Om bevidstheden

Hvis vi går ud fra følgende:
Perceptionsfrekvens = antallet af et menneskes sansepåvirkninger pr. sekund.
Apperceptionsfrekvens = antallet af et menneskes bevidste modtagelser pr. sekund.

En "bit" er her: Den mindste informationsmængde der kan sendes og derefter måske modtages og registreres af bevidstheden. Den mængde information, som f.eks. ligger i svarene "ja-afgørelse" eller "nej-afgørelse"
(1 eller 0)

Bevidstheden kan højst klare at modtage 40 bit i sekundet = apperceptionsfrekvensen = bevidsthedens båndbredde

Der sendes fra alle vores receptorer (nerveender, som kan modtage, registrere og videre¬sende impulser) mere end 11 millioner bit i sekundet til hjernen.

Bevidsthedens båndbredde (apperceptionsfrekvensen) er altså meget lavere end sansningens båndbredde (perceptionsfrekvensen).

Forholdet er altså 1:275.000. En tysk fysiolog (Dietrich Trincker) sætter endda forholdet til 1:1.000.000. (Frit efter Tor Nørretranders).

Når vi således vil tale om en bevidsthed, så er den altså afhængig af, hvilke af de 11 millioner bit, der bliver registreret.

Kære tros.

Det er en fiks idé hos nogle forskere, at man kan måle sig frem til værdier for tankeprocesser. Det kan man ikke af den simple grund, at vi ikke er i stand til at redegøre for, hvordan hjernens neurale netværk opnår de kvaliteter der gør, at den eneste nogenlunde dækkende betegnelse er parallelcomputer.

Hvor en almindelig computer arbejder lineært, d.v.s. den foretager et valg af gangen i overensstemmelse med dens programmering, så foretager hjernen millioner af valg på samme tid, men ikke uafhængigt af hinanden. Vi er på sporet af denne gådes løsning, men der er lang vej endnu.

Vi er ikke engang i stand til at redegøre for øjets farvekonstans - det bevidsthedsfænomen der gør, at vi oplever farver næsten helt ens indendørs og udendørs, hvor en spektralanalyse afslører vidt forskellige frekvenser. Det opdager vi kun, når vi får fremkaldt film og ser at onkel Anders er rød i hovedet som en pæon og har fået grønt hår, og tante Tut er bleg som et frossent lig. Sådan "så de slet ikke ud", da vi fotograferede dem.

Apperceptionsbegrebet er temmelig flydende. Filosofisk (hos Kant) har det én betydning, mens det både epistemologisk og psykologisk har helt andre betydninger og forskellige fra den, som Tor Nørretranders her refererer til.

Endelig afslører en bit-beregning (båndbredde) ikke, om der er tale om en simpel 1:1 information, eller om disse bits indgår i et komprimeringssystem, der mangedobler den udpakkede informationsmængde.

Oversat til dagligsprog, så er de pågældende forskere ikke kommet et skridt nærmere løsningen af bevidsthedens gåde. Den skal søges i arten af hjernens informationsprocesser og deres formål, og det er en helt anden sag.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Jan.

Tak for et indlæg, der maner til dyb eftertanke. Du skriver vidunderligt dybtgående om en indre udvikling, der er i stadig fremadskriden, og jeg deler fuldt ud Ole Bjørns opfattelse af, at du er på rette spor og tættere på en dyb forståelse af dig selv, end så mange andre er. Efter min opfattelse stiller du dig selv det væsentligste spørgsmål, som et menneske i eksistentiel forstand kan stille sig selv: Hvem er jeg?

Dette spørgsmål er et åndsfrihedens spørgsmål, thi spørgsmålet peger på, at du vil gøre din egen subjektivitet til den kampplads, hvor striden mellem sandheden og løgnen skal udkæmpes. Der står i hobetal af andre rundt omkring én, som er ivrige efter at tilbyde én Sandheden – med stort S – og de forelægger den ofte i en færdigpakket form, hvor alting passer så nydeligt og overbevisende sammen.

