Dinosaurer var fortidens krybdyr, som i næsten 200 millioner år dominerede de komplekse livsformer på jorden. Tiden og udviklingen løb fra disse primitivt tænkende skabninger, og deres efterkommere, fuglene, er reducerede til husdyr og jagtobjekter for mennesket, som har overtaget dinosaurernes herredømme.

Metaforisk set har der dog eksisteret menneskelige dinosaurer i nyere historisk tid. De er karakteriseret ved, at de krøb rundt i fortidens mørke, og deres daværende ry som kæmper er i dag blegnet. Udviklingen løb fra dem, og skeletterne af deres tanker har i dag kun historisk interesse.

Blandt disse "dinosaurer" finder man bl.a. navne som Marx, Freud og Jung og en stribe filosoffer. På deres egen tid var de både beundrede og frygtede, og der eksisterer da stadig kulter, som svælger i deres efterladenskaber og næsten har tildelt dem gudestatus, selv om deres tanker har vist sig at være katastrofalt fejlagtige.

Når jeg ikke har medtaget den selvbestaltede profet Paulus på denne liste, er det fordi hans memer har vist sig utroligt levedygtige. Jeg skylder den nulevende noget mindre dinosaur HansKrist tak for at have åbnet mine øjne for, at marketinggeniet og indpiskeren Paulus er den egentlige grundlægger af kristendommen. Myten Jesus var blot hans USP (Unique Selling Proposal).

Religion.

Uden Paulus havde myten Jesus sandsynligvis været glemt efter et par generationer. I stedet blev han nu et symbol for et tankesæt med hensigtsmæssige sociale regler, og en dyb forståelse af konflikten i den menneskelige natur.

Det kan måske undre nogen, at jeg i modsætning til de fleste andre ateister ikke principielt er modstander af religion. Det skyldes, at jeg anerkender dens psykologiske og sociale betydning, og især at vi ikke i øjeblikket har noget bedre at sætte i stedet. Det skal jeg vende tilbage til.

Men jeg er skarp modstander af, at religionernes ledere anvender den til at prædike vold mod anderledes tænkende og til at underkue mennesker og deres naturlige drifter. Her indtager Islam førstepladsen tæt fulgt af katolicismen og andre sekteriske kristne trosretninger. Men også langt de fleste af de mindre religioner har grusomme former for magtmisbrug i deres bagage. Det samme gælder de politiske diktaturer, hvor lederne har tildelt sig selv noget nær gudestatus.

Men religion har også sine gode sider. Den udfylder nogle huller i den menneskelige viden med en erstatning for viden. Den mildner frygten for døden, som er konsekvensen af vor selvopholdelsesdrift. Den skaber et samhørighedsforhold med en gruppe, hvilket er en nødvendighed for vores flokinstinkt. Den er også vores vigtigste leverandør af moralske og etiske regler, der er en nødvendighed for større samfundsdannelser. Den holder mennesker på plads i et nødvendigt hieraki for styring af et samfund, og den giver mennesker den "mening med livet" som de ikke selv har mental kapacitet til at finde.

De dårlige sider er så, at mere end 5000 forskellige religioner splitter menneskeheden og forhindrer, at vi kan tage det næste skridt i udviklingen, og skabe et globalt samfund. Religionerne er også i lighed med politik blevet et værktøj for magtmennesker til at underkue deres omgivelser, skalte og valte med deres liv, undertrykke deres naturlige instinkter og sabotere forsøg på at oplyse og uddanne mennesker til at tage ansvar for deres eget liv.

Men for det enkelte menneske kan religiøs tro være en løsning på en række psykiske problemer. Alle religioner baserer sig nemlig på et menneskekundskab, der langt overgår hvad det 20'ende århundredes psykologi kunne præstere, og som jeg nærmest vil betegne som en primitiv religiøs tro. Heldigvis er den kognitive psykologi i dag godt på vej til at få et videnskabeligt grundlag, så håbet vinker forude.

Hidtil har menneskeheden ikke skabt nogle uddannelsessystemer, der kan erstatte religionernes mange dækningsområder, men der er tegn i sol og måne på, at de er på vej. Erfaringen viser, at jo højere oplysningsniveauet generelt bliver i et samfund, jo mindre religiøse bliver dets medlemmer. Helt at afskaffe tro/overtro har nok meget lange udsigter, men udviklingen går i retning af samfund, hvor religioner vil få minimal betydning på alle vigtige samfundsområder.

