1
registreret
(1 usynlig),
330
gæster og
162
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#8214 - 03/12/2009 11:02
Re: LÆNGSEL
[Re: Arne Thomsen]
|
bor her
|
Registeret: 31/03/2008
Indlæg: 613
|
|
Kære Arne Det bliver kristendommen efter min mening ikke mindre af, men det er enøjet - for ikke at sige snæversynet - synes jeg, at kræve, at kristendommen skal have religiøs eneret. Der er for mit vedkommende ikke tale om, at Faderen og Helligånden ikke skal have opmærksomhed. Pointen i mit indlæg var at pege på vigtigheden i kristendommens trinitet, som jo netop foruden Kristus implicerer Faderen og Helligånden. Når jeg derfor har en stærk betoning af Kristus, skyldes det en kristologisk tilgang; at det er i Kristus eller med Kristus vi tror. Det i sig selv udelukker ikka Faderen og Helligånden, men som Jesus jo siger et sted, kommer ingen til Gud uden gennem ham. På samme måde møder du vel i dit ikon en Kristus, der ser med øjne, så du ikke kan undgå at mærke et nærvær, hvor Gud ER - måske en kraft der gives qua Helligånden. Altså, det jeg prøver at sige, er, at Gud i kristendommen forstås som en treenig Gud, fordi Gud i historien - i vores liv - har åbenbaret sig som Fader, Søn og Helligånd. Treenighedslæren er ikke bare ren teologisk spekulation, men troens eftertanke af det erfarede (Anna Marie Ågaard skrev noget lignende i 1972). Dette er vigtigt at fastholde ift islam, for islam bærer ikke denne unikhed, denne trinitet, så bliver det en dag et spørgsmål om kristendommens eller islams overlevelse, vil jeg så afgjort pege på kristendommen, hvilket jeg selvf. også vil gøre nu, hvis en kom og spurgte mig, hvad jeg syntes han/hun skulle vælge at betro sit hjerte til. Uanset hvor sympatiske og medfølende mennesker vi er, er det altså okay og måske nødvendigt at fastholde det, der kun kan pege mod liv og ikke mod sværdet i bogstavelig forstand. Hermed ikke sagt, at kristendommen ikke opererer med gudsforståelser, der f.eks. formidler holdninger mod abort, homoseksualitet etc, som også kan være værd at tage afstand fra. Og ja, jeg er bekendt med kristendommens historie jf. korstogene osv. Men du finder altså ikke et krav fra min side om, at kristendommen skal have religøs eneret, men derimod et teologisk forsvar for de elementer i kristendommen, der f.eks. adskiller kristendommen fra islam. Kristendommen burde ikke have problemer med at blive set på lige fod med alle andre religioner, med agnosticisme og med ateisme, vil jeg mene. Igen forstår jeg ikke helt, hvorfor du henter sådan et argument frem i lyset af mit indlæg. Jeg får fornemmelsen af, at du reagerer på, at jeg belyser kristendommens ressourcer frem for andre religioner (nu vil jeg ikke just sige, at agnosticisme og ateisme er religioner...?). At jeg vedkender mig et kristent ståsted betyder jo ikke, at jeg ikke respekterer andres ståsteder som f.eks. en muslim, en agnostiker eller for den sags skyls en ateist Hav en god dag, Arne.. Mvh Anne
_________________________
"Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden skikkelse". (Løgstrup)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8217 - 03/12/2009 14:03
Re: LÆNGSEL
[Re: ALH]
|
veteran
|
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7544
Sted: Sydsjælland
|
|
Hej Anne - ALH.
Jeg kan nok tilslutte mig stort set det hele, du skriver.
Jeg nævnte dog tre forskellige kategorier udenfor religionen, kristendom, nemlig: 1. Andre religioner. 2. Agnosticisme, og 3. Ateisme, netop for at dække, så vidt muligt, alle livsanskuelser. Men lad os ikke hænge os i småting
Jo, kristendommen udmærker sig ved "mysteriet om den treenige Gud" - helt enig.
Den anden og den tredje "person" i treenigheden, "Sønnen" og "Ånden", retter sig jo især mod os mennesker, vil jeg mene, men det er den første "person", som vi sædvanligvis kalder "Faderen", jeg søgte at fokusere på i sammenligningen med de to andre monoteistiske religioner, den mosaiske og den muslimske tro.
