Hej Hans..

"Det er meget vigtig at forstå at det (begrebet eller størrelsen Gud fx) for de religiøse genier ikke har at gøre med forestillingsverdenen".

- Sludder! Guder bygges netop på forestillinger, som verden tolkes ind i og forklares ved gennem religioner. At væve rundt i et metafysisk aflukke omkring et begreb der ingen reference har udenfor dine forestillinger, er uden mening og reelt non sence! Det er et endogent aflukke du dér vimser rundt i - den slags må diskvalificeres fra manualen, beklager ;)

mvh
Simon

Jeg skrev:

"Det er meget vigtig at forstå at det (begrebet eller størrelsen Gud fx) for de religiøse genier ikke har at gøre med forestillingsverdenen".

Simon svarer:

- Sludder! Guder bygges netop på forestillinger, som verden tolkes ind i og forklares ved gennem religioner. At væve rundt i et metafysisk aflukke omkring et begreb der ingen reference har udenfor dine forestillinger, er uden mening og reelt non sence! Det er et endogent aflukke du dér vimser rundt i - den slags må diskvalificeres fra manualen, beklager ;)


Dermed tror Simon at han i et hug har forstået religion og talen om mennesket og Gud.

Mig simon og Dawkins har ingen forestillinger, men de religiøse er indhyllet i forestillinger, forældede forestillinger om Gud og guder. Hvordan synes du selv det lyder simon? Som om simon og dawkins tror de har fundet nogle mindre intelligente mennesker, der har en forstyrret hjernefunktion (jeg vil indrømme at nogle ganske få passer jeres kritik på). Men som Zizek så mener jeg at Dawkins går forkert i byen med sin kritik.

Hertil er kun at sige at måske ganske få betragter det med deres tro som noget med forestillinger.

Men ellers har det intet med noget nogen mennesker forestiller sig. Det har aldrig i cognitiv forstand haft at gøre med noget de troende forestiller sig.

Det er da også det der er så komplet latterligt ved Dawkins og hans kritik og ja Simon's ditto. Denne kritik rammer kun de få troende der har misforstået alt om hvad tro drejer sig om.

Som det menneske man losser psykofarmaka i og som det menneske man losser alkohol på (eller han/hun selv indtager dette) bestemt ikke nu opnår en bevidsthedstilstand der alene kan tilskrives hans eller hendes forestillingsunivers, lige så seriøst skal religion tages om man ønsker, overhovedet ønsker, at komme i nærheden af hvad det her drejer sig om.

De religiøse erfaringer mennesker, de religiøse genier, (tåberne tar jeg ikke ansvarer for) gør sig, er totalt uafhængige af hvad de ellers måtte gå rundt og forestille sig. Endnu et eksempel, som puberteten ikke bygger på forestillinger men på en lang række især biologiske og psykosociale forhold, således gælder noget lignende for religiøse erfaringer, mennesker løber ind i her i livet.

Som det menneske der aner at der er noget riv rav ruskende galt i dets liv, dette ikke nødvendigvis bygger på forestillinger, men meget vel kan være dette menneskes sans for at der netop er noget riv rav ruskende galt i dets liv.

Alle Dawkins interview med religiøse mennesker bygger også på at han stiller spørgsmålene som om menneskets tro er noget med at de forestiller sig dette eller hint; men dette er så latterligt grinagtigt. Hvor latterligt grinagtigt det er kan enhver med bare lidt forstand på de her forhold selv indse, ved denne lille øvelse at forestille sig Dawkins interviewe Karl Barth. Her ville det alene ved spørgsmålenes karakter og udformning blive afsløret at Dawkins ikke engang er i nærheden af at forstå de mest basale forhold der gør sig gældende i forbindelse med den kristne tro. Og Dawkins ville straks i den grad komme i filosofisk og teologisk skole om hvordan de kontinental europæiske filosoffer og teologer har behandlet de her spørgsmål siden Kant. Og hvordan troen skal forstås som begivenheder i folks liv, også begivenheder der netop dræber enhver tankebobbel og forestillingsbobbel. Noget Descartes og Spinoza især har beskæftiget sig med at forklare os.

