Kære Hanskrist.

Tak for dit fyldestgørende svar.

Jeg synes virkelig din ihærdighed er et fantastisk udtryk for det du kalder personlighed, Hanskrist. Du har virkelig meget på sinde, og selvom nogen måske giver udtryk for ikke at forstå det du skriver, så oplever jeg at det egentligt ikke så meget handler om det du skriver, men mere det som ligger bag det du skriver.

Som jeg også skrev til Arne, så er det vigtigt for mig at forstå det som er hinsides formen(ord, begreber, objektet). Når mit sind er stille, så er formen ikke så vigtig, men mere det at lytte og mærke. Jeg bestræber mig på at lytte til det dit hjerte siger og ikke til det din forstand siger, Hanskrist.

Mennesket har diskuteret teologi og historie i mange hundrede år, og ofte fremmer disse diskussioner ikke det som jeg forstår ved Jesu budskab, nemlig en oplevelse af forståelse, samhørighed, fællesskab, omsorg og kærlighed. Ofte er det vigtigere at få ret fremfor at udvise kærlighed og forståelse.

Det er det jeg mener med egoet, Hanskrist. Egoet vil altid have ret og det angriber alt hvad der står i vejen for de overbevisninger det holder så kært. Jeg oplever det meget tydeligt selv. Egoet nedgøre og stiller sig op på en pedestal, og når det konfronteres med dets projektioner, så bliver det arrig, fornærmet, vred, hadefuld osv osv.

Se på menneskehedens historie, Hanskrist. Den er fyldt med blod, lidelse og tåre. Det er ikke et udtryk for Guds Vilje, men et udtryk for egoets vilje. Jeg angriber ikke egoet, men ser på det som det det er. På et dybere plan er egoet et døds ønske. Et ønske om at fragmentere sindets helhed. Det er det verden afspejler når vi oprigtig ser på den verden vi har "skabt".

Den konkrete virkelighed er:

Børn sulter og dør hvert sekund. Børn og kvinder voldtages. Krig og ødelæggelse. Dyr mishandles til døde. Selvmord. Vold. Sygdom og nød. Depression. Stress. Konflikt. Mennesker straffer hinanden. Henretter hinanden. Sorg. Manipulation. Religioner bekriger hinanden. Terror. Naturkatastrofer. Endnu mere død og ødelæggelse.

I et land som Danmark som siges at være et velfærds-samfund hvor der ikke er nogen som sulter og skulle have mangel på det vi kalder det materielle, der er stress og depression noget som er så udbredt, at det næsten er svært at tro på. Mennesket har prøvet alt hvad denne verden kan tilbyde, og det bliver faktisk kun være og være.

Det vi kalder virkeligheden Hanskrist, er noget vi alle flygter fra. Eller måske rettere, så flygter vi fra den illusion vi tror er virkeligheden. Prøv at tag en tur til Afrika et års tid, og se så hvordan du reagere på det vi kalder virkeligheden. Se om du kan kigge et døende barn i øjnene og ikke flygte fra det du kalder virkeligheden. Intet menneske som tror på at døden er virkelig vil være i stand til at kigge døden i øjnene uden at blive skræmt og flygte langt væk. Intet menneske kan nærme sig Gud med den tro, at det vi kalder virkeligheden faktisk er virkelig. Vores ubevidste sind ved godt at Gud er kilden til virkeligheden, og tror en del af sindet på at død og lidelse er virkeligt, så flygter det langt væk fra Gud.

Det vi kalder virkeligheden er en afspejling af sindets referenceramme af fremherskende ideer, ønsker og følelser. Når vi taler om menneskets psyke, så tager mennesket udgangspunkt i hjernen. Men videnskabeligt-set er hjernen som en computer som jeg før har været inde på. Den tænker ikke, men udfører blot det den er programmeret til. Subjektet(sindet) er metafysisk, og når vi ikke er i kontakt med sindet, så er vi som robotter. Vi aner ikke hvad der foregår. Vi reagere på "impulser" som vi så fortolker uden at vi forstår hvad det egentligt er vi fortolker. Det vi ser er et billede som vi ubevidst tror på er virkeligheden. Billedet er i vores sind, men udfra troen på adskillelse fortolkes billedet som noget adskilt fra vores sind. Det vi kalder den objektive verden er som et lærrede hvor vores sind projicere billederne ud på. Ligesom i en biograf.

