|
1
registreret
(1 usynlig),
797
gæster og
137
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#9809 - 14/08/2010 16:48
Re: Et andet syn
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 4683
|
|
Hej..
"Jeg er helt enig i, at kærlighed er den lim, som binder universet sammen. Det er den ånd, som er grundtonen (tak Arne for det ord)".
- I er godt nok nogle poetiske fætre, i tre..;)
Men universet omkring jer bindes jo ikke sammen af kærlighed, faktisk er universet og naturen i øvrigt komplet ligeglad med hvad i måtte føle og tro derom. Så dén form for "naturforklaring" er m.a.o. ikke hverken praktisk ell. anvendelig som metode...
"Er vi bange?".
- 'Angst' (for det forgængelige) ville nok være et mere præcist ord, i denne sammenhæng, som universet også her er indifferent overfor. Men angsten udspringer fra selve grundsynet troende fik internaliseret fra det ældre verdensbillede i deres selvopfattelse - hvorfor det er grundsynet (bestående af kun overnaturlige riter fra religionerne selv) i må korrigere, for at få lidt ro på disse uregerlige følelser...
"Lad os bestræbe os, lad os tilgive, lad os åbne os".
- Her vil en større åbenhed overfor mere rationelle forklaringer nok netop være en udvej fra problemerne i sidder med, idet psykastenien akkurat er en konsekvens af så følelsesmæssig en håndtering af et fejlagtigt verdensbillede fra fortidens kulturbrønd.
I denne forbindelse kan du såmænd godt "tilgive" dig selv, selv om det i mine ører lyder som en noget højtidelig tilgang til (selv-)erkendelse. Erkendelse af fejlagtige antagelser, bygget på ældre kulturers obskure scenarier fra endnu ældre menneskers fantasier, behøver du i nutiden ikke skabe så storslået et psykodrama omkring. Det er (ikke mindst!) dig selv du skylder at forklare verden (og mennesket) på en bedre og mere logisk konsistent måde, hvorfor dit ansvar begrænser sig til videreførsel af fantasier fra gamle menneskesyn der blev indtolket i (absurde) verdensbilleder.
Der ligger helt menneskelige årsager til grund for at nutidige mennesker tolker verden omkring dem ind i fortidens mystik. Det er simpelthen en måde hvorpå de skaber sig et overskueligt billede af verden, hvor mennesker blir små dukker der agerer efter manuskripter det enkelte trossamfund indlæser fra gamle riter der behager dem. Her opbygger de så selvbilleder efter præcise strukturer i de små sociale grupper, og anerkender indbyrdes hinanden i stor forståelse for hinandens rolle. Kald det gerne en socialpsykologi.
På en måde beskytter de sig netop imod naturlige mekanismer der ingen etik har, og tilstræber derfor at tilføre naturen en sådan etik - 'den dumme natur, som byder på så smertelige omkostninger i kraft af den eksistens livet tilbyder os, den skal fandme ikke komme her og tro den ér noget. Lad os her i kolonien i stedet tilbyde hinanden de selvbedrag vi har brug for!'...
Javel ja, men det helt væsentlige for disse små trossamfund blir jo så, at hvis mennesker helt og aldeles bare efterlever de roller manuskriptet tildeler dem, da vil hver enkelt aktør dermed også afgå ved døden uden at være sig sin rolle bevidst, og i den forstand forblive med at være tilskuer til sin egen eksistens. Så hvis der med 'åbenhed' menes 'døren på klem' overfor dén form for selvbedrag, da må vi der ser på nok sige, at vejen mod erkendelse synes at være en gentagelse fra fortidens borgerkrige mellem små uens trossamfund - vi har set stykket mange gange før. Spørgsmålet mit er derfor, kunne i ikke snart skrive et nyt og hidtil uset...? ;)
mvh
Simon
Redigeret af Simon (14/08/2010 17:25)
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
#9811 - 14/08/2010 20:13
Re: Et andet syn
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7513
Sted: Sydsjælland
|
|
Zenia/Esther.
Du nævner idéen om reinkarnation, og du har overvejelser om hvorfor idéen om (universel) godhed og kærlighed afvises af mange.
Og så skriver du (rigtig godt, synes jeg):
Vi må ... som jeg ser det ... derfor "bare" søge at leve i overensstemmelse med vort indre univers så godt som muligt. ... Når vi så er nået til erkendelsen af, at kærlighed er den eneste lim, som binder universet sammen (Hildegard von Bingen) ja så kan vi da godt erklære os som heldige og søge at leve ud fra denne erkendelse/indsigt. 
Den første del, "at leve i overensstemmelse med sit indre univers" kan jeg fuldt ud tilslutte mig.
Og dem, der ikke gør dét - uanset hvordan den enkeltes "indre univers" så ser ud - kan jeg ikke beundre (selv om der kan være mange gode grunde for den enkelte til ikke at kunne magte det).
Den anden del - kærligheden - som nogle erkender - eller aner - eller fornemmer - eller oplever (hinsides alle teodicé-overvejelser om "verdens ondskab" - som efter min mening blot er et selvforkælet og menneskecentreret livssyn) er jo en gave til dem, der er så heldige at se den.
Det er i hvert fald sådan, jeg opfatter det.
(For mit vedkommende tog det et godt stykke tid, før det gik op for mig, at den uundgåelige - men også dejlige - konsekvens er selv aktivt at elske )
Når jeg så kommer til afvisningen af godhed og kærlighed, som noget grundlæggende i livet, og i universet, bli'r det mere svært, synes jeg.
Har man ikke haft oplevelsen af, at det er sådan, det er, da er en afvisning da meget forståelig, synes jeg.
Det tror jeg også, jeg selv ville gøre 
Men har man først fået denne oplevelse "ind under huden" da kan man nok ikke (heldigvis) slippe af med den igen.
