Som jeg tidligere har skrevet, så afviser Arne konsekvent alle de svar, som han får på sine spørgsmål, dog uden nogensinde at argumentere sagligt imod dem. Nu går han endda så vidt som til at benægte, at verdens eksistens er et faktum. Den logiske konsekvens af dette er selvfølgelig, at Arne også benægter, at han selv eksisterer. Så langt kan man altså komme ud i absurditeten, når man ikke forstår hvad almindeligt kendte ord betyder.

Man kan så undre sig over, hvorfor Arne bliver ved med at stille de samme spørgsmål, når han ikke ønsker dem besvaret, men nu har Arne omsider afsløret, at han selv kender svarene, så hvorfor spørge os andre om noget han allerede ved. Det virker jo som om han lægger op til at demonstrere vores allesammens uvidenhed og hans egen overlegne klogskab.

Nu har Arne så i sin store visdom afsløret svaret på sit eget store spørgsmål om verdens eksistens, og det er:
Der eksisterer ingen svar på spørgsmålet!
Henrykt over dette mysterium, som Arne her har løst, kaster han sig så ud i en lovprisning af livet (som altså heller ikke eksisterer), og erklærer det sin kærlighed. Mon den kærlighed overhovedet eksisterer, for den er jo ikke videnskabeligt bevist.

Jeg må bøje mig i støvet for Arnes nyudviklede imponerende logik, som endda overgår kvantelogikken i kompleksitet. Hvilken videnskabelig og filosofisk bedrift. Spørgsmålet er så bare, hvad vi kan bruge Arnes specielle logik til.

Jeg kan ikke bruge den til noget. Kan du?

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hej Ole..

For lige at afrunde "mysteriet", så er den store kineser sørme også begyndt at kalde sig agnostiker - take a bite of them apples! ;)

mvh
Simon

Det kan man vist kalde en fejltolkning af dimensioner, men det hænder jo, når man som Arne har en egenartet fortolkning af det danske sprog.

Jeg "indrømmer" skam gerne noget, Arne. Jeg indrømmer, at du ikke fatter en klap af, hvad moderne videnskab kan og ikke kan. Jeg indrømmer også, at en debat med dig er en umulighed for alle normalt begavede mennesker. Du forstår ganske simpelt ikke, hvordan en debat adskiller sig fra en række skiftende monologer. Jeg indrømmer også, at det er et ubestrideligt faktum, at du eksisterer, selv om du åbenbart benægter det selv.

Jeg indrømmer også, at jeg finder det et stort mysterium, at du har gennemført en akademisk uddannelse med så ringe en forståelse af dit eget modersmål, men en mulig forklaring kunne jo være, at du blot havde lært pensum udenad, uden at vide hvad ordene dækker over.

Som du ser, Arne, kan der også opstilles en sandsynlig forklaringsmodel for dette mysterium. Måske den psykologiske videnskab en dag vil kunne opstille en bedre, som er nærmere den virkelighed, som du ikke vil acceptere.

Mvh

Ole Bjørn :o)