Når du sidder i en biograf glemmer du at der er en projektor som projicere de billeder du ser. Du reagere på det du ser på lærredet som om det er virkeligt. Så siger vi at det godt nok var en sørgelig film, men filmen var ikke sørgelig, for det var bare billeder. Sindet har tillagt billederne den mening, betydning og værdi som vi følelsesmæssigt reagere på. Objektet er hverken virkelig eller uvirkelig. Smuk eller grim. God eller ond. Farlig eller ufarlig. Kold eller varm. Høj eller lav osv osv.

Objektet er symboler på hvad sindet tror på, ønsker og føler. Ord og begreber er symboler som i sig selv intet betyder. Jeg kan sige hvad som helst, men det som betyder noget, det er om jeg mener det jeg siger. Det jeg siger udtrykker det som er hinsides formen. Har du prøvet at fortælle et andet menneske noget som du efterfølgende godt kunne mærke du ikke mente? Når du så mærker at du ikke var helt oprigtig, så mærker du hvad du i sandheden mener eller føler. Så finder du ud af, at det du sagde ikke var det som var vigtigst, men mere det som lå bag det du sagde.

Det er meget et spørgsmål om årsag og virkning. Mennesket ser sig selv som virkning. Mennesket generelt oplever sig som ofre overfor noget som er årsag til deres begrænsninger og lidelser. Fra dette perspektiv er det følelser af magtesløshed, frygt, frustration og håbløshed som fylder sindet. Psykologien har fat i meget af det rigtige, men det rykker først når det kan ses som noget metafysisk.

Vi ved at når vi føler os truet, så er vi også i en position hvor vi vil gå til angreb på det som vi oplever truer os. Det kalder vi selvforsvar. Bevæger vi os dybere, så kan vi spørge os selv om hvad det er for et selv vi forsvarer? På overfladen er det klart at det er kroppen vi forsvare, men bag kroppen er der et selv som identificere sig med kroppen. Dette selv indeholder en masse meninger, ideer, overbevisninger og følelser. Det er det vi kalder sindet og associerer med hjernen. Er det så hjernen som har opfundet dette selv som hjernen nu forsøger at forsvare? Det vil betyde at hjernen er en selvstændig størrelse, og det vi oplever som os selv er hvad?

Det du kalder det videnskabelige verdensbillede, det bliver også mere og mere abstrakt som jeg forstår videnskaben, Hanskrist. Vi bevæger os dybere og dybere. Før var det kun toppe af isbjerget vi kunne se(det konkrete), men nu begynder vi også at kunne se det som er under overfladen. Og det er her det rigtig bliver interessant, fordi under overfladen der er tingene ikke som vi troede de var baseret på den lille top vi kunne se.

Hvis vi tager psyken, så er der noget som hedder de Neurologiske Niveauer: Omgivelser, adfærd, evner/færdigheder, værdier og overbevisninger, identitet, spiritualitet.

Toppen af isbjerget er omgivelserne, adfærden og evner/færdigheder. Hvis et menneske ikke har det godt kigger det på det som det kan se og som identificeres som årsagen til problemet. Vi ændre omgivelser og adfærd og håber så på at vi får det bedre. Det får vi også for en tid som regel. Men så begynder vi igen at føle vi ikke har det så godt. Så kigger vi på vores evner/færdigheder og begynder måske at male eller spille violin, eller vi tager en uddannelse som lever op til det vi oplever giver mening. Men helt lykkelige bliver vi ikke, og der er stadig en følelse indeni som fortæller os at der mangler noget.

Så er det vi begynder at kigge indad. Vi begynder at kigge på det som er under overfladen. Vi begynder at se det som en mulighed, at årsagen til det vi oplever ikke har noget at gøre med den konkrete verden(det vi kan se med de fysiske sanser), men måske har noget at gøre med det vi ikke kan se(det ubevidste). Og det er her det bliver interessant.