Men man bedrager sig selv, hvis man blot uden videre overtager andres sandhedsforkyndelse. Thi man bliver i så fald sandhedens sønnesøn og ikke dens søn, som man kun bliver ved at stille spørgsmålet: Hvem er jeg?

Hvis det må være mig tilladt at gå lidt tæt på, vil jeg sige, at jeg mener at have bemærket et personligt udviklingsforløb hos dig. Den Jan, der registrerede sig ovre på KD’s debatforum den 14. maj 2007, så for mig at se ud til at være et menneske, der havde overtaget noget i retning af et færdigt system udtænkt af andre, men den Jan, som vi har i tale nu, har for mig at se prikket hul på skallen og er i færd med at folde vingerne ud.

Dette anes bag dine ord, når du skriver: »Jeg har fået en overbevisning om, at der ligger noget endnu dybere end det som jeg indtil nu, blot har godtaget som sandt om mig selv og verden, eller den "virkelighed" som jeg umiddelbart oplever.« (Citat slut).

Du sporer hos dig selv af og til noget aggresivt, som giver sig udslag i tanker om at såre andre eller at ville gøre dem ondt. Men du kan ikke uden videre lade dig nøje med den opfattelse, at dette er en naturlig del af dette at være menneske, fordi det derved bliver en slags forsvar for en illusorisk selvfølelse, som du dybest set selv er ophavsmanden til.

Her må du vandre din egen vej, og du kan højst hente inspiration fra andres rådgivning, men svar får du ikke. Ved ideligt at stille dig selv spørgsmålet: Hvem er jeg? vil du kunne nå frem til steder, hvorfra du kan ane de blånende horisonter, bag hvilke det, som er din dybeste grund, findes og lever.

Du vil komme til at vandre langt og længe, og du vil som solstrålen være i den illusion undervejs, at du har skabt dig selv. Du vil være i individualitetens illusion. I jeg-følelsens illusion. Men muligheden for at komme igennem findes – det kan jeg forsikre dig. Ligesom solstrålen må erkende, at den aldrig har forladt kvantefeltet, hvori den er ét med solen, vil du kunne komme til at erkende – ikke intellektuelt, men følelsesmæssigt – at du er ét med noget uendeligt større, som i min sprogbrug benævnes med paradokset det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.

Her vil sproget og dermed modsætningerne forsvinde som duggen, der vejres bort i morgensolen, og du vil kunne se verden i dens såledeshed. Se verden i oplevelse uden tankeledsagelse og andre svinkeærinder. Så vil du kun have et tøvende smil tilovers for det sidste, som du skriver i dit indlæg:

»(…) for mig er det ikke et spørgsmål om at løbe væk fra sider af mig selv som ikke kan være anderledes, men et spørgsmål om, at undersøge den overbevisning om, at der overhovedet findes en side af mig selv som ikke kan være anderledes. For hvis det var en kendsgerning og ikke en overbevisning, så måtte denne kendsgerning også rumme en helt enorm sandhed. For hvis noget er en kendsgerning, så kan det vel heller ikke ændres, men blot accepteres.

Hvad nu hvis det er en kendsgerning, at vi er skabt som kærlige og fredelige væsner, men fordi vi ikke acceptere denne kendsgerning, så "skaber" vi en konflikt som forårsager det aggressive, som så splitter vores selv-opfattelse, og gør den uigenkendelig?« (Citat slut).

Og du vil herefter mindes tidligere stadier og korsveje på din søgens vej, og du vil erkende, at denne vej aldrig fører til noget mål, fordi vejen selv er både vej og mål. Vi har ikke noget dansk ord for denne vej, men på kinesisk hedder den Tao.

Når den kloge hører om Tao,
gør han sit bedste for at praktisere det.
Når den middelkloge hører om Tao,
bevarer han det undertiden, og undertiden glemmer han det.
Når den dumme hører om Tao, ler han højt ad det.
Hvis han ikke lo, ville det ikke være Tao.

