Jeg afviser bestemt ikke falsifikationsprincippet - jeg har selv arbejdet som forsker! Men jeg afviser at falsifikationsprincippet er universelt - falsifikationsprincippet er en grundlæggende spilleregel for naturvidenskaben. Lidt flabet kunne man sige, at falsifikationsprincippet er et filter der afgør, om en påstand er videnskabelig eller ej.

Men universet er ikke underlagt falsifikationspricippet. En evt Gud der har skabt universet er selvsagt heller ikke underlagt falsifikationsprincippet (de nisser du så gerne vil sammenligne med Gud hører under universet, hvis de ellers findes).

Så det kræver ikke andet end et rudimentært kendskab til falsifikationsprincippet at erkende, at du prøver at udstrække falsifikationsprincippets gyldighedsområde i en grad det ikke kan bære - det selvmodsigende i hypotesen, at alle hypoteser skal opfylde falsifikationsprincippet burde føre til at du indser det uhensigtsmæssige i at gøre videnskaben universel (i betydningen, at videnskaben er den eneste hensigtsmæssige måde at tilegne sig overbevisning om omverdenen på).

Du afviser at falsifikationsprincippet er universelt gældende, at det ikke gælder for universets opståen - lad os blot gå med på den antagelse. Problemet er jo STADIG, at du ikke formår at komme med en metode, som kan anvendes til erkendelse af det værende...!!!

Vis os nu den metode som skal træde i stedet... Indtil da har vi ingen grund til at antage eksistensen af noget overnaturligt - hverken univers-skabende guder eller nisser.

Jeg behøver ikke bevise en metode der skal stå i stedet. Det er tilstrækkeligt, at jeg kan bevise, at hypotesen om at alle hypoteser skal være falsificerbare indeholder sin egen negation - og derfor overtræder logikkens lov om selvmodsigelsesfrihed.

Dermed har jeg nemlig argumenteret for, at tro på Gud ikke er i modstrid med videnskaben (fordi videnskabens domæne umuligt kan udstrækkes så vidt). Teisme er fuldgyldigt ligeså rationelt som ateisme og omvendt, så hvad med at komme videre og bare acceptere, at vi tolker førsteårsagsproblemet forskelligt.

Men jeg er da glad for, at du godt kan se falsifikationspricippet ikke konsistent kan postuleres at være universielt gældende. Det næste bliver vel en erkendelse af, at det så ikke er så voldsomt provokerende, at andre mennesker tror på ting der ikke er falsificerbare...

Nu fokuserer jeg ikke så meget på falsifikation, som du gerne vil lade det fremstå som. Du har ikke læst dokumentet og ved derfor ikke hvad du kritiserer. Mit fokus er ikke "videnskabelighed", men nærmere "sund fornuft" (bare læs overskriften i det mindste).

"Teisme er fuldgyldigt ligeså rationelt som ateisme og omvendt, så hvad med at komme videre og bare acceptere, at vi tolker førsteårsagsproblemet forskelligt."

Nej, og jeg postulerer intet om en førsteårsag - det gør teisten (og deisten). Jeg ved end ikke, om der findes en sådan - og kan ikke lade være med at spørge hvad dens årsag så var? Hvis noget kan være uden årsag - hvorfor kan det så ikke bare være universet? Det er så banalt.

Jeg kan undskylde deisten for sin letsindige inddragelse af det overnaturlige, men teismen begriber jeg ikke (andet end som resultat af al mulig anden suttekluds opdragelse).

Derfor er det ikke lige rationelle "hypoteser", for ateisten påstår ikke noget om verdens oprindelse (som teisten gør det) - ud over at vi ingen grund har til at antage, at der skulle være en overnaturlig forklaring.

Jeg siger ikke, at falsifikationsproblemet er "sit eget problem" - og altså selvmodsiger sig selv. For man kan sagtens operere med et grundlæggende princip (alla aksiomer og logikkens ubeviselige grundlag), som er ubeviseligt, men rationelt og bredt accepteret (den "laveste fællesnævner" jeg tidligere har talt om).

