HejArne
Jeg var ude for en sjov oplevelse i sidste uge, idet jeg var til fødselsdagparty hos en dansk ven i Perstorp og hans thaiviv, vi var ialt 7 danskere 5 mænd og 2 kvinder og 3 thaikvinder, vi kom til at diskutere religion og det viste sig at ud de 7 danskere var bare den ene kvinde medlem af folketossekirken, alle vi andre havde udmeldt os for årtiere siden.

Vi var fra alle sider af samfundet,folkepensionister der tidligere var: 3 selvstændige, 1 statsansat, 1 chauffør, 1 bankansat, 1 fabriksarbejder.

Om det så var det rigtige billede af folketossekirkens medlemstal idag skal være usagt, men det var da en tankevækkende oplevelse.

Men når man er igang med at nedlægge et hav af(20) kirker bare i København, siger det noget om den reellle tilslutning til en gud. Så folket har opdaget at der ingen hjælp er at hente hos den luftige usynlige gud.

"Din henvisning er som de fleste andre skrevet med henvisninger til hvad nogle har sagt".

- Har du overhovedet været interesseret i at læse referencerne, samt hvad der egentlig ligger til grund?

Du udtrykker jo med dit indlæg præcis den fornægtelse som også den indiske regering har udvist i årevis overfor de overgreb ("åndelige") autoriteter for en stor del behandler børnene med. Det er helt almindeligt at se godtroende menneskers skepsis overfor deklamationer der vedr. seksuelle overgreb på børn, for de fleste godtroende vælger simpelthen som du at tro det bedste om mennesker de forguder. Det samme ses fx. når Vatikanstatens embedsmænd skal behandle sager om præsters angivelige forgribeligheder. Så det er netop den almindeligvise stilling blandt godtroende, du dér udviser.

Vær opmærksom på, at børn der misbruges af autoriteter, det være sig forældre eller præster af forskellig slags, altid omgives med mistro fra mennesker der har stærkt personlige til at fastholde deres tillid til koryfæet. Hvad angår din Baba dér, da kan du nederst i linket nærlæse hvad Ministry of Women and Child Development angiver som uigendrivelig dokumentation. Du kan naturligvis fortsat vælge at lukke øjnene i udvist tillid, men børnemishandling er altså ikke en af dine Mel Gibson-film - men alvorlige anklager fra børn, der har krav på at blive taget seriøst og bliver det, trods naiviteten!

Mvh
Simon

Hej Arne..

Du får lige et par ord, da jeg synes du vælter meningen med de forrige ud af sin betydning.

Du søgte jo at sammenfatte ateister og troende udfra idéen om ”én verden” fremfor ”guden”, til dette fik du en alternativ stilling til forståelse af ateisters grundsyn på livet og verden omkring os, som kan være så meget, men som dybest set hvad kritikken af religioners grundsyn angår, kun behandler de påstande religioner selv fremmede omkring troen på overnaturlige myndigheder med/uden indflydelse på kulturers og dermed på menneskers liv. Religiøse troende har i stor grad forvaltet deres verdensbilleder som cementerede trosanskuelser der i grunden blot forledte mennesket til et spild af tiden i livet, men ikke bidrog til nogen erkendelse af absurditeten, hvor mennesket ved modet til netop at se meningsløsheden i øjnene, kan nå til samme slutning som fx den rolige Camus sammenfattede med historien om Meursault, hvori mennesket muligvis først forstår livet med bevidstheden om, at det skal dø – udfra hvilken syntese, menneskets i sin forståelse af sin frihed, muliggør at kunne presse hvert sekund for alt dets mening. Meningen med at skrive som jeg gjorde, var derfor ikke at flytte dit fokus til selve udslettelsen, men til et syn på livet jeg tror temmelig mange ateister deler, i hvert fald dem jeg kender.

Du skr. fx videre, ” Ud fra menneskets bl.a. fabulerende evner er der så opstået forskellige religiøse idéer, som så er blevet institutionaliseret - med al den råddenskab, dét medfører. Det er jeg enig med dig i, at kassere. Men selve idéerne vil jeg se på som tilbud, som inspirationskilder - og ikke på forhånd kassere dem til fordel for alene "den rene fornuft".

- Institutionel tyranni har mange ansigter, også her kan man underbygge sit forehavende med reference til fornuften man underbygger i betragtninger. Problemet ligger i, at argumentere så tilpas overbevisende, at også andre mennesker indser fornuften i en given forklaring eller udvikling, som et fælles holdepunkt. Og netop her, kommer individets frihed til refleksion ind i billedet, for det er derigennem man fejer overflødige synspunkter af vejen, og altså ikke ved bare at acceptere at andre mennesker nok har ret, og derfor bare overtage deres synspunkter. Det er m.a.o. en helt igennem social proces der skal undersøges og konfronteres, udmåles og beregnes, og det er her dialektik muligvis kan gavne mennesket i dets forsøg på at nå sin frihed. Men hvad der (stadig) kan være svært at gennemskue er, hvad det i grunden er for tilbud du anser som en så inspirerende en faktor, at de ligefrem må sammenfatte ateister, troende osv.?

