Man må spørge sig selv hvad alt dette ”trosfrihed” skal betyde? Frihed til at tro på hvad som helst man bilder sig selv ind. Enhver har ret til at have sin egen mening og vi skal respektere hinandens tro? Hvad er det for noget pladderbævl.

Er der ikke noget der hedder sandhed mere.

Og hvilket forhold er der mellem sandheden og troen?

Kunne måske spørge dig om, hvorfor du spørger?

Jerry

-------------------------
Michael:
"Og hvilket forhold er der mellem sandheden og troen?"

Tjah, ifølge dig selv så noget med; "Hvad er det for noget pladderbævl."

Tro og forståelse går hånd i hånd. Ellers er der tale om 'blind tro', hvilket er en selvmodsigelse. Hvordan kan man påstå oprigtigt at tro X, hvis man ved, at det ligeså godt kan være Y? Det giver ingen mening!

Michael: Jeg har enten en kuglepen i hånden nu, eller også har jeg ikke - hvad TROR du? Du kan ikke tro en skid uden grunde! Du kan gætte, men du kan ikke i alvor rent faktisk TRO, at det ene eller det andet er tilfældet. Hvis du svarer, at du tror, jeg IKKE har en kuglepen i hånden, fordi du tror, at jeg skriver tifinger-system, fordi jeg skriver meget eller ofte, eller du har set mig skrive på chatten, så har du pludselig grunde, og så er det muligt at tro.

Det er umuligt at fastholde en tro uden grunde til at tro. Det kan muligvis være svært at formulere disse grunde, men de må altså være der. Ellers erkender man, at man ligeså godt kan tro noget andet - og så kan der ikke længere være tale om tro, men rent og skært gætværk; "Jeg tror ikke dette eller dette, men jeg gætter på..." bliver resultatet.

Også med Jesus: At tro Jesus er at FORSTÅ ham. Som han selv siger: At FATTE ordet. Forstår vi noget, kan vi tro... dette får os til at HOLDE FAST i ordene. Og efterhånden vil vi forstå mere, tro mere, og med sandhedens ånd vil vi få vished.

Forståelse, tro og vished følges ad.

Det er religionerne, der har voldtaget begrebet 'tro', indtil det er blevet noget med at tro 'blindt'. En selvmodsigelse som så meget andet religiøst ævl.

Jeg er ikke helt enig, Thomas, og jeg fristes til at linke til mit indlæg i går, selvom det endnu en gang ikke kunne få Kurt til at reagere, og det gjorde han sikkert ikke, fordi han ikke kunne forstå det:

http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/ubb/showthreaded/Number/1055

Var det så bedre, om jeg havde citeret noget fra NT, f.eks. en passage, hvor Jesus taler til sine disciple eller dér, hvor han taler til folkeskaren i lignelser, fordi de ikke forstår gudsrigets hemmeligheder?

Nej, det bliver alt for spekulativt og kropsløst. Jeg er ikke en Jesus, men et menneske, der ved at være menneske kan sætte ånd og krop på det budskab, der bare venter på at udfolde sig. Tro er ikke bare identisk med forståelse. Og forståelse er heller ikke bare identisk med sandhed. Det er selvfølgelig en nem løsning for derved at kunne afvise de elementer omkring Jesu undergerninger og ikke mindst Jesu død og opstandelse, som vi ikke forstår, da slige hændelser strider mod naturens lovmæssigheder.

Jeg kan godt mærke, at jeg står lidt alene i min position her, og at jeg måske kunne udfolde mig mere på religionsdebatten, men det er så et spørgsmål om prioritering og rummelighed.

F.eks. undrer jeg mig meget, når du (Thomas) og jib synes at kunne alliere sig. For jib er Jesus billedet på et godt kristent menneske, en Guds søn, akkurat som FlVang er Guds søn og et godt kristent menneske http://onlinedebat.religion.dk/showflat.php?Cat=0&Number=35818&Main=34270#Post35818. Jesus var altså et ekstra virkelig godt menneske. Det er der ingen mystik i, et menneske er et menneske, og det var så den nytestamentlige historie. Det er da til at forstå!?

Og dog; hvad med det levende håb, hvad med fornyelsen af det indre menneske, hvorfor hælder vi ikke ny vin på nye vinsække, hvorfor må Gud ikke være den, der møder os midt i vores liv? Ellers giver det jo ingen mening at se på verden som Guds krop; en krop må være organisk og levende og ikke en bog af gamle bogstaver.

Mvh
Anne

Hej igen alle farisæere eller proselytter

Nå, spøg til side.

Thomas, du hævder følgende om Jesus:

1) Han er frelseren. 2) Han taler, som han hørte af Gud. 3) Han understreger det afgørende ved hans ord. Lægger man disse tre ting sammen, kan man ikke påstå som Hanskrist, at hans ord er "fløjtende ligegyldige"!!!


Vil det sige - for nu samtidig at knytte an til jib m.fl - at et menneske kan frelse et andet menneske (jfr. Arius)? Og vi har nok i de ord, som andre har skrevet om og af Jesus?

I denne kontekst kunne man måske som Hanskrist understrege, at Jesusord er fløjtende ligegyldige, ikke at Jesu ord og gerning er uden betydning, men de udgør blot en del af det, som Gud jo netop gør med sin søn Jesus Kristus: Gud handler med os.

I tro er der altså frelse, ikke en hvilken som helst tro, for troen er en begivenhed i Kristus, og netop derfor understreger Hanskrist det sådan, som han gør. Jeg vil så gå et skridt videre - som vi to jo skrev om i sidste uge - at troen bærer et indre og et ydre forhold: Det indre er, at vi må åbne vores hjerter og gå med fornyelsens proces, slippe vores gamle liv og lade Guds vilje ske med os, ja, lade Gud handle med os. Her kan man som Luther understrege troen som en gave; et indre gode. Det ydre gode er Guds nåde, der siger noget om Guds forhold til verden. Her har vi nåden som et ydre gode, men ikke nok med det; vi har med Kristus som en gave også Kristus som et forbillede: Dette er et forbillede i ord og handling og ikke mindst et forbillede i relationer. Derfor er lydighed og tro eller tro og lydighed hinandens forudsætninger. Men de kan ikke sameksistere, hvis vi fastholder dem i Jesusord. De har med med vores liv at gøre akkurat, som Jesus Kristus er en begivenhed i og af liv; en impuls af energi mellem Gud og menneskeheden.

Nu skal jeg så på arbejde, så jeg når ikke at tydeliggøre mig yderligere, men jeg vil da lige sige, at jeg ikke betragter dig, Thomas, som en farisæer. Men jeg har også den fordel at kunne se dig mere som et menneske nu, fordi vi har mødt hinanden lidt på ny, hvis man kan sige det sådan

Mvh
Anne