Da er det en sandhed i ens eget "indre univers", som andre kan betvivle.
Jeg ka' da osse godt selv skabe tvivl v.hj.a. min fornuft - "åndelig trøst og sutteklud" opfundet af psyken - ligesom forældreløse børn kan opfinde forældre, selv om de ingen har,
men alt den slags kan jo alligevel ikke rokke ved grundoplevelsen af sandhed, synes jeg.
Men er man udpræget rationalistisk i sin holdning til livet og således alene bekender sig til menneskelig fornuft (hvad der kan observeres med det blotte øje samt alle mulige måleinstrumenter, kombineret med avanceret matematik, teorier og disses efterprøvning), så ligner alt andet end det rationalistiske verdensbillede jo noget "fordrukkent vrøvl".
Så skrumper verden ind til noget rationelt, hvor der ikke er plads til at tage sådan noget som uselvisk og medfølende kærlighed alvorligt (At det rationalistiske verdensbillede ikke har svar på spørgsmål såsom, hvordan det går til, at verden ER, afvises så som værende irrelevant).
Og når man tænker på, hvor meget menneskets fantasi har kunne skabe af uholdbare forestillinger, er den rationalistiske indstilling vel forståelig.
Men efter min mening ser det nærmest ud som noget i retning af, at rationalisterne forsøger at "bygge en model af verden v.hj.a. legoklodser".
Det ligner - men heller ikke mere
Idéen om reinkarnation - og i det hele taget, hvad der sker, når vi dør - har egentlig aldrig rigtig fanget min opmærksomhed for alvor.
Jeg husker stadig, da jeg efter en del år igen gik ned fra Ikónen på bjergets top i den subtropiske urskov og havde fået den "indsigt", at religiøse dogmer - ja, selv teisme (gudstro) - ikke er noget, jeg skal tage så tungt.
Det, det gælder om, er at tage imod al den kærlighed, verden gi'r mig - og at acceptere, at kærligheden får lov at gro i mig - og bli'r til aktiv genkærlighed
Men så er der sandelig også nok at tage sig til - og så må jødisk, kristen, muslimsk genopstandelse og hinduistisk og buddhistisk m.m. karma og genfødsel - eller blot intethed - vente til jeg puster ud - og ikke ånder ind igen
Så jeg er agnostiker her - lige som jeg er, angående om gud(er) eksisterer i rationalistisk forstand (At gud(er) eksisterer i menneskets bevidsthed, behøver vi jo ikke at spørge om)
P.S.: Jeg bør nok tilføje, at der jo findes ganske mange beretninger om nærdødsoplevelser, som kunne antyde, at døden ikke uden videre bare fører til ingenting...
M.v.h. Arne.
Redigeret af Arne Thomsen (14/08/2010 20:24)
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#9812 - 14/08/2010 22:19
Re: Et andet syn
[Re: Arne Thomsen]
|
|
|
Tak også for dine tanker her Arne. ... Jeg vil egentlig gerne fortælle om en drøm, jeg havde engang omkring det med religiøse dogmer. ... Min mand og jeg var nogle dage i campingvogn, og jeg havde en bog med, som beskrev Jesus mere som et almindeligt menneske end en helt uopnåelig Guds enbårne Søn ... Husker ikke længere titlen på bogen, men ganske tydeligt min forvirring omkring den opfattelse, jeg havde af Jesus. ... At Han kunne beskrives som et menneske, der endda havde fejl. ... Da jeg lagde mig til at sove, tænkte jeg lidt over, om ikke det dog var blasfemisk at skrive (og læse) en bog, som i den grad "omfortolkede" det almindelige billede af Guds Søn? ... Ud på natten vågnede jeg ved, at jeg lo højt i søvne - så højt, at jeg vækkede min ægtefælle, som spurgte hvad det dog var, som var så sjovt. ... Drømmen stod lyslevende for mig - dengang som nu - jeg var barn og dansede sammen med mine to søskende omkring juletræet højt syngende: Et barn er født ... og dét på hver sin melodi!!! Der var en livsglæde og en harmoni, som jeg stadig husker ganske tydeligt som den følelse, der fulgte med drømmen. ... For mig var meningen og budskabet helt klart: Livet skal måske mere leves i glæde og begejstring ... end i grublen over, om man nu også har fået fat i "den helt rette forståelse". ... Kan rigtig godt lide din konklusion om, hvad livet handler om. ... Selvfølgelig har du ret i, at så længe man er i medvind kan man sagtens, men alligevel har jeg det da sådan, når jeg kigger tilbage på mit liv, at det er perioderne med modgang, der har modnet og givet nye indsigter, selvom det er svært at se, lige når det stormer allermest. ... En kær veninde sagde engang, at jeg skulle huske ... når jeg mødte modgang ... at kigge mig om efter gaven i den, og det synes jeg altså er blevet lettere at se med alderen. Tak for denne gang. Alt vel og venlige tanker fra Esther.
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#9813 - 15/08/2010 09:17
Re: Et andet syn
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7513
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Esther.
"Et barn er født i Betlehem" i en drøm, og sunget i glæde og harmoni, med tre forskellige melodier - samtidigt - ja, dér overgår du alligevel en Ikón, der siger, at man ikke skal tage den alt for højtideligt - og det skønt den var det vigtigste vendepunkt i mit liv
Og idéen om modgang som en gave, den ka' du bestemt godt regne med, at jeg er med på.
Det er ikke så lidt, du har at byde på - selv om du er syv år yngre end mig!
"Tak for denne gang." - Hvorfor det?
Håber da, du fortsætter her på Trosfrihed.dk.
M.v.h. Arne.
Redigeret af Arne Thomsen (15/08/2010 09:19)
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