Indenfor videnskaben er der også mange som ikke vil kigge på det som er under overfladen. For hvad sker der nu hvis det verdens billede man tror på ikke er sandt? Hvad sker der hvis de ideer man tror på ikke er sande? Det selv-billede man har er helt i overensstemmelse med det verdens billede man har, og det er dette selv-billede som egoet holder fast i og beskytter for hver en pris.

Du skriver:

"Hvis man har noget på hjertet man gerne vil sige og frem med, så skal man sgu da ikke misbruge Jesus som en taknemlig figur man kan hænge alt muligt op på, som du gør Jan og som Michael og Thomas gør.

Er man vild, ja ellevild med Jesus, så studer dog det man ved om ham og den bevægelse der opstod omkring hans person, nemlig kristendommen, der har en bekendelse Jesus der er Kristus Guds levende Søn. Hvad vil det sige at have denne bekendelse til en bestemt historisk mand."

Som jeg skrev i starten Hanskrist, så har mennesket diskuteret Jesu historie i over to tusind år, og mennesker har slået hinanden ihjel for at får ret. Alt hvad der hedder historie bygger på fortolkninger, Hanskrist. Vi ser det vi ønsker at se som en bekræftelse på de ideer vi tror på. Det er derfor mennesker ofte er så uenige, fordi vi ser igennem et filter af sindets indre referenceramme af fremherskende ideer, ønsker og følelser.

Kristendommen er bygget op omkring et trossystem. Den Jesus som fremtræder i Kristendommen er et symbol på dette trossystem. Det er troen på synd, skyld og frygt. Uden denne tro var der ingen Kristendom. Det er dogmer som ligger ubevidst i sindet og som mennesket så udlever. Det er klart hvis sindet tror det har syndet og er skyldigt, at Kristendommens historie giver mening. Det er en måde at retfærdiggøre denne tro.

Hvis det som siges i det oprindelige Thomas-evangelium var falsk, så var der jo heller ingen grund til at være så bange for det. Hvorfor skulle det destrueres? Hvorfor blev mennesker som ikke troede på den Kristne tankegang betegnet som kætter eller vantro? Hvad har det med kærlighed at gøre?

Hvad hjælper det at bekende sig til Jesus Kristus og sige alle mulige trossætninger hvis man fordømmer ens brødre og søstre? Hvis man er ellevild med Jesus og kender til hans historie, vælger man så at dømme sin broder, eller vælger man at elske ham som sig selv? Hvis man elsker Jesus, vælger man så at forsvare en bog og nedgøre og angribe sin broder, eller vælger man den kærlighed som Jesus skulle repræsentere? Hvad er vigtigst, kærligheden eller en bog fyldt med ord? Hvad er vigtigst, en masse teologiske udredninger eller din broder? Hvad er vigtigst, det som er forgængeligt eller det som er uforgængeligt?

Hvad vil det sige at elske? Er kærlighed et ord eller en følelse? Er kærlighed virkeligt, eller er det blot noget vi siger?

Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så kan du hjælpe din broder med at få splinten ud af hans øje. Elsk din næste som dig selv. Det var det Jesus stod for. Han ville ikke have sagt det hvis han ikke mente det. Alle som tror på Jesus er enige om at dette er noget Jesus har sagt. Har Jesus nogensinde sagt at vi skal slå hinanden ihjel? Har Jesus nogensinde sagt at vi skal nedgøre hinanden? Har Jesus nogensinde sagt at vi skal fordømme hinanden? Har Jesus nogensinde sagt at vi har magt over Ordet? Har Jesus nogensinde sagt at vi skal straffe hinanden? Har Jesus nogensinde sagt at vi skal kalde hinanden alle mulige grimme ting. Har Jesus nogensinde sagt at vi skal angribe hinanden?

Ja, vi kan selv finde på hvad Jesus har sagt, således det passer med det vi ønsker han skulle have sagt. Vi kan alle fortolke det han sagde således det passer med det vi tror på.

Du er ihærdig Hanskrist, og hvis du bruger denne evne til at elske Jesus Kristus af hele dit hjerte, så finder du ud af, at der er en levende Ånd bag navnet Jesus Kristus. Kristus er ikke et navn, men noget som er levende. Det som er levende er evigt.