Menneskets ekstatiske forhold har aldrig haft rod i, eller årsag, i dets forestillingsliv; men er en voksen moden erfaring mennesker har med deres egen person/ånd i samspil med andre voksne modne mennesker. Det har selvsagt meget at gøre med brain chemistry som puberteten fx har dette, men at sige til den religiøse voksne modne mand, der har bemærket sin ekstatiske friheds og åndsnatur, at denne nye karakter og personlighed, alene har at gøre med hans forestillinger eller nøjagtig lige så absurd som at sige til hende eller ham der erfarer puberteten at dette alene skyldes noget de forestiller sig at de nu oplever tingene meget, meget, anderledes.

Meget mere kunne siges om det her forhold og har jeg skrevet om det forhold i mit forrige indlæg, som den openminded og kloge læser også har registreret det.

Hvis simon og Dawkins og Frank de tror at Bonhoeffer, Barth og Tillich er tynget af en tung rygsækbagage af religiøse forestillinger, så kan de godt tro om igen. Og hvor ville jeg gerne at disse 3 førstnævnte skulle løbe ind i en troende af en vis format og de ville skulle hive alle deres fordomme og projektioner tilbage igen.

Man kan slet ikke blive teolog, hvis man ikke kan skelne mellem hvad der er naive religiøse forestillinger og så på den anden side, kvalitetsmæssigt noget ganske og aledeles andet, nemlig hvad der er teologi. Selv Paulus gør et stort stort nummer ud af dette forhold i sine breve. Og ifølge Paulus er bibelfundamentalisme en umulighed, da menneskets tro ikke bygger på noget der står skrevet er sandt og man derfor har at holde dette op for sig selv og andre som en troet forestillet sandhed (nøjagtig det gør Paulus grin med grækerne for at gøre i alt for høj grad (dog ikke noget de (grækerne, så meget har skrevet, men det de qua deres fornuft holder for ubetvivleligt og uomgængeligt sandt (Paulus siger, vi kan lave det om, og gøre det bedre (så i forhold til Platon er Paulus en ren Popper før Popper), som Marx senere)). Kapitel efter kapitel i Pauls erkendelsesteoretiske kapitler redegør Paulus for at troen (troens indhold) netop ikke består af noget man forestiller sig. Også derfor Badiou kan genkende dette træk hos Paulus fordi hans (Badiou) metafysik netop er en begivenheds metafysik, hvilket han så har let ved at genkende faktisk findes imponerende udarbejdet hos Paulus. På samme måde er Heidegger's tidsforståelse fundet hos Paulus. Også hos Paulus at han lære stensikkert at tale om Væren contra det værende, fordi igen denne skelnen foregår uden at ryste på hånden i alt hvad Paulus skriver. Alene derfor gir det overhovedet ingen som helst mening at sammenligne talen med troen på nisser med troen på Gud, da det pr definition teologisk er udelukket at Gud skal tilhøre det værende som en foreliggende objektiv i umwelt begrænset ekisterende størrelse eller given entitet.

Og når folk taler om Gud, så er det ikke deres forestillinger om Gud der er på tale, men deres ekstatiske frihedsnatur der er på tale. Og har man ingen erfaringer dermed, så kan man ej heller fx vide noget som helst om hvad kristendommens første og største teolog Paulus taler om.

Alt hvad Freud siger om Egoet, det siger Paulus sådan set om Kristus. Og Morin behandler det under begrebet ånd. Måske de alle 3 tar fejl og at mennesket identitetserfaringer er en illusion. Og at det for mennesket er en umulighed at udarbejde karakterdannelse og en personlighedsdannelse og igen en samfundsdannelse, fordi "det", ubevidste naturnødvendige skæbnessvangre kræfter alligevel leger kis pus med os og driver os hid og did og at det er en illusion at tro vi er med til at udforme vores egen fremtid som samfundets fremtid.

Østens religioner og naturvidenskab ligner hinanden meget, fordi begge systemer ikke tror på det kan nytte noget at være optimist. En Paulus psykiater og en Gîtâ psykiater, har to forskellige, ja diamentralt forskellige syn på menneskets og menneskets muligheder for selv at udarbejde dets karakter og personlighed. Gîtâ psykiateren og den meget naturvidenskabelig orienterede psykiater mener ikke der med rimelig begrundelse kan være tale om karakterdannelse og personlighedsdannelse som en mulighed, Sartre/Paulus benægtes kunne man sige, (derfor er deres metode psykofarmaka eller at opløse egoet totalt), de vil begge benægte egoet eller Kristus, som en mulighed.