Det symbiotiske menneske.

For at forstå mennesket er det nødvendigt at forstå livets udvikling.

For ca. 2 milliarder år siden skete der en afgørende ændring i livsbetingelserne på jorden. De bakterier der dominerede planeten, og som var resultatet af 1,8 milliarder års udvikling, og som ligesom alt liv ernærede sig ved omsætning af kulbrinter, drev rovdrift på den CO2-holdige atmosfære for at skaffe sig kulstof.

Spildproduktet var ilt, en luftart der var giftig for dem. For at overleve invaderede de andre bakterier, der havde tilpasset sig de nye forhold. Hvad der formodentlig startede som en indbyrdes kamp, endte med et samarbejde, som vi nyder godt af den dag i dag. Alle vore celler indeholder disse iltsky bakterier, som vi kalder mitochondrier, og som nedarves gennem ægget, og altså udelukkende gennem den feminine linie.

Et biologisk samarbejde til gensidig fordel kaldes symbiose, og i dette tilfælde består samarbejdet i, at vi gennem føden leverer brændstof til mitochondrierne, og de betaler os tilbage i form af energi.

Dette er i modsætning til det oprindelige overlevelsesprincip (autopoiese) som er baseret på ren egoisme, glimrende beskrevet i Richard Dawkins': "The Selfish Gene". Men det symbiotiske princip er også udmøntet i udspecialiseringen af vore celler. De løser hver sin opgave til bedste for det fælles samfund, som vores organisme er. Hver især ville de ikke kunne overleve, men samarbejdet giver dem ekstra styrke, og sætter organismen i stand til at overleve angreb udefra og beskytte sig mod ændringer i det omgivende miljø.

Vi kan trække en parallel til samfundet. Jo større grad af samarbejdende specialister et samfund rummer, jo stærkere bliver det. Naturfolk, som kun har en lav grad af specialisering er truet af udryddelse og lever kun på den "civiliserede" verdens nåde som kuriøse forskningsobjekter.

Vi kan også trække en parallel til filosofi og religion. Det gode, symbiosen og altruismen (næstekærligheden), og det onde, egoismen og volden, er de to principper, der kæmper om vores indstilling til omverdenen, og manifesterer sig som vores moral. Men hvad der er god moral for en, er dårlig moral for en anden, så godt og ondt er blot metafysiske betegnelser for religiøse/kulturelle forskelle.

Interessant i denne forbindelse er, at spilteorien har bevist, at samarbejde altid er en bedre strategi end egoisme, og altså har bekræftet naturens princip, men den fulde konsekvens af denne enkle sandhed er desværre endnu ikke gået op for politiske magtmennesker og deres støtter i befolkningen.

Det tænkende menneske.

Det bliver ofte fremført, at det er vores tænkeevne, der hæver os over de øvrige livsformer. De færreste gør sig dog klart, hvilke dele af tænkeevnen, der skaber denne tilsyneladende "overlegenhed". Det er nemlig vores fantasi, og den har vist sig at være et tveægget sværd.

Hvis vi ser på den positive side, så giver fantasien os mulighed for udføre det, man i computervidenskaben kalder simulationer. Vi kan på basis af vore erfaringer beregne mulige udviklinger af en situation og deres sandsynligheder for at ske, så vi kan vælge den mest hensigtsmæssige reaktion.

Denne evne har medvirket til at gøre mennesket til et af de mest nysgerrige og modige skabninger på denne jord. Den naturlige angst for det ukendte overtrumfes ofte af vores hang til at gøre nye erfaringer (medmindre vores opdragelse har knægtet denne trang). Jo flere erfaringer vi har, jo flere varierede simulationer kan vi udføre, og dermed bedre vore overlevelseschancer, individuelt og samfundsmæssigt.

Derfor har mennesket den længste barndom af alle. Vi suger til os af viden (hvis vi får lov), for viden er magt over omgivelserne. Allerede i toårsalderen har børn samlet så mange erfaringer, at det går op for dem, at verden ikke kun er noget, der overgår dem, men noget de kan styre, og så begynder de at eksperimentere for at finde grænserne for deres indflydelse. Alle forældre har oplevet denne frigørelseskamp, som fortsætter gennem hele barndommen, hvis ikke barnet bliver hjernevasket til lydighed.

