Kære Arne,

Hvis du søger inspiration i det, du får serveret fra de mennesker, du i den anden tråd debatterer med for øjeblikket, eller i den form, debatten har taget, så ønsker jeg dig al mulig held og lykke.

Jeg kan ikke se, hvordan hverken indhold eller form lever op til en debat, der er værd at deltage i. Hvis vi skærer 95% fra de indlæg, du modtager (dvs. hvis vi fjerner alle personangrebene), så står vi tilbage med et indhold, der hverken problematiseres eller begrebsafklares. Den didaktiske udformning, der bl.a. består af billeder og metaforer - som ganske vist kan kompleksitetsreducere et indhold af den type, som I diskuterer - tager en så overfladisk udformning, at indhold og konklusioner skævvrides og bliver lodret forkert. Det er ikke en blot gymnasiel uddannelse værdigt at præsentere nogen for sådan et indhold, der er ment til at være sagligt og videnskabeligt. End ikke i folkeskolen ville man spise børn af med sådan noget.

... ganske vist skal der være plads til alle her på siden. Men skal dårlig sprogbrug, manglende argumentation, nul begrebsafklaring, ingen problematisering, overfladiske konklusioner uden teoretisk el. fagligt afsæt, et bombardement af bemærkninger om, at du er syg i hovedet o.a., fremstilles som et stykke lærerigt tekst?

Jeg håber, at du finder den inspiration, du søger. "Lakmusprøven", som du siger. For som jeg ser det, så er der lige nu nogen, der får tilfredsstillet et grusomt behov ved din gode vilje, din tid og dit møje.



Det frastøder mig. Jeg vil nok stadig kigge ind nu og da - og håbe på at "ordkrigene" er stoppet til fordel for relationer mellem mennesker, der ønsker en positiv og opbyggende dialog.

Indtil da vil jeg nok kun skrive en sjælden gang. Det ærgrer mig så afgjort, at det ikke lykkedes mig at trække dig væk fra den debatform, der udspiller sig her på "Trosfrihed"; jeg ville have nydt begyndelsen til en anden kultur her på siden.

Men tak for de samtaler, vi har haft Arne. Dem har jeg i hvert fald fundet inspirerende :-)

Venlig hilsen,
Thomas

Overskriften er relevant for indholdet i denne tråd. Et godt gammelt dansk ordsprog siger: Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er!" Her har debattens to største hyklere slået sig sammen i en gensidig roseklub, fyldt med lodrette løgne om andre debattører og en selvforherligelse, der kun overgås af Hanskrist. Sidstnævnte gør det dog så groft, at det mister enhver forbindelse til virkeligheden.

Med Arne og den anonyme smædeskriver Thomas er det anderledes. De minder mere om de sure, menneskefjendske indremissionske præster, for hvem det nye testamentes kærlighedsbudskab er tomme ord, som de aldrig har efterlevet i praksis, men udslynger som bandbuller mod enhver, som modsiger dem. De opfatter begge sig selv som forfulgte martyrer, der "heroisk prøver at udholde verdens ondskab".

Ikke på noget tidspunkt har de forsøgt at forstå årsagerne til modstanden mod deres hykleri og løgne om andre, eller vist respekt for andres synspunkter. Arnes standardbemærkning, "det har de jo ret til" oser af misbilligelse over, at andre ikke vil anerkende hans personlige tilbedelse af uvidenheden. Når han ikke selv kan forstå, udelukker han muligheden for at andre kan forstå.

For dem begge gælder det, at deres menneskeforagt går langt tilbage. Alle, der har forsøgt at komme i dialog med dem, er blevet mødt med afvisning og fjendtlige reaktioner, og når de to er blevet fanget på modsigelser i deres argumentation, har de løgnagtigt søgt at omfortolke andres ord til den modsatte mening, eller har afslået at debattere med begrundelsen, at det var "under deres værdighed". Foragten for andres opfattelser er her klippet ud i pap.

Trosfrihed er ikke blot en ret. Det er et uafviseligt faktum, at man ikke kan binde tanken. Vi er alle forskellige, og vi tænker forskelligt. Men vi deler et ønske om at befinde os godt, også i selskab med andre. Nærlæser man de forskellige debattørers indlæg kan man tit se livsglæden piple frem, selv om vi har vidt forskellige opfattelser af verden. Selv hos den tungsindige Michael kan man fornemme livsglæden, når han bliver virkeligheden bevidst, kikker på en and eller vipper med sine tæer.

Men hos Arne og Thomas finder man ikke sådanne spor, kun en stædig klamren sig til en beruselse i ord, som aldrig kan erstatte den menneskelige virkelighed, som de ikke forstår.

Egentlig er de kun at ynke, og det gør jeg da også, men jeg vil alligevel til hver en tid bekæmpe deres forsøg på at trække andre ned på deres hykleriske plan. Livet er en glæde, som vi kan dele eller isolere os fra. Den glæde skal vi ikke lade nogen skinhellige religiøse lyseslukkere tage fra os.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Go'e ord om trosfrihed, forskellighed, velbefindende og livsglæde. Tak for ordene

KNUS fra RoseMarie