Jeg er enig med Kant og Badiou og Leif von der Wehl Mikkelsen i at det i sidste ende må bero på et menneskets valg og fravalg af ontologi og metafysik. Altså hvordan man ser sine egne muligheder, om man anser sig selv for at have del i friheden, altså værende et spirituelt kreativ væsen. Om det overhovedet gir mening at omtale sig selv som et "JEG" eller man her skal skrige og skråle af grin.

Descartes er en af de første store kristne filosoffer siger Nicholas Berdyaev, der hævder at de katolske middelalder filosoffer slet ikke var kristne, men beskæftigede sig med en falsk kristen metafysik og at vi skal op til Descartes før vi ser de første kristne filosoffer der ligner urkristendommens tankegods, altså Paulus. Nøjagtig det samme forhold Badiou har fundet ved Paulus, hans avancerede subjektforståelse (forståelse af mennesket).


Jeg vil slutte af med at sige jeg har færrer forestillingsbobler omkring tro end dig Simon og Dawkins har tilsammen. For jeg har ingen og har aldrig haft siden min Damaskuserfaring og mine esktatiske Kristusparticipationserfaringer.

Ikke dermed sagt at forestillinger ikke er vigtige, blot er trosforestillinger bandlyst i teologien. Men jeg er enig med Einstein i at ingen mennesker længere kan beherske den viden der findes, men at vi i forestillinger kan se os selv og universet som en helhed, eller at forestillingen kan det vi ikke magter qua viden der er blevet uoverskueligt stort, enormt. Men som i naturvidenskab og fysik, astrofysik, vores forestillinger må afprøves eksperimentel, således må det også være indenfor teologien.

Men at menneskets tro (teologien og religion i sit inderste autentiske væsen) bygger på forestillinger er nøjagtig lige så absurd som at sige naturvidenskab bygger på hvad mennesker måtte gå rundt og forestille sig. Begge disse videnskaber er erfaringsbaserede. At menneskets selvforståelse (identitet, karakterdannelse og personlighedsudvikling) og alene bygger på dets forestillingsliv er absurd Simon og den skal du længere ud på landet med. Vi nærmer os noget psykotisk hvis det forholdt sig som du påstår.

mange kærlige hilsner (det er mig der tydeligvis er ovenpå) HansKrist.

hvor ved du det fra Hans? Det er bare sådan noget man kan mærke i maven, det er mavefornemmelserne der taler deres tydelige sprog her. Det er mig der samvittighedsfuldt kan skrive disse her ting, uden at krampe og forkrampe i indvoldene, hvorimod simon og dawkins er ved at gå ud af deres gode skind i arrigskab fordi de ikke med hånden på hjertet, men med deres hovede godt nok kan påstå det de siger af vrøvl. Men de tænker og er ikke i overensstemmelse med sig selv når de siger alt det vrøvl de ynder at sige. Rolig Dawkins og Simon, slap af, tag en dyb indånding og tal om de her ting på en samvittighedsfuld måde. Men det er værst for jer selv om I gør grin med jeres egne muligheder for at navigere i det her liv. Synd at Dawkins denne fremragende biologisk interessante tænker skulle gå hen og gøre sig selv verdensberømt som en opblæst nar fordi hans faglige succes som jeg under ham, er steget ham og visse andre til hovedet. Igen Einstein er fremragende indenfor sit felt, men han er en killing ved siden af Karl Marx som eksempel, hvis han skal flyttes over til seriøe eigenweltske og mitweltske forhold, og nøjagtig her er det Dawkins der dog er klædt noget bedre på end Einstein, til trods herfor snubler og falder og gør sig selv til grin. Dawkins har nogle forudsætninger for seriøst at forstå teologien (de eigenweltske mitweltske forhold) men idioten har valgt dumhed og idioti. Han er så opblæst dum når han bevæger sig udenfor sit ekespertområde at der er risiko det vil få en negativ indflydelse på hans eftermæle. Og jeg tror faktisk allerede han har fortrudt mange af sine fatale højrystede skingrer udfald og blær-røvs tendenser, for det klær ikke manden. Men jeg vil som mange andre dele manden op i to, nemlig kompetent biologisk tænker der er værd at lytte til, og så den anden meget uheldige side ved manden; som en hysterisk skinger narhovede når han træder ind på scenen og i sin selvopblæsthed lige tror han skal komme og revolutionere hele verden omkring hvad religion og tro er.

