Kære treram,
Tak for et venligt svar, som egentlig kun får mig til at fundere lidt over forskellen mellem religion og tro?

For mig er det sådan, at religion er noget udefra-kommende, mens troen går den omvendte vej.

Tænker, at det er vigtigt at skelne, så man ikke smider "barnet u med badevandet".

Samtidig tænker jeg, at tendensen helt tydeligt viser, at religionernes tid er ved at være ude, idet de ofte adskiller mennesker mere, end de forener, mens troen - som jeg ser det - vinder frem overalt.

Det er måske det med flammen, som jeg tænker ér indlagt i os alle, der er ved at blive stærkere. Who knows?

m.v.h.
Zenia

Hej Treram..

"Jeg har været i situationer hvor jeg også har spurgt mig selv, hvad er egentlig meningen med mit liv, men mest i situationer hvor jeg har været døden nær og det er sket et par gange, jeg syntes ikke at jeg fortjente at være så syg og jeg kæmpede mig igennem og blev rask så hurtigt at lægerne blev overrasket".

- Der er jo heller nogen bagvedliggende mening med selve sygdommene, der derimod let får dybe konsekvenser der påvirker de forventninger til livet vi både kan nyde og lægge mening i.
Sygdom kommer jo altid på tværs af forventninger og ønsker, dette uanset om der er tale om børnesygdomme eller sygdomme der rammer voksne eller ældre mennesker. Der findes næppe noget så handlingslammende som sygdomme, så det er jo ikke så mærkeligt at vi ønsker at blive dem kvit så hurtigt som muligt.

Jeg mindes Theresa fra den kristne debat, jeg ved ikke om du husker hende, men hun blev i hvert fald alvorligt syg og vi skrev en del privat - hun døde desværre alt for tidligt. Men hun var en brillant spl. med et både smukt og rationelt livssyn, og leverede debatten rigtig mange fine meninger til indbyrdes diskussion, bl.a. hvad angår meninger om sygdomme.
Og i guder hvor de troende også dengang kørte de "guddommelige meninger" i stilling - enkelte debattører (med flere navne) udviste stor forargelse over et menneske der under svær sygdom ikke ændrede livssynet til noget ophøjet, alias den tro de forkyndte osv.
Ak ja, der er ingen grænser for empatien hos troende hist og pist, ved du nok ;) Men at sygdomme radikalt kan ændre livssituationen hos mennesket til eksempelvis noget ganske utåleligt der selvfølgelig også kan få mennesker til at ønske et livsophør, betyder jo ikke dermed at mennesker radikalt ændrer syn på selve livet, for det er jo trods alt selve sygdommen der kan gøre ens livet ret ubrugeligt.

"Vi står alle på forskellige stader, og har forskellige meninger om livet og dets opståen, i årtier har kirken tæsket religionen ind i folket, dette kan jeg ikke acceptere, det er vold mod mennesket og de børn der skal bringes ind under religionens svedne vinger med vold og magt-konfirmation, men det ved du vist nok jeg er imod og det kan gøre mig så arrig, når præsterne tillades at udføre deres fangst i skolen, selvom det er forbudt at missionere i den danske folkeskole".

- Troende forældre (med biwel ell. koran) rundt om tænker slet ikke på religiøse traditioner de propper børnene med som indoktrinering, og finder gerne institutioner der håndhæver og indfører troen i undervisningen indenfor ministeriets rammer.
Små mennesker "aber" rigtig meget efter hinanden, alle efterprøver etc. Og bilder voksne fx. børn ind, at ca. 80% af Danmarks befolkning er kristne troende (bare fordi 80% af uvisse grunde stadig er medlem af folkekirken), ja da vil børnene med stor sandsynlighed også på dette område tolke "verdenssituationen" som de voksne, der jo er de nærmeste autoriteter.

Rigtig meget af den påvirkning børn får kommer direkte fra forældre, og hjemmet hos troende hvor der bedes bord- og aftenbøn er jo den trygge arne i livet. De religiøse ritualer og traditioner forbindes derfor videre ud i livet med tidligere tryghed, hvorfor det er selve barnetroen og barndomsoplevelserne der måske pludselig skal gøres op med - og det er ikke spor let, derfor konfronterer voksne troende jo også kritik med voldsomme følelsesudbrud, som vi ser det hos nogle debattører.

