Kære Arne.

Udtrykket nyde kan nok tolkes forskelligt, og det jeg mener med dette udtryk er, at det er en nydelse at føle sig elsket og elske. For mig er det ikke en passiv tilstand, men en tilstand hvor den rette adfærd/handling altid kommer til udtryk.

Lidt ligesom indenfor Buddhismen. Fra den rette tanke kommer der altid den rette handling. Det starter med tanken som kommer til udtryk i en eller anden form/handling. Hvis tanken ikke er kærlig, så er handlingen heller ikke kærlig. Men det er kun een selv som kan erkende om tanken er kærlig, og så blot lade handlingen udforme sig som den nu gør.

Jeg kan have en handling eller adfærd som nogen ville dømme eller tolke som værende ukærlig, men i mit sind er jeg helt fredelig og kærlig. Et godt eks er Jesus. Jesus var fuldt ud kærlig og fredelig, og dog så mange mennesker ham som en trussel. De dømte ham udfra deres egen frygtbaserede opfattelse.

Det er interessant at se hvor meget betydning og værdi vi ligger i vores handlinger og adfærd. Som jeg forstår det, så er det vigtigste i virkeligheden vores tanker og følelser. Fra denne verdens perspektiv ville det ikke se ud af meget hvis et menneske blot brugte sin tid på at sidde i stilhed og lytte til Gud. Vi kræver handling, og det gør vi fordi vi elsker at måle og veje alt. Hvad har du udrettet i dit liv? Hvor meget godt har du gjort for andre mennesker? Hvor mange kroppe har du redet? Hvor mange kroppe har du helbredt osv osv...

Jeg tror på at du gør ALT hvad du kan, Arne. Du er for mig et meget kærligt og venligt menneske. Og hvis bare du følger dit hjerte, så er der intet spildt.

Dine kærlige tanker er som ringe i vandet. Du VÆLGER at tænke kærligt og fredeligt, og ringene spreder sig helt automatisk. Din tanke er helt nok, for den er i kontakt med alt i universet.

Så når Tanken er fuldkommen, så er mennesket et symbol på denne tanke. Jesus var et symbol på Guds Kærlighed, men mennesket/kroppen er forgængelig. Så ideen om det fuldkomne menneske kan være et godt skridt på vejen ind til den fuldkomne Tanke.

Tak for dit svar, kære Arne.

Kærligst Jan.

Hey Jan,,, det bliver ikke et fyldestgørende svar, kun lige vil jeg påpege et forhold eller to.

Din brug af egoet er useriøst og har intet med psykiatriens, den vestlige videnskabelige psykologis brug af dette teoretiske term eller begreb. Så jeg køber ikke din og de nyreligiøses (teosoffernes) tale om egoet, den holder ikke.

Det syndige menneske er blevet erstattet af egoet hos jer, og som de indremissionske kunne tale i timervis om det syndige menneske, så kan I nyreligiøse tale i timervis, årevis, ja I kan skrive en million millard sider fortænkt sludder og filosofi blot man giver jer stikordet ego, og det vælter ud af jer med forbandelser om menneskets duelighed og dygtighedsstruktur egoet, kernen i vores bevidste personlighedsstruktur der har lært at forstå sig på sine omgivelser og de krav der forventes eller stilles herfra og på sig selv, sine drifter og behov.

Hvorfor er egoet (modet til at tænke selv og kritisk (Descartes og Kant's dannelsesideal)), mennesket og personligheden, så ringe (syndigt må det være) i jeres øjne?? I praler da ellers af at opfattelsen af at mennesket er syndigt skulle være forsvundet hos jer, men jeg skal da lige love for at der drives hetz imod egoet, mennesket og personligheden. Dette er stik modsat alt vi finder i forbindelse med Jesus i Nye Testamente. Jeg elsker folks ego og unikke individualitet og personlighed, denne forskellighed, diversitet og mangfoldighed og spraglethed der aldrig skal udslettes af noget alment eller abstrakt eller overvældes eller overløbes af noget guddommeligt. Kristendommens særkende er Guds ja til dette menneske, derfor er kristendommen så forskelligt fra østens religiøse retninger som vi kender i dag i teosofisk form som new age, hvor EKIM er en af de utallige afskygninger deraf.

