"de sidste tos hånlige bemærkninger mod deres meddebattører har gang på gang diskvalificeret dem".

- Du er helt gal på den, og diskvalificerer netop dig selv fra diskussionen, ved at indarbejde en konflikt mellem debattørerne.
Det er standpunkter og holdninger der konfronteres på debatter, ikke debattører. Det virker som om dine følelser (endnu engang) render af med dig, hold dem i snor og tænk før du trykker send.

mvh
Simon

HejArne..

”Jeg startede denne tråd med at hævde, at det forkommer mig at være svært at se noget skadeligt i Sai Babas ord. Nu er vi så kommet ud i en diskussion af, om man alene skal holde sig til fornuften, eller om man også skal tillade sig at inddrage intuitionen, fantasien, følelserne og fornemmelserne i opfattelsen af tilværelsen”.

- Ja du skrev i begyndelsen flg.: Sai Baba, der stod for den "upanishadiske hinduisme", der kan udmøntes i fire korte sætninger: - ’Der er kun én religion: kærlighedens, - Der er kun én kaste: menneskeheden, - Der er kun ét sprog: kærlighedens sprog, - Der er kun én Gud: Han er over alt’. En tiltalende religion, synes jeg. Ateister, som ikke kan bruge ordet: "én Gud", kunne måske i stedet bruge udtrykket: "én verden".

Med ovenstående som bare er en noget reduceret udgave af syllogismer, rækker du en kærlighedens hånd imod rationelt tænkende mennesker der stiller fornuftige krav til folk der tilbyder ”livets mening”, Men ak oh ve, hele verden og mennesket fletter du sammen med guden gennem kærligheden, alias: 1) gud er verden, godhed og kærlighed. 2) verdens mennesker har brug for godhed og kærlighed. 3) ergo har mennesket brug for den gode kærlige gud. Er det virkelig dén metode der så tilfredsstiller…”intuitionen”? ;)

Jeg formoder du indser at guder man giver navneforandring ikke dermed bliver til selve verden eller kærligheden. Du fik faktisk argumenter for hvorfor forkastning af religiøse livssyn ikke fører til meningsløshed, Så det dér med at finde på andre ord for samme idéer gennemskuer de fleste før du får sokker på dine versefødderne igen Arne…;)

”Og når du skriver - om store eksistentielle spørgsmål: ”Ovenstående er jo lysende eksempler på spørgsmål mennesket til alle tider har søgt viden omkring, hvilket indebærer krav til sandsynlighed i logisk konsistente beskrivelser, der tilbyder fornuftige anskuelser”, så gør du det jo klart, vil jeg mene, at du ikke vil gå længere, end fornuften rækker ("hvilket indebærer krav til sandsynlighed i logisk konsistente beskrivelser”.

- Du er bare blevet mødt med en række spørgsmål der knytter sig til grundlæggende forklaringer, fordi du har et besynderligt syn på mennesker der ikke støtter op om religiøs overtro som fundament for et livssyn. Hvordan du så forestiller dig nogen skal forstå dine meninger, dersom du ikke er i stand til at levere sandsynlige og fornuftige begrundelser for dem, det bliver ikke ateisters hovedpine. Er dette mon så et forsøg på at argumentere med følelser, hvor meningen er at jeg intuitivt skal bare forstå hvad du mener, Arne? ;)

”Og så er det jo, at du munder ud i påstande som: "livets absurditet", "den meningsløshed mennesket pludselig kan indse" og "hvorledes mennesket gennem århundreder og ved hjælp af rationelle redskaber, har skabt en akkumuleret viden som fundament for videre mening, og som fortsat medvirker til at overføre en stigende (rationel) forståelse af naturen i og udenfor mennesket til senere generationer.
Det ligner - for mig at se - som noget nær en religiøs påstand om, at fornuften er det eneste, vi skal satse på "Fornuften er Gud ”.

- Hvad du læste bibragte dig m.a.o. en forståelse af mit religiøse livssyn, hvor det sammenfaldende er at din gud skulle være min fornuft – var det noget lign. sådan havde forestillet dig forklaringen her skulle se ud? ;)

”Men jeg kan jo godt nøjes med at sige, at jeg mener at have forstået, at du alene vil støtte dig til fornuften og ikke vil gå længere, end dén til enhver tid rækker”

- Du ”nøjes” vist ikke med ret meget Arne! Var du og Babaen dér ikke rørende enige om, at det at tolke verden og kærligheden som gud, får en vældig betydning får hele menneskeheden alene fordi du intuitivt lægger vægt på følelser man kan have for den slags?
Du fraviger konsekvent at nogen skal nærme sig en forståelse af dine meninger ved forventninger om fornuftige begrundelser, og har faktisk ikke alene ekskluderet fornuften men også logikken fra værktøjskassen. Det er imidlertid ikke svært at forstå hvad der sker, for det lader sig ikke gøre at forklare et irrationelt livssyn der alene er bygget på idéen om ”harmonisk intuition”. Til gengæld har jeg set en debattør der brugte år på at kommunikere stilheden, hvis du ellers ser paradokset…;)

”Du har jo ret i - tror jeg, alle vil være enige om - at intuition, isoleret set, er langt, langt mindre pålidelig end fornuft. Du går så det skridt videre helt at kassere intuition - og menneskets øvrige ikke-rationelle evner - som selvstændige midler”.

- Du har bare svært ved at forklare ”livets mening” med din intuition og fornemmelser, for ikke at tale om kærligheden! Som du ser, går det jo bare ikke an at erstatte fornuftige forklaringer med de følelser man kan omfatte en religion med. Metoden har aldrig virket, gamle Occam var såmænd en blandt mange der var ved at gå ud af sit gode skind over nøjagtig samme problemer i samtiden. Jeg synes i den forbindelse du skulle kigge lidt på Ingersoll, du finder ham på nettet.

”Men jeg synes også, der bør respekteres, at der kan være andre vurderinger af de ikke-rationelle menneskelige evner end din”.

- Er det selve retten til frit at skabe og ytre meninger, eller selve indholdet i meningerne du her synes bør respekteres? ;)

” For eksempel er den glæde, jeg føler, over at eksistere - som en del af en verden, der også eksisterer - nok ikke "logisk konsistent", men at den faktisk eksisterer - i mig - glæden - det kan jeg ikke benægte, og den er en meget væsentlig del af min oplevelse af en harmonisk mening med tilværelsen”.

- Nej, men det er så sandelig også selve beskrivelsen af glædens tilblivelse helt afhængig af Arnes evne til eksistens, man kan fremføre så logisk konsistent at selve beskrivelsen i sig selv byder på genkendelige faktorer hos en given læser.
Omvendt tilbyder sindbilleder fra poetiske vers og digte måske slet ingen genkendelighed, hvorfor forskellen på at beskrive stemningsbilleder mellem indbyrdes troende og erkendelsesproblemer omkring eksistentielle forhold uden hensyn til religiøs tro, i sig selv giver anledning til overvejelser om metoden man kommunikerer med.

”Denne irrationelle harmoni kan du måske kalde en illusion, men for mig er den ægte”.

- Ingen har da ikke søgt at fratage dig glæden ved livet, hvor har du nu den idé fra? ;)

mvh
Simon

Dit spørgsmål...
"Altså - helt kort:
Er det korrekt, at du ikke vil gå længere, end fornuften rækker?"

...rummer en forudsætning...

- Nemlig at fornuften kun rækker et vist stykke. Og heri er VI enige. Men ikke alle er enige i dette. Derfor bør spørgsmålet vel ikke rumme sådan en skjult antagelse.