Sker der noget?

Tag det roligt, jmp, ting tager tid.

Tænk fx på, at Gud har eksisteret i evighedernes evighed - vel milliarder af år, eller mere - meget, meget mere - inden Han for ca. seks tusind år siden pludselig fik lyst til at lege med ler og forme figurer, som han siden kunne forbande, fordi de spiste frugten af det træ, som Han havde skabt for at friste dem ved hjælp af en slange.

(Du véd, den slange som nu ernærer sig ved at æde støv.) :fløjter:

Så, tålmod, jmp!

At vente på gudens nye tiltag er en dyd. Se fx hvordan jehovavidnerne væbner sig med 1914-tålmodighed, alt mens de håber på, at Jesus snart tager sig sammen og går i gang med massemordet på seks milliarder mennesker.

Så, jmp, hvis der ikke er ret megen gang i debatten her, så væbn dig med tålmodighed.

Ting tager tid! Også at få et nyt forum til at blive 'super'aktivt.

Men hold ud! Der er stadig mange ting der kan debatteres om.

Jerry

I går ved 19 tiden gik jeg der på vejen med min hund. Jeg nyder så meget naturen omkring mig, at jeg ikke kan beskrive det med få ord, men det er som om, at noget virkelig når mig langt ind i sjælen.
I denne tid fascineres jeg i særlig grad af markerne; deres lysegrønne farver, der på toppen bølger og vidner om kornets rytmiske og organiske liv.
I går på en af mine ture ser jeg så, at en traktor har lavet et hjulspor ind i den mark, jeg dagligt passerer. Impulsivt "trækker" jeg hunden med mig ind i sporet i håbet om, at der ikke kommer en sur landmand efter os. Jeg tjekker ud, at vi ikke træder korn ned, så vi går blot i hjulsporet inde i en kornmark. Solen skinner, og hunden foran går sin vante gang med snuden ned mod jorden.
Det fantastiske for mig var, at jeg fik lov til at gå midt inde i kornmarken omgivet af den lydegrønne farve, og jeg kunne ikke andet end at juble. Kornet gik mig til brystet og i horisonten fortsatte marken sin bølgen.
Hvad jeg ikke tænkte over som barn er, at landmændene sikkert kærer om deres marker, og så velopdraget som jeg nu er, gik jeg varsomt tilbage. Men de fem minutter ind mellem de mange kornstængler affødte altså en lille jubel, så da jeg atter læste dit indlæg, hvor du hentyder til, at der ikke sker noget på debatten, tænkte jeg; jo, der sker faktisk noget, måske ikke her i dag, men derude i livet.

Mvh
Anne

At de bølger,vidner nu nok snarere om at vinden blæser.

Du er lidt pudseløjerlig når du afviser mine ord om nuet. Hvis vi ikke konstant oplevede ville livet da være kedeligt. At erindre sig en oplevelse eller varsomt drømme om en bedre fremtid,forstyrrer heller ikke nuet.

Ved enden af en dag kan vi sidde i en stol og føle resultatet af dagens hændelser, både dem der får os til at smile,såvel som dem der får os til at bande. Vi kan udvide det ved at huske langt tilbage eller tænke langt frem,men for det meste, når vi får sovet,møder vi en ny dag. Hvis vi lader fortiden og fremtiden få den plads de har krav på,er der ingen konflikt, heller ikke med hensyn til at skelne mellem dem og alligevel forholde sig til nuet.

En god erindring får os til at føle os godt tilpas.

Dejligt at der sker noget derude hvor du er. Mig? Jeg sidder alt for meget ved computeren.

Ja, der er sikkert mange ting der skal debatteres om, men så må man jo også poste indlæg ellers er der ingenting. Når en anonym så går forbi siger han/hun til sig selv: "her sker jo ingenting."

Se bare på den anden debat. Det kan være at den er blevet lidt åndsforladt (I er jo allesammen skiftet herover ) men der sker da noget.

Uhh, vi mennesker elsker følelser. Hvis nu nogen sagde noget helt forkert kunne det være jeg meldte mig til bare for at fortælle ham/hun hvor meget fejl han/hun tager. (Findes der forøvrigt et ord, som ikke er "det", der dækker både han og hun???)