I nyreligiøse har valgt jeres sludder om egoet ud fra østens religiøse ideale verdensbillede, om altet, Gud og kærlighed (som noget abstrakt hvilket det ikke er hos Jesus eller i kristendommen) og selvet's forhold til kosmos, atman til brahman. Heroverfor har jeg droppet et religiøst metafysisk verdensbillede og istedet for interesseret mig for de videnskabelige verdensbilleder indenfor psykiatri og psykologi og psykoanalysen, Freud og Jung og Erikson mfl. og Winniecott, Bowlby, Stern, Schore og Fonagy alt det der peger frem mod neuroaffektive udviklingspsykologi, hvor vi har Susan Hart i danmark som fremragende formidler.

Hvis man skal udtale sig om egoet som I nyreligiøse teosoffer i dag gør det, kræver det at man sluger jeres religiøse metafysiske verdensbillede og det kan jeg ikke med, derfor står jeg af når du udtaler og skriver om egoet, dogmatiserer om egoet og går amok i dine egobeskrivelser og jeg tænker i stedet for på hvilken forbandelse finder vi ikke her af mennesket, nøjagtig som de hellige der forbander det syndige menneske, der er ingen forskel. I siger nøjagtig det samme.

Din og jer nyreligiøse amatørpsykologers tale om egoet som en umoden infantil grænsepsykotisk projektionsmekanisme godtar jeg ikke, egoet er netop defineret som den personlighedens struktur der gør en ende på disse forhold. Som født på landet og haft en stor del af min opvækst i tilknytning til landbrug og så senere omkring konfirmationsalderen hvor min far bliver murermester at komme med ind over byggeriet, har jeg aldrig haft projektionstilbøjeligheder at slås med. Folk i disse stænder projicerer ikke, for det gør man ikke når man bruger hænderne fra morgen til aften, enten direkte eller med værktøj i hånden. Arbejder og hændernes brug medfører den nødvendige proportionalitet i bevidstheden der gør at vi ikke hverken idealiserer om virkeligheden eller laver et hav af projektioner om vores omgivelser. Psykisk syge og projektioner skyldes at kroppen (især hænderne) ikke er inddraget i personens liv, hvorved al energi stiger til hovedet på folk, og de bliver sindslige, rene bevidstheder eller ånder, uden krop og hænder og ben og fødder, uden sund, kernesund stabiliserende interaktion med omgivelserne, den konkrete fysiske virkelighed, der giver jordforbindelse og de rette proportioner i bevidsthedslivet. Den psykologi (dialektisk materialisme) vi skylder Marxismen mangler i ekim og i new age.





Din tale om sindet som et metafysisk slaraffenland godtar jeg ej heller (sindet er kropsligt (er et legeme) fysiologi og hjernekemi spiller afgørende ind og sindet har derfor sine begrænsninger og stærke grænser, er altså konkret, og har skift/forandringer og ophør, brud (virkeligheden bryder ind og byder sig til som begivenheder hvor vi kastes ud af vores sind (det ekimske barnlige modersind, som vi ikke pga seperationsangst kan klynge os til hele livet)), og nye begyndelser og skabelser, eller udkast kommer til, altså sindet er ikke en uendelig sikker substans vi kan rejse rundt i, holde badeferie i og boltre os i som vi lyster, isåfald er vi grænsepsykotiske (kort og godt sindet er ikke en evig sikker substans vi skal gemme os selv i, dette er demens og depression,, og det er her jeg siger at frygt er det bedste middel til at ophæve denne barnlige indstilling til tilværelsen også derfor Heidegger behandler frygt i sin eksistentialontologi)

og ligeledes din tale om kærligheden der er abstrakt godtar jeg selvfølgelig ikke da kristendommen er verdenskendt for at afvise dette forhold og påstå at kærligheden er konkret (derfor er kristendommens kærlighedens religion per se fordi den ikke abstrahere og gør kærligheden upersonlig). Og det siger sig selv jeg ikke gør dette, da jeg på en ene side er naturvidenskabelig orienteret såvidt psykiatri og psykologien og på den anden side er jeg kristen eksistentialistisk tænker der er gået stik imod østens religiøse verdensbillede, hvor vi i vest har Kristus som det nye jeg-legeme (ukrænkelige suveræne konkrete personlighed og unikke enestående menneske) eller moderne menneske i verden, hvor man altså tænker konkret om mennesket og ikke abstrakt, hvor mennesket bekræftes og bestyrkes. Så jeg har som Jesus intet had til mennesket eller egoet, for nøjagtig i Jesus giver Gud sit ja til mennesket og stiller sig på vores side imod jeres religiøse abstrakte ideer om kærligheden og mennesket.