Der er ikke en eneste kompetent teolog der så meget som har løftet øjnbrynene i forbindelse med Dawkins (kun som noget symptomatisk), hvorimod Badiou har forårsaget at hele den teologiske verden er i et stort oprør og i den grad føler sig ramt. Dawkins har intet at byde på, så absolut intet.

"nej ikke som du stiller det op"

- Præcis, men dette er jo Simon i en nøddeskal! Han stiller det op, som han vil, og så forlanger han, at det er dette, vi skal forsvare!! Som om det var vores holdning...

"Men nøjagtig lige sådan er begrebet eller størrelsen "Gud" defineret ikke at være"

- Du taler for døve ører. Jeg har fortalt Simon dette i over et år nu, men han væver stadig rundt i sine egne definitioner, som han påstår er vores - hvorefter det er disse, han vil, at vi skal forsvare. Det er ...

"Så dersom man beskæftiger sig med begrebet eller størrelsen (også eksistentiel størrelse i ens liv) "Gud" så er det pr def netop ikke at opfatte som du og andre konstant opfatter det (nisse eksemplet), derfor må jeres kritik ændre sig om I vil høres og tages seriøs som religionskritiker,,, jeres kritik rammer kun naiv folkereligiøsitet."

- Du kan fortælle ham dette til evig tid, men han vil stadig tillægge andre opfattelser, som ikke er deres - og bede dem om at argumentere for disse opfattelser, som han selv har snasket sammen og forlangt skulle være deres, men som aldrig har været og aldrig bliver deres.

"Gud er netop defineret ved ikke at eksistere som nisselignelsen indikere"

- Og dog kræver Simon af sine meddebattører, at det er denne 'himmelnisse', som de tror på... Han fremfører en absurd idé, som vi ikke tror på... denne idé tillægger han os... og så beder han os forsvare den, SOM OM det var vores.

- Og hvis du finder en modgift mod dette vanvid, så lad mig høre... i begyndelsen troede jeg, at han med vilje talte forbi dem, han forsøgte at tale med. Men det gik hurtigt op for mig, at han enten må mangle den intellektuelle kapacitet til at gøre sig fri af den forestilling, at andre har forestillinger, som de ikke har - men som han derimod kræver, at de har. Enten dette eller også må vi have en psykiater på banen. Alle omkring ham har jo erkendt, at han vedbliver at kræve bevis for en forestilling, der hverken er hans egen eller andres

Hansemand, du gamle dinosaur. Du kryber fortsat rundt i fortidens mørke og spyer ild som myternes drager. Du er frem for nogen myternes mand, men de færreste her forstår dig.

Det er nu ikke så mærkværdigt, siden du gør dig enorme anstrengelser for at gøre dine synspunkter så komplicerede og uforståelige som muligt. Dine mange referencer til filosoffer, hvis tanker er ukendte for de fleste, og iøvrigt også ret ligegyldige, gør ikke dit korstog bedre.

I virkeligheden interesserer du dig ikke for Paulus. Så havde du nemlig sat alt ind på at kunne læse ham på originalsproget i stedet for at lade dig nøje med andres udlægninger af hans ord og dine egne fantasier om, hvad ordene betyder.

Din Paulustro er kun et skalkeskjul for din virkelige interesse - dig selv - som også afslører sig i dit valg af studiefag og din sportsudøvelse. Alligevel har du ad mærkelige omveje nået en større grad af selverkendelse end flertallet, dokumenteret gennem din evne til at grine ad dig selv.

Alvor er stupiditetens adelsmærke, hvorimod forståelse (sand eller indbildt) altid udløser en lystfornemmelse. Dette kan iagttages selv hos små børn. Når en sammenhæng går op for dem (når tiøren falder) griner de ubehersket og udstråler en overvældende lykke.

