Hej Arne
Ja, så besluttede jeg mig alligevel for lige at svare dig med det samme, inden jeg logger af for denne gang.
men du tager da rent faktisk fejl, når du tilsyneladende hævder, at det er en form for kristendom, der ikke er i udvikling, og at den stadig er den samme som for 2000 år siden.
Det har jeg ikke skrevet noget om! Pointen var derimod, at jeg mener, at det er forkert at ville definere Gud en gang for alle, om man så kalder sig ortodoks, katolik eller protestant. Teologi er troens eftertanke, det er at beskæftige sig mere med detaljen end én bestemt enhed; teologien kan aldrig blive en fasttømret størrelse, den må være bevægelig, dynamisk og foranderlig og have mødet mellem Gud og mennesket for øje, hvorfor teologi ikke kun handler om gudsbegreber men om livet selv, menneskets virkelighed.
Så når du hævder, at "Gud ikke kan defineres en gang for alle for et par tusind år siden", så er jeg ret sikker på, at du her ikke er uenig med ortodoks kristen teologi (men det lærer I vist ikke ret meget om på universitetet?).
Ja, det tror jeg da gerne. Gode teologer vil da slet ikke operere med en ubevægelig teologi, hvor Gud er én defineret størrelse og færdig punktun. Og det lærer vi netop på Universitetet; at tingene slet ikke er så entydige. Hvad specifikt angår ortodoks kristen teologi er det i øjeblikket et valgfag, der også dækker over ikoner, men det er ikke et fag, jeg har valgt, og min viden på området er derfor også begrænset. Har ivørigt en færdig uddannet studiekammerat, der er blevet bedt om hjælp til at oversætte nogle ortodokse tekster fra rumænsk til dansk, idet hun har specialiseret sig i noget omkring ortodoks teologi.. Hvad det nærmere går ud på, husker jeg ikke.
Og når du bruger udtrykket "at definere Gud", så stejler det i mig, og jeg føler at du "tramper rundt som en elefant i et glasmenageri"
Ja, det ved jeg, og jeg brugte ordet 'definere' for at betone vanskeligheden i definitioner samtidig med, at vi alligevel må bruge sproget og begreberne, når vi vil dykke ned i detaljerne som f.eks. fremhævelsen af Guds menneskeblivelse, det vertikales korrelation med det horisontale etc.
Det eneste, jeg ikke rigtig kan følge dig i, er, at du skriver, "på afstand".
Hvorfor dog afstand?
Fordi jeg kan komme til at opfatte din afvisning af, at Gud skal ned på det menneskelige niveau, at Gud faktisk er Gud-med-os i dybet, her hvor vi lever vores liv, hvilket Kristus på korset er et ganske overordentlig billede på, som det at du vil fastholde en afstand mellem Gud og mennesket, som slet ike hører kristendommen til.
Du synes kun at se det guddommelige nærvær gennem Jesus Kristus og vel Helligånden, men det er jo netop her, Jesus i Thomasevangeliet peger på, at vi bare ikke har øjnene åbne for Guds Rige.
Jesus peger jo ikke på sig selv, men på "Faderens Rige", som jo er lige her!
Jesus siger i Joh ev., at han er vejen, sandheden og livet. De første kristne kom til tro på Jesus Kristus ved Kristus. Guds måde at åbenbare sig selv på sker i Kristus. Han åbenbarer "Faderens rige". De, der har øjne skal se, og de, der har ører, skal høre. Som Gud er midt i blandt os, således er Guds rige også midt i blandt os. Derfor skrev jeg i mit sidste indlæg: Jesus fortæller jo netop, at Guds rige ikke nødvendigvis er noget vi skal tilnærme os i afstand eller forvente som et synligt og nyt kongerige, men at det allerede er spredt over jorden akkurat, hvor vi befinder os, selvom vi ikke kan se det. Men dette forhold er meget bedre skildret i de paulinske breve, hvor vi får Paulus' bud på det at leve sit liv "i Kristus", i Guds nærvær.
Du nævner hjertebønnen, men du synes ikke at være bekendt med de tre faser i den ortodokse form for bøn, hvor både metanoia og skaberens nærvær gennem skaberværket er væsentlige elementer.
Nu var hjertebønnen jo blot en sidebemærkning og egentlig ikke pointen. Jeg har kun prøvet den ortodokse form for bøn nogle få gange og kan faktisk ikke huske, om vi brugte alle ledene, men jeg formoder, at vi sagde ordene på indåndingen (Jesus Kristus, Guds Søn) og ordene på udåndingen (Herre, forbarm dig over mig (synder)).
Som du ved, er jeg utilpas ved at bruge ordet Gud - netop fordi det gør det guddommelige til et væsen, noget der ligner kendte levende væsener.
Jeg oplever det ikke som en indespærring. Faktisk vil jeg da mene, at Gud meget hellere vil i relation med os, end, at vi vil undgå at tale om ham og med ham, fordi vi får ord og begreber galt i halsen (eller hvad vi nu gør:).
Men hvis det forlanges, at det skal forstås bogstaveligt, så er det efter min mening en overvurdering af den menneskelige kreativitet på det spirituelle område, hvor vi søger at nærme os sandheden bag altings væren
Problemet med Spong kan netop være, hvis han giver indtryk af, at alternativet til hans teologi er den bogstavelige tilgang. Men der kan i disse formuleringer om Kristus som korsfæstet og opstanden ligge en ret væsentlig kreativitet og kristen spiritualitet, hvilket så at sige med Tillich kunne være et modsvar til Spong. Jeg vil ikke uddybe dette nærmere, fordi jeg arbejder med Spong og gerne vil holde det lidt adskilt fra debatten (selvom jeg selv har bragt manden på banen) og give tid til mine tanker herom.
Mvh
Anne
P.S
Jeg har med vilje valgt at komme med korte formuleringer denne gang, da jeg har brugt mange ord og linier på det mere teologiske forhold i tidl. indlæg og endvidere ikke har så meget tid til debatten.