Kærligst Jan.

Da jeg begyndte at vidne om sandheden for mere end 5 år siden, var det i erkendelsen af, at jeg ville blive udsat for de massive forfølgelser, som blandt andre du har været primus motor for.

På intet tidspunkt har jeg ønsket menneskers anerkendelse. For hvad mennesker priser, finder Gud afskyeligt.

Jeg vidste derfor, at jeg kun kunne nå ganske få mennesker, som ville tage imod Jesu ord. Men det er sket, og hvor jeg fryder mig! ...Hvad jeg satte mig for dengang, ser jeg nu frugterne af. Jeg ser nu de frodige pletter af god jord i en gold verden, hvor ondskaben er blevet overvundet, for de der stræbsomt bader hjertet i Guds ord og bud.

- Ak, også disse mennesker bliver nu forfulgt af dine ligesindede, Hans... af de som hader sandheden og kravet om uselvisk kærlighed.

Men sådan er det blevet forudsagt, og sandhedens vidner er ved godt mod midt i verdens had. For lykken og freden vokser frem af at lytte til og tale sandheden. - Og gøre den!

Hvor meget du end har pustet og prustet, har du ikke kunne styrte det hus, der ikke er gjort af menneskehænder, Hans. Duften af det gode har bredt sig mod verdensvinden. Du har fejlet, som det er blevet bekendtgjort siden gammel tid, og sejren og de sejrende kan du ikke få øje på, for dine øjne har du lukket tæt i.

Men: Må enhver, der kan tage imod, låne ører til Jesu ord og handle på hans bud!

Dette indlæg er også til jan serotonin.

Hey thomas jeg går ud fra at det er Jan Serotonin du omtaler som din nye disciple, hvem du har formået at omvende.



Er du rådden thomas, du har aldrig vidnet om sandheden, du har påstået at urevangeliet var et ægte skrift, og en lang række andre løgne og ukritiske påstande bærer du konstant til torvs og du reviderer konstant din opfattelse af tingene (så du er ubefæstet sjæl, et forvirret søgende ungt menneske), hvilket dog er lidt positivt om det var sådan, men noget tyder på at du er strategisk og mener noget offentligt og noget andet personligt når du er sammen med venner og andre grupper af mennesker.

Iøvrigt skriver jan sero:

at elske Jesus Kristus af hele dit hjerte

Noget du har gjort tykt grin med førhen i en lang periode, nu har tonen så fået en anden lyd i dag.


På facebook har jeg en sjov ordveksling med Anne, hvor disciple og nogle andre som Anne kender blander sig.

Hvor jeg skriver:




Dette skulle være svar nok til jan serotonin og hans alt for lange forvrøvlede eller snakkesalige indlæg under lavmålet, der blot viser at han ikke har forstået en dyt af hvor jeg befinder mig eller hvad urkristendommen drejer sig om.

jan er besat af den tanke at han forstår alt om kristendommen som iøvrigt også michael, hvorfor disse 2 selvudnævnte professoerer ikke behøver som os at andre at studere, være åbne og selvkritiske, men blot kan øse af deres egne personlige illusioner om en sag, uden altså at skulle undersøge og studere en sag i henhold til hvad de bedste hoveder af alle i mange generationer er nået frem til i fagvidenskaberne om det vi drøfter.

Det er under mit niveau ikke at ville studere et emne, ikke at ville være selvkritisk og åben.

jans fanatisme og michaels ligeså, kan ikke relatere til virkeligheden, et lukket færdigt og overtroet system (som i middelalderen) kan ikke bide skeer med virkeligheden, kun et åben system kan bide skeer med virkeligheden. Derfor må vi være kritiske overfor vores illusioner og selvbedrag (1)* når vi overtror noget fordumsfyldt eller fordomsfyldt.

Du thomas og du jan og du michael skulle gøre som Anne, hun har gennem årene dygtiggjort sig, I andre er voksendøde og I siger det samme igen og igen og I har ikke udviklet jer, I vokser ikke, hverken som mennesker eller i erkendelse, visdom og viden, forståelse. Hvad kan vi så lære af det, gå på universitetet, eller studer på folkeuniversitetet.

mange kærlige hilsner HansKrist.