De, som véd, taler ikke.
De, som taler, véd ikke.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Hej Kristian.

Mange tak for dit svar.

Det gør ikke noget du går "tæt" på, fordi det for mig ikke gør noget, at vi kommer hinanden ved(som jmp så fint siger).

Jeg oplever ofte, at dine og Ole Bjørns indlæg vidner om to mennesker, der er villige til at søge oprigtigheden af den "virkelighed" vi oplever i vores verden, og det afspejler vel en villighed til, at sætte spørgsmålstegn, og ikke blot godtage den sandhed som andre tror på. Som du også var inde på i dit indlæg til mig, så er det vel det, at vi lader "kampen" bestå i det subjektive, og derigennem når til erkendelser af hvad der er sandt og hvad der er løgn.

Det du citere sidst i dit indlæg, ja, det rummer vel forståelsen af den visdom som ikke er af denne verden.

Ham som kan se på egoet, og lade visdommen i sit indre om at dømme det, han vil også med det samme begynde at le. Ham som selv dømmer det, han vil tro det er det han er, og han vil flygte fra sig selv.

Tak for dine ord Kristian, og mon ikke vi tales ved.

Kærligst Jan.

Hej Kristian, tak for dit indlæg som jeg har læst med interesse. Men du får lige følgende indlæg som en begrebsafklaring omkring jeget/egoet, førend jeg vil gå ind i en egentlig debat.


Du ved jeg så gerne vil holde fast i mit ego og mine jeg-funktioner, nu har jeg været inde på nogle af Jungs påpegninger i den sammenhæng (se mit indlæg: 04/04/2008 01:05), og nu vil jeg lige slutte af med nogle tanker omkring egoet fra selveste Freud og så Maslow der hentede inspiration fra Taoistiske og Zen Buddhistiske tænkere.



Når jeg taler om jeget, så er det blandt andet ud fra følgende definition af Freud:


Vi har dannet os forestillingen om en sammenhængende organisation af de sjælelige processer i en person, og vi kalder denne organisation for personens jeg. Til dette er bevidstheden knyttet (1)*. Det behersker adgangen til motiliteten, det vil sige til spændingernes udløsning i yderverdenen. Det er den sjælelige instans, som fører kontrol med alle sine egne partialprocesser, og som går til ro om natten, skønt den da stadigvæk håndhæver drømmecensuren. Fra dette jeg udgår også fortrængningerne, hvorigennem visse sjælelige tilbøjeligheder skal udelukkes, ikke blot fra bevidstheden, men også fra andre typer indflydelse og aktivitet. Det, der således er blevet elimineret gennem fortrængningen, stiller sig i analysen over for jeg’et, og analysen får til opgave at ophæve de modstande, som jeg’et ytrer mod at beskæftige sig med det fortrængte. (citat: Jeg’et og det’et, 1923).


(1)*: psykoanalysen kan ikke placere det psykiske væsen i bevidstheden, men må betragte bevidstheden som en kvalitet ved det psykiske, en kvalitet, der kan være til stede eller mangle ved siden af andre kvaliteter. (citat: Jeg’et og det’et, 1923).


Jeget, dette at bevare sin personlighed intakt og som værende i stand til at udvikle sig med alderen for at undgå stagnation (E. H. Erikson), kan vel betragtes som et stykke sisyfosarbejde men også en spændende udfordring der konstant bær lønnen i sig selv, og da især hvis man har de evner der gør at man formår at hjælpe næste generation på vej, børn og børnbørn, men i det hele taget at man er skabende og har noget positivt at bidrage med til det fællesmenneskelige projekt om at skabe gode sunde samfundsforhold der tilgodeser menneskers trivsel, lykke og behov for nye udfordringer/opgaver, hvor alle vore kræfter kan blive afprøvet, lige fra de fysiske til de mere komplekse intellektuelle og kunstneriske.



