh
Anne

Kære Arne.

Hvordan du kan få en kritik af fanatisme (bogstavtro fundamentalisme) til at blive en kritik af religiøsitet, er mig en gåde. Jeg har hverken kritiseret din religiøsitet eller Annes eller HansKrists eller andres her på debatten, bortset måske fra Thomas', der indtil fornylig har hævdet, at teksterne i ægte såvel som falske evangelier fra ord til andet var Jesus egne ord og repræsenterede SANDHEDEN.

Med hensyn til det andet punkt, så vil du vel ikke nægte, at tro kan give ro i sjælen, og det er hvad alle mentalhygiejniske foranstaltninger tilstræber.

Du vil vel heller ikke nægte at skabelsesmyterne og de mere end 5.000 guder er menneskeskabte historier. Ellers er der sandelig trængsel i gudernes verden.

Hvis vi ser tilbage på gudebegrebernes tilblivelse og sammenholder det med den psykologiske viden, vi har i dag, så er de helt klart en række forsøg på at give en forklaring på alt det ukendte og skræmmende, så man vidste, hvordan man skulle forholde sig til det. Men når man har accepteret en forklaring som sandhed, så ophører man med at være nysgerrig med hensyn til disse emner.

At nogen så falder i den anden grøft og bekæmper andres ret til at søge en anden forklaring, er en af de triste konsekvenser af fundamentalisme. Ser man bort fra magtaspektet, så er det inderst inde sikkert angsten for, at man har taget fejl, der får nogle mennesker til med overtalelser eller magt at tvinge andre til at antage samme forklaring. Personligt har jeg en teori om, at de "faste i troen" i virkeligheden er de mest usikre. Deraf opstår deres behov for, at andre skal bekræfte deres tro. En sand troende hviler i sig selv, og har ikke behov for at missionere.

Der er altså heller ikke på dette punkt tale om en kritik af religiøsitet. En forklaring på religionernes sandsynlige tilblivelse er lige så lidt en kritik af religiøsitet, som evolutionsteorien er en kritik af troen på Den Treenige Gud.

Om du undskylder eller ej er mig egentlig ligegyldigt, for jeg bærer ikke nag. Når jeg overhovedet nævnede det, så var det affødt af din egen erklæring om, at du altid var rede til at give en undskyldning, når du havde indset, at du var "kommet galt afsted". Dit noget forbeholdne og betingede svar tyder ikke på, at du helt er nået til dette punkt endnu.

Undskyldninger er ikke noget, man handler med, og kræver modydelser for. Sådanne undskyldninger er intet værd i mine øjne. Hvis jeg føler, at jeg har begået uret overfor et andet menneske, er jeg altid parat til at give en uforbeholden undskyldning. Men jeg anser det ikke for forkert at forsvare sig mod personlige angreb.

Jeg føler derfor ikke noget behov for at undskylde, da alle mine bemærkninger om dig er direkte affødt af din kritik af min person. Så længe du holder dig til emnet og afholder dig fra personkritik og decideret ordkløveri, vil sådanne konflikter ikke opstå i en debat med mig.

Du har selvfølgelig ret til at have en anden mening om tingene, men må så som alle os andre acceptere konsekvensen af vore egne handlinger.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

"bortset måske fra Thomas', der indtil fornylig har hævdet, at teksterne i ægte såvel som falske evangelier fra ord til andet var Jesus egne ord og repræsenterede SANDHEDEN."

Lad venligst være med at lyve, Ole.

Kære Anne.

Jeg har altid taget afstand fra begrebet religionsvidenskab. Religionshistorie kan være videnskab. Psykologiske undersøgelser af vore tanker og forstillinger kan være videnskab, men religion i sig selv kan aldrig være videnskab. Det er en falsk betegnelse.

Videnskab handler om noget, der kan vides. Tro handler om noget, der ikke kan vides, men kan føles uafhængigt af og sommetider i modstrid med viden. Både videnskab og religion kan betegnes som en lære, men hvor videnskab er læren om konstatérbare ting, er religion læren om et sæt antagelser om noget overnaturligt og altså ikke konstatérbart.

Du anskuer religion inde fra en enkelt af dem. Jeg anskuer alle religioner udefra og kan derfor lettere sammenligne dem og se deres forskelle og ligheder. Følelsesmæssigt har du derfor et større indtryk end jeg. Videnmæssigt har jeg et større perspektiv end dig. Men det udelukker ikke, at vi kan være enige om visse ting.

Uanset om kristendommen har trukket dybe spor i menneskenes historie, så er det fortsat ikke den eneste religion, der har trukket dybe spor. Men alle disse spor omfatter kun menneskenes historie i en periode på få tusinde år. Set i forhold til jordens historie har det kun været et uvæsentlig glimt, og set i forhold til universets historie et forsvindende lille glimt.

Men når vi bruger Occams razor på problemstillingen ender vi samme sted. I sidste instans er både religion og videnskab et personligt anliggende, der vedrører ens egen opfattelse af verden i al dens kompleksivitet. Og her må både videnskaben og troen acceptere, at vi ikke evner at forstå helheden, og derfor må nøje os med forestillinger om sammenhængen.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.