Religion er opium for folket, sagde Karl Marx. Og han havde ret ligesom han havde ret i sin analyse af det kapitalistiske samfund.

Men at religion er opium for folket betyder ikke at Gud ikke eksisterer. Det betyder ikke at vi som mennsker ikke er i stand til at elske hinanden.

Det er vores oprindelige natur, at elske hinanden, men vi bliver ført vild af det moderne samfund hvor der ikke er nogen sand vejledning.

Sandheden er at forstå sig selv. Det er den fordi vi selv er livet. Når vi gør den storslåede opdagelse, at vi selv er livet er det iboende at det samme er en hvilken som helst anden.

Kærligheden i vores hjerte er blevet blind, stum og døv. Alting drukner i vores flugt fra smerten i vores hjerte. Smerten over at der ikke er nogen kærlighed.

Før vi kan nærme os kærligheden i vores hjerte må vi afvise enhver tro, for sandheden vil til enhver tid afvise enhver trosform.

Men der findes noget andet end det vi normalt kalder tro. Man kan kalde det tro, men man bliver nødt til at lytte bagom ordene, for tro bliver fortolket på så mange måder, efter forgodtbefindende af mennesker der ikke kender sig selv.

Det er svært at kende sig selv. Det er svært at forlade barndommens tryghed hvor autoriteten og trygheden kom udefra og selv være den der tager stilling.

Det er svært at forstå sig selv og det var derfor Jesus kom. Det var Hans offer at vi ikke behøver at forstå os selv, men at vi kan nøjes med at elske hinanden. Og hvor svært er det ikke, at glemme sig selv og lade en anden komme først.

Bag vores trivielle dagligdag, hvor vi hele tiden forsøger at fylde os selv i vores desperate behov for kærlighed, er der en anden virkelighed.

Hvis man i sandhed glemmer sig selv åbenbares denne virkelighed.

Og da vil man sande at man aldrig har kunnet forestille sig hvad lykke er.