Jeg siger, at påstande om hvad der findes i verden, og hvordan den fungerer, skal underbygges med sandsynliggørende beviser. Hvorfor skulle der være en undtagelse omkring verdens oprindelse og teistiske guder? Du må meget undskylde, men jeg kan ikke se en årsag til en sådan letsindighed.

Ah, du misser det elegante i kristendommens argument (andre trosretninger tør jeg ikke svare for). Men altså - universet har en begyndelse (iflg Bibel, og vel også Big Bang teorien), så noget må have forårsaget det. Men Gud er uden begyndelse (evig), så intet har forårsaget Gud. Årsagen til, at universet ikke kan være sin egen førsteårsag er altså, at universet har en begyndelse.

Noget "undenfor" universet må altså have startet det. Samme ide har diverse videnskabelige hypoteser om universets oprindelse (multivershypoteserne, M-hypotesen). Men hvadenten vi taler om Gud eller andre universer gælder det, at deres eksistens ikke kan falsificeres.

Jeg er helt med på, at man godt kan opfinde a priori "spilleregler", såsom matematiske aksiomer, eller kravet om falsificerbarhed. Det er ikke anderledes, end at der er givne regler i et ludospil. Men reglerne gælder kun for den disciplin de er opfundet til - ludospillets regler er kun interessante når man spiller ludo, matematiske aksiomer er kun relevante ved matematiske overvejelser og falsificerbarhed er kun relevant ved videnskabelige overvejelser.

Det jeg opponerer imod er ønsket om at bruge den slags a priori antagelser udenfor det domæne de er beregnet til at blive benyttet i, for så bliver det netop påkrævet at argumentere for, at disse regler er universielle, hvilket altid vil være umuligt. Ligesom forsøget på at forlange alle hypoteser er falsificerbare er selvmodsigende vil dette gælde for alle aksiomatisk lignende postulater der forsøges udstrækt til en altid gældende regel.

Når vi taler om Gud taler vi ikke om, hvad der findes "ude i verden", men hvad der findes "udenfor verden". Er det Gud eller M-branes, ingenting eller noget helt tredie? Spørgsmålet kan ikke afgøres med et falsificerbart ræssonnement, så hvis man vælger at tro på en hypotese derom, vil der altid være tale om en overbevisning der hverken kan sandsynliggøres eller falsificeres.

To af budene på hvad der er "udenfor universet" er forøvrigt interessante derved, at de postulerer det "udenfor universet" kan vekselvirke med vores univers (de fleste troende vil sige Gud kan påvirke verdens gang og tilhængerne af M-branes hypotesen mener andre "branes" kan vekselvirke med vores univers).

Det giver en interessant filosofisk mulighed. Hvis man forestiller sig, at diverse accelleratoreksperimenter påviser manglende energibalance, vil tilhængere af M-hypotesen sige: Hvad sagde vi? Men det vil kristne jo også sige. Hvem har så ret i, at forsøget beviser det de sagde var udenfor universet virkeligt kunne påvirke universet?

Eksemplet tjener til at påpege, at det at have forudsagt en virkning ikke er det samme som at ens tolkning af effekten er korrekt. Skal man i det tilfælde vide, om det var en M-brane eller Gud der legede med i forsøget, er man nødt til at observere det direkte, hvilket selvsagt er umuligt (vi kan ikke bevæge os udenfor universet og kigge efter).

Jeg mener der her er tale om en grundlæggende begrænsning i, hvad vi kan falsificere/sandsynliggøre. Førsteårsagsproblemet (hvorfor begyndte universet) er logisk nok (vi plejer at observere en årsag til en virkning), men vi kan ikke bruge vores sædvanlige metoder til at afgøre, hvad førsteårsagen er?

Nogle er vel ligeglade. Andre mener, at hvis forklaringer er opfundet af fysikere er den nok rigtig. Personligt kan jeg ikke se, hvorfor en forklaring der bygger på matematiske formler er mere tiltrækkende end en Gud der er offentliggjort i diverse skriftsteder? Den grundlæggende begrænsning er lige afgørende for begge forklaringsmodeller.

Nogle taler om "bibeltro". Måske skal vi i fremtiden også til at tale om "formeltro" - troen på, at matematiske formler, forklaret af passende fortolkere, kan fortælle os, hvad der er udenfor universet?