Desværre er undervisningen i psykologi på universiteterne verden over ofte lagt i hænderne på dybt alvorlige mennesker (hvilket også kendetegner overbeviste marxister).

Både Dawkins og Einstein bobler derimod af sublim humor, men det har du åbenbart overset.

Mvh

Ole Bjørn (the Pooh) :o)


P.S. Popsangen "Teach me Tiger" er også passé.

Hej Hans..

Du er mig noget kulret i bøtten. Hans. Når jeg læser hvad du beskriver, ser jeg intet nyt eller væsentligt, men en væld af unødige ord der ku’ begrænses til ganske få om det egentlige, hvorfor meningen jo igen bare fortaber sig unødvendigheder, hvilken næppe kan være din mening.

Der er intet interessant i Arnes idéer heller, han sværmer reelt rundt om forestillinger mennesker længe før han fremførte, hvor man faktisk bandt selve mennesketanken til et méme fra overnaturlig tro fra endnu tidligere religioners verdensbilleder. Det er dette der gør det vanskeligt at skille Arnes grundsyn fra det religiøse, hvorfor spørgsmålet melder sig, hvor Arne egentlig selv befinder sig...og det var i grunden det interessante spørgsmål.
Hvor i består eksempelvis det interessante ved beskrivelser om, at der findes så meget om hvilket vi intet ved? - giver den slags belæg for at indføre idéer om himmelnisser fra en parapsykologisk fiktionskultur og bygge dem ret ind i videnskabelige spørgsmål, forklaringsmodeller osv….nope! Det er dette Arne ikke får med sig, og for den sags skyld helle ikke dig..;)

Det centrale er ikke hvad vi ikke ved, men at det slet ikke går an at beskrive det kendte med forestillinger om noget ukendt, hvorfor guddommeligheder fra tænketanken ingen verdens nytte er til. Tro er bare et elendigt værktøj, længere er den såmænd ikke. Når derfor nogen måtte føle stærkt for afvisninger af deres forestillinger om ”guddommeligheder” og tillige ikke forstår misforholdet de skaber i forsøget på at forklare det kendte med det ukendte, ja så får disse ’nogen’ et stort forklaringsproblem de må se at finde rede i – den slags er helt deres egen opgave. Du og Arne må selvsagt udtømme begrebet ”guddommelighed”, ”åndelighed” osv. hvis det er begreber i ønsker at benytte som forklaring på jeres position i livet. Arne selv har bare lidt problemer med at forklare hvorledes noget ”guddommeligt” adskiller sig fra noget gudeligt – hvorfor skulle nogen ønske at tilkende fænomener hvorom de intet ved, evne til at eksistere? Det er typisk og ret centralt for eksisterende fænomener, at de evner at eksistere i kraft af sig selv, at de lader sig påvise og registrere enten direkte eller indirekte, men sgu ikke gennem tro. Man kan tror sig blind alt man vil, men ikke forklare verden med blind overtro omkring idéer der står alene og ingen relevans har. Kort og godt, accepterer vi slet ikke troen som metode til registration af fænomener, hvorfor der slet ikke er tale om eksistenser, før noget eksisterende ved egen evne har vist sig at være værd at tale om! M.a.o. har guder ingen evne til eksistens, før de viser evne til eksistens, og dét er hvad der er centralt at forstå – hvorfor ”beviser” for ikke-eksistens, slet ikke er interessant at beskæftige sig med. Det burde du da kunne forstå. Den slags er jo bare unødig religiøs retorik uden substans.

Så, hvad laver mon himmelnisser fra gamle religioner i spørgsmålsrækken af interessante tanker om vores fælles verden, ja i oplevelsesrummet hos mennesker som du, og endnu vigtigere, hvad skal nogen bruge din kvasifilosofi til? ;)

Du vælter dig rundt i udpluk fra tidligere tænkeres idéer, men forstår ikke disse idéer i relation til deres egentlige kulturelle samtid, det verdensbillede de blev udtrykt igennem og skulle belyse. Du fører dem derimod ret ud af konteksten og ind i din egen forestillingsverden…hvorfor? Omvendt tolker du glad (uanfægtet utallige tilrettevisninger) senere tiders psykologi og filosofi ret ind i en antik kontekst, som om deres verdensbilleder udtrykte sig bedst gennem nutidig udpluk - er det den slags du mener kvalificerer de gamle narrestreger til værdisyn nogen i nutiden burde opløfte?