Den voldsomme kritik af egoet (2)* (se nederst siden), som vi hører overalt i vore dage, bryder jeg mig ikke om (hvilket nok ikke er gået hen over hovedet på nogen her på debatten). Men selvfølgelig er der grund til at være kritisk og på vagt overfor vores ego, hvilket jeg finder begrundet i følgende sagsforhold fra Freud:


Vi har i jeg’et selv fundet noget, som også er ubevidst, som opfører sig præcis ligesom det fortrængte, dvs. som giver sig stærke udsalg uden selv at blive bevidst, og som behøver et særligt arbejde for at blive gjort bevidst. Konsekvensen af denne erfaring for den analytiske praksis er, at vi løber ind i en uendelig mængde uklarheder og vanskeligheder, hvis vi holder fast ved vor vante udtryksmåde og for eksempel vil føre neurosen tilbage til en konflikt mellem det bevidste og det ubevidste. Vi må i stedet for denne modstand indsætte en anden stammende fra vor indsigt i sjælelivets strukturelle forhold: modsætningen mellem det sammenhængende jeg og det herfra spaltede fortrængte. (citat: jeg’et og det’et, 1923).



Her, i den sammenhæng, siger selv Hanskrist, god jagt på at få integreret de ubevidste sider af jeg’et, der om ikke naturligt tilhører jeg’et, så er potentialerne tilstede derfor (altså held og lykke med selvudviklingen/individuation, også jeg er med på den vogn). Damaskusbegivenheden/Kristusbegivenheden finder jeg her.





Ikke blot det laveste, men også det højeste ved jeg’et kan være ubevidst. Det er som om vi på denne måde får demonstreret, hvad vi tidligere har sagt om det bevidste jeg: det er fremfor alt et krops-jeg (citat: jeg’et og det’et, 1923).


Ja, men her siger Freud jo på en måde hvad Peter Rubæk og Serotonin så ofte hævder, at vores ego er kødeligsindet, men forskellen er at Freud ikke ønsker nogen entydig forløsning fra det kødelige liv, vel et og andet sted også fordi det er en illusion at tro dette muligt, altså en forløsning fra det levende/levede liv, men hans metode er en forløsning af det levende/levede liv.




Hold nu godt fast så du ikke falder ned af stolen, Freud siger, og jeg er sikker på det er med tanke på Jung og arketyperne, at han siger følgende:


Således rummer det arvelige det i sig resterne efter et utal af jeg-eksistenser, og når jeg’et skaber sit over-jeg ud fra det’et, bringer det måske kun ældre jegformer for dagen igen og skaffer dem en opstandelse (citat: jeg’et og det’et, 1923).


Vi må spørge om det ikke lykkedes Hitler at bringe ældre jegformer for dagen igen og skaffe dem en opstandelse.


Pauls triumferende Kristus-overjeg (3)*, som han (Paulus) har iklædt os her i vesten, generation efter generation (indtil Kristusmystikken gik i glemmebogen og er blevet erstattet af religiøsitet og ateisme), har været den ”arketype” mere end noget andet der har stået for vores karakterdannelse og personlighedsdannelse her i vesten. Steiner kalder Kristus for jeg-legemet (de 4 legemer er: fysiske legeme; æteriske legeme; astrale legeme og endelig jeg-legemet); og i fortsættelse heraf kalder jeg Sønnen for egoet/jeget. Også fordi de store tyske filosoffer Kant og Hegel betragter det moderne menneskes gennembrud som værende kristendommens fødsel.


(3)*:
alt formår jeg i Kristus der giver mig kraft; og ikke jeg lever længere men Kristus lever i mig. I Kristus vi er nye skabninger, med åndens nye liv, der sejrer i en lang række forhold. Kristus skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. I Kristus har vi friheden og ånden (intelligensen og kreativiteten) fra Gud/Selvet.