Når noget i livet går galt, da vil vi som mennesker altid tænke tidligste tryghed fra erindringen ind i nutiden, ligesom dyr der instinktivt finder tilbage til sidste trygge sted at være. Hvis sygdomme og dødsfald op gennem barndommen blev tillagt en højere mening, da vil denne mening med stor sandsynlighed udfolde sig som trøst hos den voksne troende, og her vil kritik af troen så blive overført til en kritik af selve den trøst den troende finder i (også) sygdomssituationer. Kritikere bliver derfor tolket som ondskabsfulde osv.osv. Alt sammen psykiske reaktioner der afstedkommer fra religiøs tro der jo tolkes ind i selve barndommens sindbilleder.

Så du har ret: jo tidligere børn af præster og forældre kan påvirkes til at identificere sig selv og livet omkring dem med religionens tro, jo sværere og dybere vil påvirkningen være.

"Nogle behøver ikke hjælp fra religionens verden for at leve et godt og indholdsrigt liv, det er sikket svært at forstå for de troende, som klæber til deres tro på hvad??? ingen ved, og ingen får det nogensinde at vide, der findes ingen beviser når det gælder tro".

- Hvad man kan påvise er jo, at religioner er dybt afhængige af ritualer og traditioner. Dyrkes og fastholdes de ikke, udvandes troen og videreføres slet ikke som - m.a.o. er der igen sammenhæng mellem selve livet og troen, kun mellem traditioner og troen.

mvh
Simon

Kære Simon,

NÃ¥r du skriver:
(citat)
Hvad man kan påvise er jo, at religioner er dybt afhængige af ritualer og traditioner. Dyrkes de ikke, er udvandes troen og videreføres ikke. ...(citat slut)

tænker jeg, at... dit kloge hoved til trods... blander du jo her netop religion og tro sammen i én pærevælling

Min egen og mange andres erfaring går jo netop på, at religionen KAN afvikles/undværes, mens troen, som kommende indefra, har en styrke, som overvinder rigtig meget, måske netop fordi det, som jeg vil tillade mig at kalde "den rene vare" indebærer både tolerance og forståelse for andres ståsted....

Den vej ser jeg mange gå i disse år. ...

Den kan oven i købet få et menneske til at se meningen med livet - også, når det gør ondt. ...

På godt jysk er det jo ikke så galt.

mvh
Zenia

arrgh simon, nu lader du følelserne løbe af med dig, her hvor du skriver:




Alt tyder på at Theresa var et stort stunt nummer,,,,

først en debatør ved navn Hanne der dør og en Theresa der kommer og fortæller herom og fortsætter i forlængelse af Hanne der dør. Så dør Theresa og der kommer "gud døde mig" en Marianne (mener det var en Marianne (men om jeg har brug for det rigtige navn det kan findes i gamle indlæg)).

Det mærkelige i alt dette var at nr 1 Hanne og så nr 2 Theresa og så nr 3 Marianne, alle skrev på samme måde og havde de samme idiosynkrasier eller følelsesmæssig var engageret på nøjagtig samme måde og havde de samme sympatier og antipatier overfor personer på debatten.

Hver gang var det afløseren der kom og fortalte om den foregåendes svære død. Og vi ved at mennesket kan li følelsesmæssig at fantasere omkring egen død og bortgang, selv treram indrømmer at det tænder noget i ham, mobilisere nogle åndelige kræfter i ham, eller noget selvreflektion og viljesstyrke. Alt tyder på at du har været snydt og bedraget simon, og at Hanne; Theresa og Marianne har været en og samme person og stadig lever i bedste velgående den dag i dag, men blot fordi en vis HansKrist afslørede hendes stunt nummer valgte at tie efter ganske få indlæg som Marianne.

Marianne der var nr 3 i tretrinsrakketten af dødsfald vi skulle informeres om på debatten ret detaljeret, hun skrev nøjagtig som Hanne og som især Theresa, havde de samme meninger og nøjagtig de samme holdninger til personer. Statistisk set ville dette være helt usandsynligt.