Jeg undrede mig bare over denne ”kærlighedens dogmatik”, dvs. hvorfor trosindholdet om guder atter skal overføres på kærligheden. Men faktisk er det et retorisk kneb fra fortidens apologeter, og ganske enkelt fordi man ved at forbinde netop sin gud med den kærlighed mennesker flest oplever og forbinder med noget rart, dermed forestiller sig at skabe et forbund mellem egen gudetro og flest mennesker.
Problemet er imidlertid det etisk uforsvarlige ved med kærligheden som redskab at tolke andre mennesker ind i sin egen tro, som slet ikke gør de ensomme bestræbelser på at finde en sammenhæng ved gudetroen til et fælles anliggende. Tillige kommer så, at man ved ligefrem at gøre andre menneskers kærlighed til sin gud, faktisk forgriber sig på medmennesket. Synspunktet udspringer dog fra idéen om næstekærligheden, hvor det at omfatte mennesker omkring sig med kærlighed, mentes at motivere andre mennesker til omvendt at gøre lige så – en lille utilitarisme: hvad der er godt for mig, er også godt for andre. Det er sådan en pæn måde at forpligte andre mennesker til at nære kærlighed til samme tro, kan du sige. Man har med et lille retorisk fingerknips sammenført ethvert menneske i idéen om en større mening med livet gennem sine følelser, men dogmatiseret kærligheden!

”En mand ved navn K.E. Løgstrup nævnte netop dette, som noget der naturligt bor i alle mennesker (hvis de da ikke er plaget for meget af neuroser eller evt. psykoser)”.

- Der har været skrevet meget om kærligheden fra forskellig hold, og ganske mange har set den som et fælles anliggende for mennesket, fordi det tjente en given tro der gerne skulle formidles så bredt som muligt. Her har kærligheden været et taknemligt redskab, hvorimod det straks stod værre til med fornuftige synspunkter der netop skulle tilgodese den idé man ønskede tilslutning omkring. Men at skabe sociale sammenhængsfaktorer som grobund for at mennesker overhovedet får mulighed for at nyde godt af kærligt samkvem, har nu engang afgørende og bedst formidlet sig gennem politiske krav. At drive rovdrift på menneskers følelser, er slet ikke ukendt, vi ser det overalt med forskellige fortegn, hvor krav om kærlighed er en daglig begivenhed rundt om i verden. Man kunne omvendt forestille sig, at en større opmærksomhed overfor mennesker i verden der dagligt er i nød p.a. en ussel levefod, kunne mættes ved at flytte de ”kærlige krav” over i en politisk kontekst med lidt aktivitet bag. Herefter ville mætte munde så skabe den tilfredshed der så muliggør at kærligheden også dér ville få lejlighed til at nydes til indbyrdes tilfredshed.

”En mand kommer en kold dag forbi en mergelgrav. Et barn ude i vandet er ved at drukne. Manden springer ud i det iskolde vand - med fare for sit eget liv - og redder barnet. Hvorfor gjorde du det?, spø'r en anden. Manden svarer ikke: Af næstekærlighed. Nej han svarer: Fordi barnet var ved at drukne”.

- Netop her ser vi hensynet til god etik, hvor menneskets handlinger er kriteriet for enhver tænkelig moral. Her ansvarliggør vi os overfor hinanden ved et humanistisk grundsyn, men ikke fordi vi forventer ellers søger kærlighed, ej heller elsker vi meningsmodstandere ihjel. At føle frygt for at nogen kommer galt af sted, ligger ikke fjernt fra frygten vi føler når vi og vore nærmeste er i fare, for også de har deres nærmeste, som jo vidner om en fælles historie, der muligvis er den eneste mening vi kan presse ud af livet.

Det går an at kaste sig ud i tilbundsgående analyser og kritik af menneskets vilkår i denne virkelighed. Men det kan også betyde blotlæggelse af frygtelige sandheder, hvor nedbrydning af de værdier man hidtil har efterlevet, mister sin indre logik. Mener du egentlig, at det dér bare drejer sig om at udvise kærlighed? ;)

mvh
Simon

Hej Thomas (endnu en Thomas!),

Må jeg spørge, hvad Sai Baba har gjort for dig? Jeg kender ham ikke... jeg elsker ordene af Jesus - det er dem, som jeg viser frem for alverden, fordi deres liv til hjertet er blevet skjult under religionens dogmer og pynt.

Venlig hilsen
Thomas