Men fantasien og nysgerrigheden har også nogle knap så hensigtsmæssige følger. I forbindelse med den selviske drift har det fået os til at udvikle masseødelæggelsesvåben, propagandateknikker, terroraktioner, udbytning af andre mennesker og samfundsskadelige handlinger og religiøse magtapparater.

Vi har lært en masse måder at destruere hinanden på, og udviklingen her går desværre hurtigere end forskningen i, hvordan man kan forhindre det. Så det store spørgsmål er: Vil menneskeheden nå at skabe et virkeligt stabilt globalt samfund, inden de egoistiske og samfundsnedbrydende kræfter får ødelagt livsbetingelserne på denne klode?

Foreløbigt er det ikke lykkedes andre end grusomme diktaturer at skabe stabile samfund. Demokratiernes politikere synes ikke at forstå de simpleste regler for sociale interaktioner. Men for at bryde dette mønster bliver vi nødt til at revurdere et af de mest ømfindtlige problemer, graden af individuel frihed. Her er det for alvor en kamp mellem egoisme og symbiose.

Seksualitet.

Dette afsnit er til ære for vor hurtigløbende erotiske dinosaur, HansKrist.

Årsagen til udviklingen af intelligens menes at være naturens "opfindelse" af tvekønnethed. Det tillod nemlig DNA-sekvenser at rekombinere sig på talrige måder, så de bedste egenskaber kunne udvikles gennem selektion.

Der er dog intet, der tyder på, at seksuelle relationer på kort sigt udvikler intelligensen hos de involverede parter. Tværtimod synes det som om seksuel tiltrækning nedsætter en objektiv bedømmelse af situationen og ødelægger vurderingen af sandsynligheden af de enkelte simulationer.

Imidlertid er der andre undersøgelser, der viser, at den instinktive vurdering, som bl.a. baserer sig på ubevidste olfaktoriske påvirkninger, opfylder kravet om hensigtsmæssighed i valget. Men psykologiske påvirkninger fra opdragelse og kultur kan alligevel forårsage skibbrud for sådanne rekombinationer.

Alt i alt sender den samlede viden alligevel et signal til de kvinder, der urealistisk drømmer om et matriarkalsk samfund, hvor formering foregår ved parthogenese, at det er en rigtig dum idé.

Fremtiden.

Mit bud på en for menneskeheden god fremtid må være, at religion afskaffes til fordel for oplysning om universets dokumentérbare fænomener, og at fokus rettes mod udviklingen af de næste generationer, så de bliver bedre rustede til at møde de psykiske udfordringer og indrette et globalt samfund, hvor glæden over livet er altdominerende, og ikke som nu reserveret det fåtal, der har accepteret deres tilværelse under de givne betingelser.

Lykken er at være tilfreds med sig selv og sit liv.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Jeg håber, at dette "fodaftryk på jorden" var tilstrækkeligt for dig, Hans. Resten må vente, til jeg får taget mig sammen til at åbne min hjemmeside, hvor en del af resultaterne af min forskning vil blive offentligjort i essay-form, så lægfolk kan følge med.

P.P.S. For de, som måtte være interesserede i yderligere viden om livets oprindelse og udvikling, vil jeg anbefale Lynn Margulis' og Dorian Sagan's bøger, "Microcosmos" og "Mystery Dance", som også fås i dansk oversættelse under navnene "Mikrokosmos" og "Biologisk Striptease". Det er gode begynderbøger som introduktion til studiet af livets biokemiske fænomener.

"Blandt disse "dinosaurer" finder man bl.a. navne som Marx, Freud og Jung og en stribe filosoffer. På deres egen tid var de både beundrede og frygtede, og der eksisterer da stadig kulter, som svælger i deres efterladenskaber og næsten har tildelt dem gudestatus,"

- Hvordan skal noget synligt nogensinde kunne få status af Den Ene Usynlige?

"Når jeg ikke har medtaget den selvbestaltede profet Paulus på denne liste, er det fordi hans memer har vist sig utroligt levedygtige."

- Træet har bredt sine nøgne grene. Navnet er gjort kendt. Snart skal bladene give frodighed, når navnet anerkendes med det liv, som Ordene rummer. Lad dem blive kendt, og lad dem med ører høre!