I realiteten er grundfjeldet i også din livsanskuelse en snurren rundt om nøjagtig samme idé, og har du har snurret i årevis- Terminologien er den samme, uanset trosfæller i en historisk placering. Derfor ender det jo altid med også du præsenterer fantasier om små udpluk fra historien du så tilpasser idéer om fænomener, der dog stadig mangler deres forhold til den verden du indfører dem i, hvorfor du står i præcis det samme vadested som for 6 år siden. Selve din tro lader ingen udvikling finde, for det er en fantasiverden du boltrer dig i.

Og hvad du i relation til din religion kalder noget ”åndeligt”, belyser jo intet forhold til noget guddommeligt, men derimod et tankeforhold til trosanskuelser omkring et menneskesyn, skabt af troende tilbage i tider der dog havde verdensbilleder væsensforskellige fra dit. Forskellen mellem din og deres position er, at de i deres søgen efter at forstå naturen var underlagt stærke autoriteter hvor mennesker helt fra antikken og længere op i vor tid faktisk kunne risikere at blive forstødt fra samfundet, hvis og såfremt de forbrød sig grundlæggende imod de konventioner overtroiske mennesker indførte i verdensbilledet. Reelt havde man kun lidt kendskab og viden om hvordan naturen og mennesket faktisk fungerede som et biologisk og tænkende individ. Men en tankeudvikling der faktisk afviklede grundstrukturer hvorved man forstod sig selv og sin position i verden, var en reel trussel og helt forskellig fra metoder hvorved vi i vor tid tager ny viden til os. Vi har bygget tryggere sameksistens på baggrund af en bedre forståelse af naturen. Dog kan vi alligevel se rigtig mange troende i vores samtid sværge til trosanskuelser de slet ikke har anden forklaring på, end netop henvisninger til gamle kulturers overtro - helt som du. Spørgsmålet bliver atter, hvorfor man dog vælger at begrunde sit livssyn gennem kulturer der manglede bedre viden og derfor søgte den, for det er præcis hvad man gør, gennem den gudetro kun mystikere kan interessere sig for.

Hvorfor du ønsker at forklare dig selv i lyset af gamle verdensbilleder baseret på en slags favorisering af særdeles megen overnaturlig tro, det får du rigtig svært ved at forklare – og det hjælper dig intet at surre rundt i historien og trække tankeelementer ud af deres rette kontekst (Marx, Freud, osv.), for vi ved godt hvad de forskellige mente, gjorde og skrev, men ikke hvorfor du mener dette skulle belyse dit liv…;)

Så i realiteten er dine tankers omdrejningspunkt en fascination af gudesyn fra en skolastik der søgte at gøre religion til en filosofi – hvilket for øvrigt hverken lykkedes Løgstrup ell. andre at redegøre fornuftigt for – han selv, gav enkelt fortabt overfor Heideggers morsomme spørgsmål dertil. Du må da kunne se, at du bare ender med at cirkle rundt og rundt i netop de tanker kun en metafysisk tankekonstruktion tillader dig rammerne for, i hvilken forstand du er ufri og derfor sidder i saksen med den slags som parameter.
Mennesker omkring dig behøver ikke fordybe sig i kristnes lidelseshistorie og dens sammenbrud i konfrontation med langt bedre metodebeskrivelser indenfor div. videnskabelige discipliner. Og det at forstå menneskers psyke tilbage i antikken kræver at man forstår antikkens historie, og er altså ikke en parallel eller foreneligt med det at søge en forståelse af menneskers psyke i nutidens kultursamfund. Vi ville i mangt få svært ved at forstå den tids psyke, fordi det netop kræver et omfattende syn på sociale omstændigheder der formedes ved sågar aldeles uens kulturers mennesketanker. Med brudstykker får man små indtryk. Adskillige nærstående krige skabte formentlig denne vedvarende utryghed i det sociale, og den utryghed byggede sig så muligvis gennem århundreder ind i selve måden hvorpå man tænkte sig verdensbilleder med en vis mening. Det er her man gennem religionerne kan se forsøg på at skabe et overordnet verdensbillede til forståelse af den meningsløshed egentlig politiske omstændigheder tilførte livet. Så også her var der tale om forestillinger man gjorde sig, dvs. tanker der i mangt og meget bundede i forsøg på at tænke sig til noget bedre, og i særdeleshed en mening med den død der lå lige om hjørnet. Smerten ved tabet har selvsagt fyldt meget på den tid også, men barske levevilkår skabte grobund for en psyke væsensforskellig fra den psyke du tænker omverden (og fortiden) ind i.