Det er meget vigtig at forstå at kontinental europæisk filosofi og teologi (kristen eksistentialisme) er radikalt anderledes og forskelligt fra østens religiøse livsopfattelse som vi møder dette her i vesten via new age og EKIM fx. Og her står vi to på hver vores side.


Men til trods herfor er jeg bidt af yoga og meditation, mindfullness og dybdeafspændingsøvelser der fremmer flow og interaktionen mellem højre og venstre hjernehalvdel. Jeg går ikke af vejen for noget, selv ikke tantra om jeg bare havde en Hun-Tiger i reden. Og jeg læser også gerne i EKIM bogen når jeg står overfor den. Men jeg er ikke ukritisk bruger af disse strømninger, jeg er og bliver en moderne vesterlænding med min fulde forstands brug der eksperimenterer, analyserer og kritisk bruger disse metoder og terapier og reviderer dem konstant og kontekster og implementerer dem i naturvidenskabelig konstruktiv retning og ikke religiøs retning. Jeg og vi vesterlændinger mener der skal kunne føres bevis via eksperimenter der gentages og godtgør, tydeligt viser, at der er noget om snakken, tydeligt viser om disse metoder har en positiv konkret virkning vi mennesker kan have gavn af.



Du skriver Jan:



Jeg bliver knust når jeg læser magen til vrøvl. Af flere grunde,, for det første fordi "EKIM Jesus taler/siger" om noget er menneskets historie om ham, endda pure opdigt. Urevangeliet ligeså, et falsum, som EKIM Jesus der taler også er pure tankeopspind fra en person der er vokset op i Christian Science, hvorfor jeg også første gang jeg læste EKIM udbrød, jamen det er jo ren plagiat af Christian Science, som jeg kender særdeles godt.

Du kan da ikke udtale dig om Jesus hvis du ikke kender historien om Jesus, Jesus er jo ikke sådan et fantasifoster som du gør ham til, hvor du både kan sige alt om ham og lade ham sige alt. Inkarnationsbegivenheden som den opstandelsesbegivenhed Jesus Kristus den er, har intet at gøre med at nu har man Jesus her og der og alle vegne som en hyggelig nisse engel eller fantasifoster man i enhver situation kan trøste sig med. Hvorfor ikke interessere dig for hvad opstandelsesbegivenheden Kristus ind i verden betyder og hvordan dette tog sig ud som en politisk revolutionær bevægelse der mangedoblede menneskets intelligens (historien om Helligånden) men sgu da ikke øgede menneskets religiøsitet og overtro.

Hvis du Jan eller Michael konstant vil tage patent på ham Jesus, hvorfor helvede studerer I så ikke teologi eller kristendom før I begynder jeres omdigtninger og frie fantasihistorier. Moderne mennesker er gået amok i fri digtning om Jesus og kristendom.

Åh kære Gud tak fordi der findes højere læreranstalter og Universiteter i dette land, ellers tror jeg at jeg begik selvmord, hvis jeg skulle være overladt til Thomas's urevangelie, Esthers og Jans EKIM Jesus historier og Michaels udlægning af og forståelse af Jesus. Hvis man er så interesseret i digt og fantasi og ja projektioner, for det er vel i sidste ende noget man projicere ud i den Jesus man har hørt om via kristendommen, så skulle man skrive romaner og noveller og eventyr og digte i stedet for. Netop EKIM folket har ikke styr på projektionsmekanismerne. I projicerer jo netop jeres egne personlige indre ønske og fantasiforestillinger ud i Jesus. Jeg har ikke noget imod fantasifoster og arketyper og ånder og skytsånder eller engle, men for pokker hvorfor skal disse vores evner for forestilling og fantasi dog gå ud over Jesus Kristus, ham der gik dernede i mellemøsten for 2000 år siden., så vi ikke gider interesserer os for det Guds Rige og den Guds ånd og virkekraft han uløseligt bandt til sin egen person, liv, mission og værk og skæbne (død).