Kære Hanskrist.

Dit egentlige erkendelsesteoretiske problem (og mange andres) er, at du nøjes med andres tanker (dine idolers), og derved bliver du blot en from efterfølger i deres fejltagelser. Fortidens "dinosaurer" skal vi kun bruge til at stå på skuldrene af, så vi kan se videre frem, og det kan man ikke, hvis man blot står på jorden og beundrer dem.

Det undrer mig, at du (og andre) ikke kender Feyerabend, specielt når du nævner Morin, som jo placerer ham som den sidste i rækken af vor tids revolutionære tænkere.


Vi er på vej ind i den komplekse tænknings tidsalder, en systematisk tænkning som jeg og mine epistemologiske kolleger foretrækker at kalde holistisk tænkning. Det handler om at sætte alle de menneskelige erfaringer ind i en forståelig sammenhæng, så menneskeheden kan komme videre. det gør den ikke ved at acceptere fortidens tanker, men ved at uddrage det brugbare i dem, og kassere resten.

Jesus, Paulus, Freud, Jung, Marx og andre filosoffer repræsenterer ikke endegyldige sandheder. De er kun små skridt på vejen ind igennem uvidenhedens vildnis. Her har du slået lejr, og danser sammen med andre henrykt rundt om nogle totempæle i den tro, at disse gudebilleder kan vise jer vej gennem junglen.

Jeg og nogle andre hugger os selv en vej videre frem, med Occams Razor som vores machete. Vi ved ikke, om nogen af os vil finde målet. Vi ved ikke engang, om der er et mål. Men vi ved (som H.C.Andersen) at selve rejsen er vores liv. Vi behøver ingen gudebilleder til at skabe en mening med vores liv, for vi føler den indbyggede mening, at vi skal være opdagelsesrejsende, konstant i bevægelse mod et ukendt mål.

Så spørgsmålet for dig, Hans, er: Har du mod og mental styrke nok til at vælte dine totempæle, og begive dig ud i vildnisset, eller vil du fortsætte med at danse rundt om dem, og afsynge hymner til deres ære?

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Hvis du beslutter dig for at rejse, er Feyerabend's "Against Method" og Douglas R. Hofstadter's "Gödel, Escher, Bach" gode skuldre at stå på, når man vil komme til klarhed over menneskelig tænkning.

Hej Arne.

Du har intet imod religion, hvis blot vi afskaffer religiøst magtmisbrug, så ser du ingen grund til at hindre trosfrihed og dens "kreativitet".
Jeg er helt enig med dig, lad os afskaffe religiøst magtmisbrug, hvor meget trosfrihed der så blir tilbage er det vist ikke værd at snakke om.
Men det kan muligvis blive lidt svært at definere hvad religiøst magtmisbrug er for en tingest, men er vel det der driver religionerne, uden magtmisbrug, som kunderne dog ikke er kvikke nok til at opdage, er religionerne på "herrens mark".
Vi behøver ikke at gå længere til de "stakkels" unger der næsten alle skal døbes og konfirmeres, selvom Grundlovens bogstav faktisk siger noget andet.
Hvad kreativiteten angår, vil jeg hellere kalde det, for løssluppen fantasi angående vort livs/universets opståen, dog noget som de "kloge" gejstlige efterhånden har måtte se glide sig af hånden, de var jo de eneste "kloge", der før i tiden var i stand til at læse og skrive og derfor kunne indbilde de stakkels umælende masser hvad som helst.
De var godt hjulpet på vej af div. philisoffer, der den dag idag stadig beundres, ja det er endda et must at have læst de fleste for at kunne beregnes som værende en sand kristen.

Ens egne tanker og meninger om verdens tilblivelse og mening med livet, er i den forbindelse intet værd, kun hvis du underdanigt falde på røven for en usandsynlig uvidenskabelig bibel og en eller anden gud er du et godt og kærligt menneske.

Mange mennesker mener at der ingen mening er med livet, andet end den du selv bygger op, dette kan de kristne ikke forstå, de mener så til gengæld at meningen med livet er døden og det evige liv, sammen med en Jesus, men hvad de er nu ikke for kloge. Jeg vil nu hellere glædes ved livet, som du tilsyneladende også gør, muligvis på en lidt anderledes måde.