I forbindelse med Abraham Maslow's undersøgelser af selvaktualiserende mennesker udtaler han:


Disse de mest modne af alle mennesker var også meget barnlige. Disse samme mennesker, de stærkeste ego’er, der hidtil er beskrevet, og de mest artikulerede individer var tillige netop dem, der lettest kunne være ego-løse, selvoverskridende og problemcentrerede.


I den udstrækning kreativitet er konstruktiv, synteseskabende, forenende og integrativ, afhænger den til dels af personens indre integration (egostyrke). Citater slut.


Ovennævnte citater af Maslow anskuer jeg som eksempler på høj grad af lateralisering mht højre og venstre hjernehalvdel, stor forskel og specialisering af højre og venstre side af hjernen inde for det samme kranium og båret af samme person, takket være vores kultur og skoling. Denne vej vil jeg betragte som vestens vej, ego vejen, eller stærk ego vej, metoden. Jeg siger den begyndte med Paulus, især med Paulus. I det mindste, det var ham der fik ego-vejen integreret indenfor den kristne religiøse verden. 1 Kor 14 er et fremragende eksempel på hvordan Paulus var et moderne menneske, hvor udpræget grad af lateralisering gjorde sig gældende. Han er tænkningens skytshelgen som A. Schweitzer siger, men han er også på samme tid mystiker, helt uforenelige størrelser i den samme person mener Schweitzer. De religiøse, det være sig Esther og Peter Rubæk og mange andre, kan ikke lide Paulus, fordi han ikke forbliver i det religiøse felt; men også tænker og begriber tingene logisk og korrekt. Manden bruger begge sider af hovedet.


At Paulus bliver grebet af Kristus, at han bliver udsat for Kristus-begivenheden på vej til Damaskus, betyder alt, fordi Kristus her brager igennem til en kulturel dannet person; og det lykkedes da også for Paulus at becifre og implementere Kristus i kultursfæren. Det vigtigste ”begreb” overhovedet i den vesterlandske historie, når det drejer sig om vestens karakterdannelse og personlighedsdannelse (og begreber har del i virkeligheden, den virkelighed der er vores takket være hjernen som vi må lære at leve med (jeg vil tro der findes hjerneløse virkeligheder, ret åndløse og livløse virkeligheder, hvor begreber ingen mening giver og derfor ikke har del i virkeligheden; men her taler vi om den virkelighed, takket være eller forbandet være, at vi må døje med en stor hjerne, og væsner der har en sådan må også indrømme at begreber tager del i virkeligheden deres på grund af netop hjernen som vi ikke er uden/foruden; ja sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af; og det er ordet/sproget der har skabt os og vores big brain og vores tokammersystem mm)).



Jeg vil lave en omvendt Christopher Hitchens om Paulus (håber ikke Simon/Simon2 ser med):

Paulus står for, præsenterer og repræsenterer følgende tro:

"En tro, der ikke foragter tankevirksomhed og det frie enkeltindivid, ej heller prædiker underkastelse og resignation, ej heller opfatter livet som noget fattigt og flygtigt, ja som egner sig og er godt rustet til at udøve selvkritik (Tænker på Paulus der straks begynder at skændes med Peter og traditionens tro)" - Christopher Hitchens.


Mange kærlige hilsner Hanskrist.




(2)*:

Grunden til at jeg foretrækker den diskurs Freud har været ophav til, frem for den nyreligiøse anti ego strømning, skyldes at han har fat i de kræfter, motiver, instinkter, dynamikker og konflikter der naturligt er en del af menneskelivet. Og så yderligere ved at kombinere Freuds tanker omkring overjeget med mange af de erkendelser Marx og marxistisk psykologi har været ophav til, så får vi virkelig placeret mennesket og dets kamp for overlevelse, personlighed og lykke/livskvalitet/trivsel i det rette virkelighedsfelt. Og det er da også først her jeg finder at den kristologiske antropologi som jeg har lært denne at kende fra Nicholas Berdyaev begynder at blive aktuelt.