Jeg bliver tosset af at folk vil kloge i noget de ikke gider studere og undersøge. Men hvor de vælge den dovne løsning, lad os fantasere om det her i stedet for. Dette er åndelig dovenskab så det basker.

Hvis man har noget på hjertet man gerne vil sige og frem med, så skal man sgu da ikke misbruge Jesus som en taknemlig figur man kan hænge alt muligt op på, som du gør Jan og som Michael og Thomas gør.

Er man vild, ja ellevild med Jesus, så studer dog det man ved om ham og den bevægelse der opstod omkring hans person, nemlig kristendommen, der har en bekendelse Jesus der er Kristus Guds levende Søn. Hvad vil det sige at have denne bekendelse til en bestemt historisk mand.


Mange kærlige hilsner HansKrist.

Jeg håber jeg lever op til RoseMaries debat etik:


Findes i sin helhed her:



Det ovenfor skal ses i lyset af at det er den samme RoseMarie der skriver følgende:



Disse 2 kriterier skal lægge til grund for en vurdering af om jeg debat etisk er ude på et skråplan her med mit indlæg til dig Jan.

Hej Arne.

He he Arne, du skal da ikke holde dig tilbage, også selvom du måske oplever det lidt som "brok"

Hvis dette er dit udgangspunkt:

"Jeg ser ingen anden vej end at gøre sit bedste - og så håbe på at det ikke er alt for forkert"

så tror jeg på at du lever helt i overensstemmelse med din overbevisning her:

"Jeg kan ikke sige hvorfor, men jeg blev fast overbevist om, at jeg skal gøre alt, hvad jeg kan i aktiv kærlighed til verden.
Svigter jeg her, og nøjes med at nyde, så har jeg spildt mit liv!"

Beretningen om "Tempelrensningen" er et meget godt eksempel på det jeg skrev i mit forrige indlæg til dig, Arne. Vi dømmer og fortolker adfærden og tror så på at det vi opfatter/oplever er virkeligheden. Man kan sagtens vælte et bord og smide nogen ud af et tempel uden at være vred.

Hvad der er rigtig og forkert bygger vi mennesker på fortolkninger og domme som er helt i overensstemmelse med det vi tror på. Men det vi tror på er ofte ubevidst, og vi er så overbeviste om at vi har den korrekte opfattelse af hvordan tingene hænger sammen, eller vi er overbeviste om at det vi oplever er sandt. Når vi dømmer og tror på at vores dom er korrekt, så tror vi på at vi kan se helheden. Det vi dømmer er et fragment af helheden, og vores dom er en retfærdiggørelse af det vi tror på ubevidst.

Alle historier om Jesus, ja, alt hvad vi kalder historie, det er billeder i sindet som vores sind fortolker og dømmer så det giver mening udfra hvad vi tror på.

Du skriver:

"For eksempel, når man ser mennesker udnytte og skade andre mennesker, og når man ser mennesker skade deres omgivelser.

Hvad gør "det fuldkomne menneske" da?"

Det "fuldkomne menneske" tilgiver. Det vil sige, det fuldkomne menneske ser blot og dømmer ikke. På den måde åbenbares helheden(kærligheden), og udfra den tilstand kommer der en handling som er til gavn for helheden. Men dømmer du, så afviser du kærligheden og ønsker ikke at se helheden. Det er egoet som konstant dømmer, og i sin arrogance tror egoet på at det ved alt.

Jesus lyttede udelukkende til Gud, og den dom som kommer fra Gud er, at alt i sandheden er uskyldigt, elskeligt og helligt. Helligt betyder hel. Et sind som er helt, ser også en verden som er hel. Et sind som er splittet ser en verden som er fragmenteret.

En god måde at illustrere det på er:

Forestil dig menneskehedens historie som et billede. Dette billede er menneskets bevidsthed. Så snart sindet dømmer begrænses bevidstheden og kun et fragment af billedet kan ses. Eller måske bare tag hvilket som helst billede, og kig så på billedet og se hvad der sker når du dømmer noget på billedet. I det øjeblik du dømmer ser du kun det som du dømmer. Hvis du dømmer en del af billedet ser du kun denne del. Hvis din dom skal være korrekt, så skal den omfatte helheden. Så hvad er rigtigt og hvad er forkert hvis ikke man ser helheden?