Men det korte og det lange er, at hvis Arnes såvel som dine forestillinger om guddommeligheder skulle tilkendes eksistens alene fordi i kan føre fænomener fra fantasier ind i tankekonstruktioner i accepterer som gyldigt værktøj, ja da får i sagens natur netop også nisser, trolde og alle andre tænkte fænomener evne til eksistens.

Jeres tanker viser intet om hvad det vil sige at eksistere, intet om eksistenser i fabulerer over, men derimod noget om jeres evne til at forestille jer ting og sager – guderne må forbindelse med Arnes terminologi vide hvilket tankenødvendigt forhold der skulle være mellem forestillinger over begrebet ’væren’ og selve universet omkring os – som netop er aldeles indifferent overfor hvad vi måtte mene og tro om det. Dette viser imidlertid noget ganske andet, Hans, nemlig hvorledes mennesker i kraft af religioner, kan nedbryde evnen til at skelne mellem tankeindtryk fra fantasier og tankeindtryk fra virkelighed – og pssst!…bevidstheden har stadig til opgave at tolke dine sanseindtryk, det kognitive, at afkode disse data til et sprog der leverer dig en vis mængde succes imod en orientering i selve virkelighedsrummet, hvorimod fantasierne omkring den parapsykologi der vel er dit egentlige interesseområde, er aldeles uden betydning for dit forhold til verden og mennesker omkring dig. Faktisk burde advarselslamper overbelyse dit åndslys – eller sagt med din egen fantasi i betragtning, burde en freudiansk himmelnisse råbe advarende til dig om, at der er med metoden er øjeblikkelig fare for et nedbrud af skellet mellem primær- og sekundærprocestænkningen – jeg ved så ikke om du kan forene forestillingerne om de freudianske arbejdshypoteser og din paulinsk fantasiverden med dette tankeeksperiment og stadig stå støt. Jeg vil i hvert fald stadig anbefale en frigørelse fra blyhutten – og det er vel egentlig det der karakteriserer ateister, vi vil vore medmennesker det allerbedste..;)

Det er lidt som med ”unknown’s” idéer om kærlige guddommelige tanker: kærligheden har jo intet overhovedet at bestille med evnen til at tiltro overnaturlige fænomener en eksistentiel betydning for livet, derfor naturligvis heller intet at gøre med erkendelse i en filosofisk forstand, hvorfor vi atter ser rent sludder fremført gennem alene troen! Derimod forveksler missionslystne troende gerne maskinsnak om kærligheden med præcis den suggestive manipulation troende faktisk udsattes for, men sandsynligt ikke husker. Den troende lærer sig simpelthen at kæle med sine lidelser og nære forestillinger om, at overnaturlige fænomener skulle kigge på og på et senere tidspunkt ligefrem vise deres anerkendelse med en form for belønning – evigt liv osv. osv. I fællesskaber overbeviser troende gerne hinanden om, at det at tale kærligt om gudefænomener giver en form for social status, mens der i reakliteten er tale om afvikling af deres egen sunde fornuft.

Verden og fremtiden forholder sig såmænd indifferent, men det er uanset om du kan forstå det et besynderligt skue, at se folk tilpasse deres verdensbillede en gammel metafysik – og psst...rigtig mange gamle tænkere tilbage i tiden ville have givet højre arm for at blive deres samtids problemer kvit, netop fordi den tids tænkning ud i overnaturlig tro kun skabte problemer der isolerede mennesket til et uværdigt individ. Til syvende og sidst, bliver det vores egen opgave at komme videre og forstå forskelligt, med den proces sker ikke gennem tilbedelse af religiøse dogmer..;)

Mvh
Simon

P.s.: det blev sandelig langt – alt for langt! ;)