Hvem var ikke i kontakt med Theresa, jeg har været det pr telefon, fik invitationer til at være sammen med hende og Nasar Khader (som hun var personlig ven med) om jeg havde lyst at komme på besøg i København. Min gode ven og nabo igennem mange år, hans søn har også været i telefonisk kontakt med Theresa jævnligt igennem en periode, og han sagde igen og igen, at vi blev ført bag lyset og førte hinanden bag lyset med vores profilnavne og at ingen af os kunne vide hvem personen bagved var, om vedkommende var den vedkommende gav sig ud for. Iøvrigt havde hun en fantastisk smuk feminin og charmerende stemme og toneleje. Bestemt ikke en kvinde der var tabt bag en vogn, jeg der talte i telefon med.

Jeg mener stadig det var et stunt nummer som rigtig mange hoppede på, bla. stausholm og simon og selveste religionsdebatten der skrev om Theresas død (ved fra lidt inside viden at hverken dødsannoncer eller gravsteder kunne gives os af Marianne, den sidste af de 3 og at alt her løb ud i sandet med en sludder for en sladder uklar tale fra Marianne). Det hele sluttede ved Marianne der kun skrev få indlæg og nægtede os at deltage i begravelsen og få gravstedet at se, selv du simon fik aldrig adgang, så vidt jeg husker. Efter at jeg redegjorde for disse mystiske dødsfald for åben skærm (Hanne og Theresa) og at der altid stod en lignende debattør klar til at ta over og i detalje fortælle om dødsfaldet, altså denne mærkværdige kontinuitet, hvor en Theresa overtager efter Hanne der dør; og så en Marianne der overtar efter Theresa der dør nogle år senere; valgte Marianne der ellers var ved at komme godt igang med at skrive indlæg på nøjagtig samme måde som Theresa (de samme meninger, holdninger og idiosynkrasier overfor personer på debatten) at trække sig.

Jeg tror ikke på historien og jeg vil gerne træffe den person der har skrevet under profilnavnet først Hanne, så Theresa og så Marianne. Jeg er ret sikker på det er en og samme person, der lavede dette stunt nummer for at se hvordan vores følelsesmæssige etiske holdning ville være til dødsfald.


Simon Simon Simon, ta dig sammen, du er alt for følelsesmæssig inficeret når det kommer til stykket. Endda så meget at du mister overblikket og kritisk sans, da det du ønsker skal være sandt, tager magten over din fornuft som du ellers er så stolt af.

mvh HansKrist


PS:

overgangen fra Hanne til Theresa havde flere ulogiske og mystiske modstridende usandsynlige hændelsesforløb, som der allerede dengang var nogle meget vågne kritiske debattører der påpegede. Fx at Theresa satte sig ned og skrev et indlæg en times tid efter Hannes død og informerede os herom. Det er så hvad det er, men at dette stunt (Hanne - Theresa stunt) så gentar sig nogle år senere, nu som "Theresa - Marianne" episoden, dette er simpelthen for usandsynligt til at være sandt.

PPS:

hvad du her skriver vil jeg påstår er direkte ønsketænkning der overtager virkeligheden, din sunde fornuft og din hukommelse, ja forvrænger for dig hvad der rent faktisk skete, for der var overhovedet netop ikke eksempler på følgende så vidt jeg husker:



simon simon simon hvordan kan du synke så dybt, her er det virkelig ønsketænkning der bemægtiger sig din hukommelse og din fornuft, ja du virker her som et offer der er drevet at hvad du ønsker skal være sandt, og af den grund får dig til at påstå noget der ikke stemmer med virkeligheden.

hvor er den fornuft du lovsynger så flot om, begynder du nu at se hvad det er os psykoanalytisk orienterede har fået øje på omkring problemet med fornuft og rationalitet????

Hej Hanskrist.
Bare en kort bemærkning, det var absolut intet åndeligt jeg følte da jeg 2 gange var meget syg, men jeg følte en viljestyrke og sagde til mig selv: dette skal jeg dæleme nok komme igennem og det kom jeg, fik at vide jeg ikke kunne arbejde mere, i en alder af 45, fik besøg af en sagsbehandler der skulle indstille mig til invalidepension, men måtte skuffe hende, jeg havde ikke brug for invalidepension og har arbejdet lige siden og gør det stadig i det små i en alder af 77.

Og det endda uden "åndelig" hjælp, måske derfor jeg kom igennem.

Ja hvem husker ikke Theresa, det er vi vist mange der gør, men der var rigtignok lidt mystik da hun "forlod" os.