(1)*:

Edgar Morin (nulevende som Alain Badiou) får ordet, en af epistemologiens (Kantiansk kritisk erkendelsesteoretiker) sande giganter, mester, får ordet:

Fantastisk Hanskrist!!!

Når vi så tager ansvar for det som kaldes selv-begrag, og vi ser det som det som det er, så er det vi åbner op for dette:

"Fornemmelsen af sandhed bringer den følelsesmæssige/eksistentielle dimension ind i ideen om sandhed"

Så begynder vi at opleve ideen om sandheden som noget virkeligt og ikke blot som et begreb eller et ord.

Jeg tror vi ofte taler om meget af det samme, Hanskrist. Vores egoer vil bare gerne være uenige, have ret og tro det ved bedre. Dette er en del af det som den gode Alain Badiou kalder for selv-begrag.

Derfor vælger jeg at studere mit sind, blive bevidst om hvornår jeg bedrager mig selv, hvorfor jeg bedrager mig selv, hvad jeg tror på jeg får ud af at bedrage mig selv, hvad jeg tror på der sker hvis jeg stopper med at bedrage mig selv, hvem jeg er hvis ikke jeg bedrager mig selv, hvem Gud er hvis ikke jeg bedrager mig selv, hvordan verden ser ud hvis ikke jeg bedrager mig selv, og ikke mindst, hvad er sandheden når jeg ikke bedrager mig selv?

Dette kan jeg ikke læse mig til, det kan jeg ikke lære på et universitet. Jeg kan blive inspireret af noget jeg læser, men det er kun et lille skridt på vejen.

Jeg kan f.eks vide alt om honning intellektuelt, men hvis ikke jeg har SMAGT honning, så er min viden meget meget begrænset. Jeg kan fortælle andre om hvad honning er, hvad det består af, hvordan det er bygget op, hvilke egenskaber det har, men møder jeg en som har smagt honning, så er min viden ingenting.

Jeg kan vide intellektuelt alt om hvad det vil sige at elske et andet menneske, men hvis ikke jeg følelsesmæssigt har oplevet det, så er min viden ingenting.

Hvad ville du helst, Hanskrist. Fortælle andre om hvad godt der er ved at dyrke sex udfra alt hvad du ved om sex, eller selv prøve det?

De mennesker som korsfæstede Jesus havde en stor stor viden om det vi kalder teologi. De som kaldes de skriftkloge kunne alle læresætningerne udenad. Men kendte de til den kærlighed som Jesus stod for? Kendte de til den omsorg og hengivenhed som Jesus stod for? Kendte de til den ydmyghed som Jesus stod for? Kendte de til den barmhjertighed som Jesus stod for? Så de den Ånd som Jesus repræsenterede?

Vi kan læse os til meget, Hanskrist. Men vi kan ikke læse os til den oplevelse som Jesus havde af Gud. Vi kan ikke læse os til den oplevelse af at være forbundet med Gud, som vores sjæl hungre efter at opleve.

Jeg har det også ofte med at blive meget intellektuel. Der var meget jeg ikke intellektuelt forstod før jeg kom i kontakt med EKIM. Nu har jeg opnået en intellektuel forståelse, men denne forståelse føles tom og ligegyldig når jeg ikke følelsesmæssigt forstår det som jeg læser.

Når jeg følelsesmæssigt forstår det Jesus siger, så forsvinder ordene, og så er det oplevelsen som er det vigtigste og ikke formen.

Tror du at en kvinde ville føle sig elsket af dig baseret på alt hvad du ved om teologi og historie eller, at hun kunne mærke at du i sandheden elskede hende? Tror du Gud elsker dig fordi du ved en masse om teologi og historie, eller fordi Han i sandheden elsker dig som sit kæreste barn?

Der er mange som ikke aner en fløjtende fis om teologi, videnskab, historie osv, men de ved hvad det vil sige at elske og føle sig elsket.

Hvem begrager sig selv? Den som ved alt om teologi, historie og videnskab, eller den som elsker sin næste som sig selv?

Håber du får en smuk weekend, kære Hanskrist.

Kærligst Jan.