Mennesket har forsøgt sig med det vi kalder moral og etik for ligesom at få styr på alt det kaos og konflikt vi oplever i denne verden. Men så længe vores udgangspunkt ikke er helheden, så længe vil intet af det vi gør virke. Hvis vi ønsker at opleve fred, glæde, kærlighed og samhørighed, så er der kun een måde at nærme sig denne oplevelse, og det er ved at erkende, at vi ikke kan se helheden og stoppe med at dømme.

Det vi kalder for intuition, det er i virkeligheden helheden som taler til os og igennem os. Helheden er fuldstændig udenfor vores kontrol. Når du lytter til din intuition slipper du kontrollen og dømmer intet. Din oplevelse af dig selv og verden ændre sig fuldstændig når først kontrollen slippes. Alt sker lige præcist som det skal ske.

Der var en som engang sagde, at den sande visdom er at forstå hvad du kan ændre på og hvad du ikke kan ændre på.

Du skriver:

"Hvordan skal kærligheden til verden og ens medmennsker udmøntes?

Aktiv kærlighed her rummer stor fare for fatale fejltagelser.

Det kunne friste til i stedet at læne sig passivt tilbage med kærlige tanker.

Men det gør "det fuldkomne menneske" efter min mening ikke"

Kærligheden begår ikke fejltagelser, Arne. En fejltagelse efter min opfattelse er at dømme et fragment og tro at man ser helheden.

Som jeg var inde på i mit forrige indlæg, så har mennesket det med at overvurdere handlinger og adfærd. Handlinger og adfærd er en virkning af hvad du føler og tænker. Mange mennesker er imod vold, forurening, krig osv osv, og de går aktivt ind for at stoppe det de er imod. Men de fleste mennesker opdager ikke at de er hykleriske. For i deres sind fordømmer de alle som ikke er med dem i deres sag. De er imod vold. Det er en måde at projicere sindets ubevidste skyldfølelse. Jeg er uskyldig og begår ikke vold. Det er Hitler som er den skyldige. Det er Saddam Hussein som er den skyldige. Det er min nabo som smider skræl på gaden. Det er regeringen i USA som er krigsliderlige. Det er præsterne som er syndige. Det er mine forældre som er skyld i at jeg render rundt og voldtager kvinder og børn. Det er samfundets skyld. Det er muslimernes skyld. Det er de kristne skyld. Det er egoets skyld. Det er Guds skyld. Det er din skyld. Det er min skyld. Skyld, skyld, skyld og skyld.

Sådan er menneskets verden. Den afspejler sindets tro på at det har syndet og er skyldig og fortjener straf.

Jesus og Buddha er symboler på det rette-sind hvor ideen om synd og skyld blot ses som en tåbelig ide som intet har at gøre med virkeligheden som Gud skaber den. At nærme sig det rette-sind kræver at alle ens domme bliver erkendt som falske. Når noget oprigtigt ses som falsk, så er det meget nemt at give slip på det.

Så det "fuldkomne menneske" lytter intuitivt til Gud, lader Guds kærlighed strømme igennem ens sind, og dømmer intet. Hvordan verden dømmer ens handlinger er fuldstændig ligegyldigt fra dette perspektiv.

Alt er så enkelt når vi stopper med at dømme, Arne. Så ved du altid hvad der er rigtig og forkert. Så ved du hvem du er og hvem din broder og søster er. Så ved du at Gud altid er hos dig og elsker dig fuldstændig ubetinget. Så ved du at du elsker dine brødre og søstre uden undtagelse. For de er i sandheden alle smukke engle i dit sind. Og når du ser dem som de i sandheden er, så kan du ikke længere dømme dem.

Kærlighed er ikke en passiv tilstand, Arne. Kærligheden udvider sig konstant, det er indbegrebet af skabelse. Men den er altid hel. Frygt er en passiv tilstand, for den er baseret på et ønske om at begrænse kærligheden, og ikke udvide den.

Vi gør vores bedste, ik

Kærligst Jan.