Mystik forefindes overhovedet ikke -

Han fornægter aldrig videnskaben og den sunde sans, men siger blot at der er mere til end det stykkevise og mangfoldigheden.

Hvem er jeg, som her trænger sig frem og falbyder en fortrolig tale? En almindelig ener blandt den halve snes bondedrenge, der engang i firserne kom ind i samme klasse i en dansk landsbyskole.
Hverken i begavelse eller i hjertensgodhed rager jeg op over dem af kammeraterne, jeg sluttede mig til. De fleste af dem blev hjemme og dyrkede jorden bedre, end jeg kunne gøre det, og jeg tro, at de kunne have udført mit arbejde i det mindste ligeså godt som jeg, om livet havde ført dem ad de veje, jeg kom til at gå.
Hvorfor vil jeg da besvære folk, som ikke har bedt mig om det, med en fortrolig tale?
Fordi det kan hænde selv den jævneste mand, at han finder en plet jord, som giver ham alt, hvad hjertet kan begære.
Hans taknemlighed vil nu og da ytre sig som en trang til at meddele andre sit lykkelige fund og forsikre dem om, at der er jord nok af samme slags til enhver, som har nybyggerdriften i sig.

Overlevelsesinstinktet har tjent os fabelagtigt godt i en milliard år, medens instinktet for at skabe ikke er ældre end vores refleksive bevidsthed, altså evnen til at iagttage vores egen bevidsthed, og den er måske sølle 50.000 år gammel.

Det er i kraft af den refleksive bevidsthed at spørgsmålet, ‘hvem er jeg?’ opstår. I den refleksive bevidsthed er der altid mindst to, nemlig et subjekt og et objekt. Man kan iagttage sit bevidsthedsindhold udefra, som objekter, tanker, følelser osv., men hvem er det, der kigger? Ja, det er selvfølgelig dig, men det betyder, at din dybeste identitet ikke kan være et objekt. Hvad er du så? Svar: Du er ikke to. Du er én! Og det er en overvejelse som er underbygget af erfaringen i dyb meditation. Jeg er ikke to. Jeg er én. Og i det øjeblik du erkender, at du er én, så strømmer der en henrykkelse ud i verden, og den henrykkelse strømmer gennem alting. Vi er del af en subtil poesi. Sådan tror jeg, at H.C. Andersen så verden. Fra hjørne til hjørne hænger det sammen. Man oplever en taknemmelighed ved at være i live, ved at trække vejret, som er irreducibel. Den er ikke baseret på noget mere fundamentalt end sig selv.

Peter Bastian er selv naturvidenskabsmand, og hans verdensforståelse er syltet ind i videnskab, siger han. Men for ham betyder det, at han har lært at leve med uvished. Han har lært at leve med ikke at forstå, hvad vi taler om. Det vækker en fandenivoldsk spørgelyst, som altid fører til nye spørgsmål, siger han, og svarene bliver mere og mere ubegribelige, jo dybere man søger.

Man bliver bekræftet i, at ens forståelse er ukomplet, at der ligger voldsomt meget uden for den menneskelige verden, at der findes mere menneskelighed, end vi har fat i.

Loven om entropiens vækst fortæller, at når et komplekst system er overladt til sig selv, så disintegrerer det i simplere bestanddele, men ser vi på bevægelsen fra Big Bang, som begyndte med et punkt og en bit, til livet her på egnen, med børnebørn, Mozart og den samtale vi fører lige nu, så er der tale om den stik modsatte bevægelse, nemlig en retning fra simple til mere og mere komplekse enheder.

Ser du ud over dit fædreland i fugleperspektiv, er vi voldsomt optagede af vedligeholdelse. Vi er ikke et samfund på vej et sted hen. Inden for overlevelsesinstinktets domæne er idealforestillingen om fællesskab hygge, som er kollektivitet på bekostning af individualitet, og overlevelsesinstinktets debatform er alles kamp mod alle, hvilket er individualitet på bekostning af fællesskab. Det er stupidt. Og vi er endda glimrende i stand til at udtrykke noget andet.

Det betyder imidlertid også, ifølge Peter Bastian, at spiritualitet ikke bare uden videre er svaret. For spiritualiteten har to sider: Man kan søge bagom verden i pur væren og vende ryggen til, eller man kan forsøge at udvikle ansvarlige, skabende fællesskaber.

Væren er målet for den klassiske spiritualitet, hvor du finder den uendelige dybde i bevidstheden selv. Du hviler fuldstændig i nuet, og der er ingen trang til at flytte sig, for alt er allerede fra hjørne til hjørne nøjagtigt som det er. Der er ingen behov, ingen selvbevidsthed. Du er et punkt.

Også som skabende er du fuldstændig nærværende uden selvbevidsthed. Du er fuldstændig tilstede nu og her, men du hviler ikke i nuet, men skaber verden, ved at føre samtlige konsekvenser af nuet ind i fremtiden. I vores skabende identitet erkender vi et ansvar for vores handlinger 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Vi er altid på. Men samtidig ved vi, at vi i vores dybeste jeg altid allerede er fri af det hele. Vi brænder, men vi brænder ikke op.