Hvad kan vi sige om jødedommens Gud, sammenlignet med islams Gud og med kristendommens: "Faderen"?
Den Ikón, der siger mig noget, har kun ét budskab: "Jeg er den, der ER" (skrevet i Kristusglorien: Omikron, Omega og Ni), som jo hidrører fra Moses' møde med Gud ved den brændende tornebusk.
Alligevel tillader vi os - som også Jesus gjorde - at sige "Faderen" og "Ham".
Det er her, synes jeg, vi er betænkeligt nær gudsbespottelse.
Mit hjerte kan i hvert fald ikke acceptere at trække det guddommelige ned på dét niveau, som derved efter min mening forarmer vores tilværelse - vores oplevelse af verden - også selv om vi eventuelt tilføjer ordet, "Skaberen".
Disse betegnelser er selvfølgelig ikke skabt i en ond mening, men jeg synes, de er for primitive, for vulgære, for respektløse, for egocentriske - og at de spærrer os inde i en verden, der er mindre end den, der ER.
Så ka' jeg bedre li' udtrykket "Nirvana", der end ikke kan beskrives ved, hvad det ikke er
Det, synes jeg, er en mere passende respekt for "det hellige".
M.v.h. Arne.
Redigeret af Arne Thomsen (03/12/2009 14:05)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8218 - 03/12/2009 15:13
Re: LÆNGSEL
[Re: Arne Thomsen]
|
bor her
|
Registeret: 31/03/2008
Indlæg: 613
|
|
Alligevel tillader vi os - som også Jesus gjorde - at sige "Faderen" og "Ham".
Det er her, synes jeg, vi er betænkeligt nær gudsbespottelse.
Mit hjerte kan i hvert fald ikke acceptere at trække det guddommelige ned på dét niveau, som derved efter min mening forarmer vores tilværelse - vores oplevelse af verden - også selv om vi eventuelt tilføjer ordet, "Skaberen".
Disse betegnelser er selvfølgelig ikke skabt i en ond mening, men jeg synes, de er for primitive, for vulgære, for respektløse, for egocentriske - og at de spærrer os inde i en verden, der er mindre end den, der ER. Det guddommelige skál ned på det niveau! Jeg har overordentlig svært ved at forstå, at du kan reagere så hudløst på ordet, Faderen og ham . Herre Gud, det er jo bare en sprogliggørelse på baggrund af troens oplevelse: En oplevelse af, at Gud er som en retfærdig far (eller omsorgsfuld mor). Hvis ikke vi er i stand til at opleve og tale om denne, Gud, forekommer denne mig som noget, der er langt væk, noget guddommeligt eller åndeligt, som i virkeligheden ikke har så meget at gøre med vores virkelighed. Hvad er der egentligt egoistisk og vulgært ved at sige han ? Jesus var da i kød og blod ganske menneskelig som en, han.. Pointen med kristendommen vs. jødedommen er vel netop, at Gud er trådt ind i vores verden, helt konkret i Jesus fra Nazaret også kaldet Guds menneskevordelse (inkarnationen). Nu håber jeg ikke, at jeg lyder ophidset eller skrap, det er egentlig ikke min mening. Jeg har nok lidt svært ved at forstå, hvorfor du på den ene side helst vil dvæle ved Faderen, ham, som ER, og på samme tid føler et misbehag ved de begreber, der figurerer som Faderen, han osv... 'I Kristus' behøver det hele ikke at være så kompliceret, som en af mine trosfæller helt sikkert kunne finde på at sige.. Håber ikke, jeg har misforstået dig Mvh Anne (skrevet meget hurtigt)
_________________________
"Med vor blotte holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden skikkelse". (Løgstrup)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8222 - 03/12/2009 17:37
Re: LÆNGSEL
[Re: Anonym]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3992
Sted: Nørresundby
|
|
når vi den totale renhed som Jesus Kristus, så bliver vi - som han - ét med Gud. (Man vil blive udlært som sin mester).
Det du der siger findes der kun svage spor af hos Johannes, men ellers er det ikke kristendom.
Kristendom er ikke renhed og et med Gud. At kristendom ikke er renhed, betyder dog jo heller ikke at det er beskidthed; men det betyder at kristendommen er at forblive jorden tro. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Ligeledes hvis nogen er i Kristus er han en ny skabning.
Altså Kristendom er en ny antropologi, en kristologisk antropologi, og der findes ikke tegn på at mennesket skal gå op i Gud eller blive et med Gud (kun hos Johannes der blander og forvirrer Kristusmystik med Gudsmystik).
Tanken om opstandelsen og de nye skabninger vi er i Kristus, modsiger at vi skal være et med Gud.
Kristendommen er faktisk den eneste verdensreligion hvor mennesket ikke skal gå op i Gud eller noget andet, hvor mennesket ikke skal opløses, men blive stærkere og bevares. Kristendommen har en antropologi, her har Gud stillet sig på menneskets side.
Den kristologiske antropologi siger at mennesket skal blive et Gudmenneske, et Kristusmenneske, Kristus skal vinde skikkelse i os. Så mennesket skal ikke miste sig selv via askese og renhed og ved at gå op i Gud eller blive et med Gud, for derved giver vi afkald på vores menneskelighed og den beholder vi som Kristusmennesker, eller som Gudmennesker.
Det er netop dette stærke antropologiske forhold, den kristologiske antropologi, hvor Kristusmystikken aldrig blandes sammen med Gudsmystikken, der kendetegner kristendommen, eneste religion hvor Gud har stillet sig på menneskets banehalvdel for at styrke os og det sandt menneskelige.
I Kristus har vi friheden og ånden fra Gud og vi skal ikke være et med Gud, men være Gudmennesker. Derfor Kristus. Gud er ikke i renhed eller i ånd eller åndelighed, men Gud er i mennesket. Det er i kristendommen mennesket der er vigtig og ikke renhed eller ånd og åndelighed eller endsige Gud, det er nemlig Gudmennesket i stedet for det drejer sig om.
Kristendommen er eneste religion hvor mennesket ikke må tabe i det spil med ånd og åndelighed og Gud. Mennesket skal kunne klare alt det med ånd/bevidsthed og åndelighed/intelligens og Gud uden at give køb på sig selv som menneske, uden at miste libido eller styrke og vitalitet som menneske, ja tværtimod skal mennesket være en ny skabning et Gudmenneske (Kristus der vinder skikkelse i os alle).
Kun kristendommen har dette stærke antropologiske princip, kendt som den kristologiske antropologi for de nye skabninger vi er i Kristus. Alle andre religioner forråder jorden og mennesket og er en underkastelse det åndelige, ånden og Gud. Men sådan er kristendommen ikke, her er ingen underkastelse Gud eller centrering Gud eller forsøg på at nå Gud, via åndelighed og renhed, da mennesket har unik værdi, det vi finder i opstandelsestanken og i det forhold at i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod.
I kristendommen er det ej heller mennesket der søger Gud, men Gud der er kommet til os og har fundet os i Kristus. Det skyldes ikke menneskets søgning eller selvanstrengelser, selvretfærdighed, men er en begivenhed der ved Helligåndens hjælp kan manifestere sig i vores liv, gøre sig gældende i den enkeltes liv. Troen er at leve i åbenhed for denne inkarnationsbegivenhed Kristus, Kristusbegivenheden. Om man siger ja eller nej til Guds fødsel i ens liv (Kristus), er selvfølgelig op til det enkelte menneske selv. Hvis man siger ja til Guds fødsel i ens liv (da er man ikke religiøs mere og tror ej heller mere på Gud), vil det også medføre at man selv bliver en ny skabning, et nyt menneske. Disse forhold kan enhver afprøve i sit eget liv, da det findes som konkret virkelighed, der endda indimellem presser på for at manifestere sig, for at gøre sig gældende i ens liv. Og det er så konkret at enhver kan forlade tros-idioti og begynde at eksperimentere med disse forhold. Det er konkretionernes konkrethed i al dets singularitet. Det er kreativt musisk og kendetegnes af at vi kan vandre i ånden og lovsynge med vores forstand, både højre og venstre hjernehalvdel er involveret.
mange kærlige religionsfilosofiske Berdyaev hilsner Hanskrist.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|